Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson (1832–) - Han fik ei lov til at lægge ud. Af »Fiskerjenten«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
465
Dets seil var bundet, det seiv fortøiet,
men syntes derved ei vel fornøiet;
thi seilet rykked, og masten rysted,
og skibet huggede skum med brystet.
Ombord man tog sig en liden pust;
man sov, hvad heller holdt maaltid just.
Da hørte ned de fra klippen raabe,
det syntes ord af en topmaalt taabo -
»Tør ingen ride saa høi en baare,
saa giv mig roret; mig længes saarek
Nogle saa op imod fjeldets hang,
andre vendte sig ei engang;
ingen sig lod sin madro rane.
Da faldt en sten og blev to mands bane.
Op sprang alle fra dæk og tilje,
kastede madkar og greb til vaaben;
opad pilene sang, men aaben
stod han paa klippen og gav sin vilje:
«Høvding! Giver du skibet med lempe,
hvad heller lyster dig først at kjæmpe?«
Sligt at høre blot tidsspild var,
et spyd blev skikket at gaa med svar.
Traf ham ikke. Han sagde rolig:
»Mig venter ingen i dødens bolig.
Du, som havene alt har pløiet,
kan gaa der ind eller hjem dig skynde.
Alt, du under dig her har bøiet,
det maa du give; jeg skal begynde!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
