Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson (1832–) - Han fik ei lov til at lægge ud. Af »Fiskerjenten«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
467
Men svagt den døende haanden svang;
han bød iblandt dem for sidste gang:
»En mand maa falde, nåar han er færdig;
thi stort skal sluttes en heltesang.
Tag ham til høvding; thi han er værdig«.
Han mer ei kunde, hans læbe blegned,
hans kjæmper ilede til, han segned,
ham plads var ryddet ved Odins bord,
paa hin han viste, idet han for.
Den nye høvding var ikke sen,
han steg paa stenen og tog tilorde:
»Først reises tegn over heltens ben,
og derved mindes, hvad stort han gjorde.
Men før det kvelder, vi seil maa heise;
ei døde hefte paa livets reise«.
Og varden bygdes, og seil for op,
snart dragen leged paa bølgens top.
Et minnidrapa klang over sjøen
til ham tilbage paa dødningøen,
et velkomstkvad mod den unge for,
han stod i løftingen ved sit ror.
Men da han hjemmet strøg tæt forbi,
hvor alle stormede ned mod stranden
med rop, med undrende syn paa manden
som styred Øgers sjøstærke ski,
faldt kveldsol rødlig paa seil og skjold
ogfpaa den høie bag kjæmpevold.
)
>
Han styred skibet ret lige paa,
saa ræd de ropte: Han vil forgaa!
Han vendte skibet, saa der stod gov,
og smilte hjemad: »Faar jeg nu lov?«
22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
