Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
som måtte slå ned i frihetstørstende kvinnesinn. Skjønt Ibsen
under utarbeidelsen av kunstneriske hensyn søkte å trenge
kvinnespørsmålet tilbake, er satiren overfor samfundet tyde-
lig nok.
Det er karakteristisk hvad konsul Bernick sier til den hjem-
vendte svoger Johan Tønnesen om sin ugifte søster Marta, som
ønsker å forsørge sig selv: «Du tror da vel ikke at jeg lader
hende savne noget? Å nej, jeg tør dog sige, at jeg er en god
broder. Hun bor naturligvis sammen med os og spiser ved vort
bord; lærerindegagen kan hun rundeligt klæde sig for, og et
enligt fruentimmer — hvad skal hun med mere?» Til dette
svarer Tønnesen: «Hm, på den vis tænker vi ikke i Amerika.»
Og Bernick svarer: «Nej, det tror jeg nok; 1 et opagiteret sam-
fund, som det amerikanske. Men her 1 vor lille kreds, hvor,
Gud ske lov fordærvelsen til dato ialfald ikke har fåt indpas,
her nøjes kvinderne med at indtage en sømmelig om end be-
skeden stilling.»
Marta som nu nærmest må kalles en gammel jomfru, er
hyggelig å ha 1 huset, Jevn og opofrende som hun er. Og «men-
neskene bør da ikke i første række tænke på sig selv,» forsikrer
Bernick, «og allermindst kvinderne.» Og Marta har da nok å
interessere sig for, mener han, «hun har jo mig og Betty og
Olaf og mig.»(!) Om sin hustru sier Bernick: «Betty er både god
og føjelig. Og hvorledes hun i årenes løb har lært at føje sig
efter det som er ejendommeligt hos mig.»
Ikke mindre tydelig er arrogansen hos adjunkt Rørlund, da
han frir til Dina, en «falden» kvinnes datter. Han likesom hever
henne op til sig 1 en følelse som skal bety opofrende godhet,
men 1 virkeligheten er selvforherligelse og egoisme.
Som bekjent har Lona Hessel lånt mange trekk fra Aasta
Hansteen. Lonas kraftuttrykk forferder naturligvis det pene
småbysamfund, og i det eldste utkast til skuespillet kaller
adjunkten henne ukvinnelig. Hun har klippet håret og går
med mannfolkstøvler. For å ernære sin slektning holdt hun
likesom modellen foredrag på salene og utgav en «ravgal» bok.
Men Lona er rettferdig og sterk, djerv, ærlig og hjertevarm,
og det skyldes først og fremst henne at konsul Bernick kom-
mer til sannhets erkjennelse.
Heller ikke Dina svarer til det gammeldagse kvinneideal.
Da Johan Tønnesen frir til henne, svarer hun: «Ja, jeg vil være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
