Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
Deres hustru. Men først vil jeg arbejde, blive noget selv. — Jeg
vil ikke være en ting, som tages.»
I «Samfundets Støtter» lar Ibsen Lona Hessel slynge ut
denne knusende dom over nordmennene: «Jert samfund er et
samfund af pebersvend-sjæle, I ser ikke kvinden.» En beslektet
tanke uttaler Ibsen i sine optegnelser til «Et Dukkehjem» (1879):
«En kvinde kan ikke være sig selv i nutidens samfund, der er
et udelukkende mandligt samfund, med love skrevne af mænd
og med anklagere og dommere, der dømmer den kvindelige færd
fra mandligt standpunkt. — — — Der er to slags åndelige love,
to slags samvittigheder, en i manden og en ganske anden i kvin-
den. De forstar ikke hinanden, men kvinden dømmes i det
praktiske liv efter mandens lov, som om hun ikke var kvinde,
men en mand.»
Vel understrekes i disse dype ord det fundamentalt forskjel-
lige mellem kjønnene, en forskjell som det moderne gjennem-
brudds menn og kvinner undertiden var tilbøielige til å overse,
men samtidig inneholder ordene en dom over det mannlige
samfund for ensidighet og manglende forståelse av den dypeste
eiendommelighet ved kvinnen, hennes særpreg og egenverdi.
Tar man kvinnesaken i aller snevreste forstand, vil man imid-
lertid ikke kunne karakterisere «Et Dukkehjem» som et kvinne-
saksdrama. Her er ikke tale om reformer i ekteskapslovgiv-
ningen, og enda mindre om kvinnens deltagelse i det offent-
lige liv. Nora, Heimers dukkehustru, er som bekjent på ingen
mate kvinnesakskvinne, hun er tvert om en Eva-datter av reneste
vann — 1 godt som i ondt —, så fjernt fra den almindelige
type av emansiperte som vel mulig.
I det eldste utkast til «Et Dukkehjem» uttaler Nora like-
frem at hun ikke bryr sig om kvinnespørsmalet. Men efter-
som handlingen 1 det ferdige drama skrider frem, vikler Nora
sig ut av sitt gamle jeg, av sin dukketilværelse som mannens
leketøi og star, idet teppet faller, som en selvstendig kvinne.
Da «det vidunderlige» ikke hendte og mannen ikke viste det
høisinn som hun hadde ventet, da det gikk op for henne at
hun hadde levd livet med en villfremmed mann, sier hun sig
løs fra hans formynderskap og drar ut i verden for å bli klar
over sig selv.
«Et Dukkehjem» føltes som et angrep på det konvensjo-
nelle ekteskap, på kvinnens opdragelse og kvinnens bestemmelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
