Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson (1832–) - Havet. Af »Arnljot Gelline«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462
Fuldmaanen suger, orkanen løfter,
men tåget glipper, og våndet strømmer.
Lavlandet nedlivirvles, berg hensmuldre,
mens jævnt det skyller mod evigheden.
Hvad hen det drager, maa veien vandre.
Hvad engang synker, det stiger ikke.
Ei bud der kommer, ei skrig der høres;
dets egen tale kan ingen tyde.
Mod havet er det, langt ud mod havet,
som aldrig kjender en stunds forsoning!
For alt, som sukker, det er forløser;
men drager vi’dre sin egen gaade.
Føl denne sælsomme pagt med døden,
at alt det gir ham, sig seiv kun ikke
Jeg føres, hav, af dit store tungsind
og slipper ned mine matte planer,
og lader flyve de bange længsler:
din kolde aande mit bryst skal svale!
Lad døden følge, paa byttet lure:
vi skal nok spille en stund om brikken!
Jeg slider timer ifrå din rovlyst,
mens frem jeg skjær under vredesbrynet
du skal kun fylde mit spændte storseil
med dine susende dødsorkaner;
din bølges rasen nier’ skyndsomt bære
mit lille fartøi mod stille vande.
Hvad heller ensomt og mørkt ved roret,
forladt af alle og glemt af døden,
nåar fremmed seil fra det fjerne vifter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
