Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (1828–) - Af »Peer Gynt« - Præstens tale ved graven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436
sin mening bar han vegt og uvist frem,
og knapt han raadig var i eget hjem;
i kirken tren han, som han vilde bede
om lov til, andre lig, at tåge sæde.
Fra Gudbrandsdalen, ved I, var han kommen.
Da hid han flytted, var han fast en gut;
og visst I mindes, at til sidste slut
man saa ham stødt med høire haand i lommen.
Den høire haand i lommen var det egne,
der præged mandens billed i ens sind,
og dertil denne vridning, den forlegne
tilbagetrukkethed, hvor han kom ind.
Men skjønt han helst sin stille vei gad slingre,
og skjønt han blev en fremmed mellem os,
saa ved I visst, hans dølgsmaalsstræv tiltrods,
den haand, han skjulte, bar kun fire fingre.
Jeg mindes godt for mange herrens aar
en morgen; der blev holdt session paa Lunde.
Det var i krigens tid. I alles munde
var landets trængsler og dets fremtids kaar.
Jeg var tilstede. Midt for bordet sad
kapteinen mellem lensmand og sergenter;
og gut for gut blev maalt paa alle kanter
og skreven iud og tågen til soldat.
Fuld stuen var, og udenfor paa traakken
lød høimælt latter mellem ungdomsflokken.
Da raabtes op et navn. En ny kom frem,
en, der var bleg, som sne paa bræens bræm.
Han kaldtes nærmere; han naaede bordet;
den høire haand var hyllet i en klud;
han gisped, svælged, snapped efter ordet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
