Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
egenlig kritisk undersøgelse af hvert enkelt skrift eller digt,
mødte straks stærk kritik udenfor Norge og afstedkom en lang
strid og diskussion. Sagen var, at værket var meget ensidigt og
gennemsyret af en bestemt tendens i henhold til en bestemt
opfattelse af Norges historie og af forholdet mellem Islændere
og Nordmænd. Ligesom Norge, historisk set, var moderlandet,
således gjordes det gældende, at det litterært også var moder-
landet og hovedlandet i forhold til Island. Hvad, eddadigtene
angår, ansås de i almindelighed for at være særdeles gamle, langt
ældre end Islands bebyggelse; det var da vtvivlsomt, at de
udelukkende var norske. Fremdeles, hvad sagaen angik, hæv-
dedes det, at den norske kongesaga var udviklet i den mundt-
lige tradition i Norge, og at nedskrivningen af den i bøger kun
havde været et skriverarbejde, men ikke noget forfatterskab.
Fordi Islænderne først havde optegnet disse sagaer — hvad der
ikke kunde nægtes —, var de ikke derfor forfattere. De
isl. slægtsagaer var kun aflæggere og efterligninger af de først
nævnte. Således hævdedes Norges overlegenhed og prioritet
på så godt som alle områder. Der var ganske vist visse mærkelige
omstændigheder, som f.eks. at alle hirdskjalde efter det 10.
årh. var Islændinger, men alligevel var skjaldepoesien oprindelig
norsk og kun en norsk arv på Island. Det hævdes — stik imod
hvad der bestemt vides —, at Islænderne »aldrig ophørte at be-
tragte sig som Nordmænd« og den isl. litterære virksomhed
kan »aliså aldrig betragtes son andet end en gren af den norske«.
At Keyser her gik til en yderlighed, er der ingen, der tvivler om
nu. Åt Nordmændene ikke med nogen ret kan tilegne sig saga-
litteraturen, er nu alle enige cm. Men dette resultåtferkundet
gennem en kamp, der til sine tider var hæftig nok. Signalet
til denne gav Sy. Grundtvig i sin alhdiohmntoredlenes
gamle litteratur, en anmældelse og en indsigelse« (1867).
Her forsvarer Grundtvig for det første hetegnelsen »oldnordisk«
om sproget som fælles for hele Norden, medens wislandsk« om
litteraturen vilde være berettiget; imidlertid mente han dog,
al man burde enes om betegnelsen »oldnordisk« også om denne,
især fordi sen meget væsenlig del af den gamle nordiske litteratur
sként optegnet på islandsk, dog i sig selv er langt ældre end
Islands bebyggelse« (her tænkes vel på eddadigte og sagn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
