Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et rygte havde fortalt mig, at marmorblokkene paa vestsiden, hvor
det er mest vindhaardt, skulde være noget forvitrede, og at det specielt
skulde se ud, som om der paa enkelte steder var „rendt ned“ striber af
opløst sten. Saaledes forholder det sig dog paa ingen maade; marmo-
ren, som staar uden ydre rapning, er aldeles frisk og ikke angrebet;
derimod har der hist og her, særlig paa vestsiden, løst sig ud noget af
cementeringen (kittet) mellem stenblokkene, og det er dette, som af
enkelte er bleven forvekslet med forvitring af marmoren.
Muren, som er omkring 1 m tyk, blev først fuget med cement ud-
vendig og derpaa, før murene blev tørre, rappet indvendig; den indven-
dige fugtighed, som herved ikke fik anledning til at slippe løs, slog sig
saa ud gjennem cementeringen og fremkaldte derved stribninger og af-
sætninger paa den ydre mur.
Snaasen JcirJce er, efter hvad forstassistent Nic. Martens
meddeler mig, mere end tre hundrede aar gammel, idet den
findes omtalt i en beskrivelse fra 1563; men den blev for en
væsentlig del ombygget og udvidet i 1869. Koret i den nuvæ-
rende kirke er den gamle kirkes skib. — Murene er omtrent i
sin helhed opført af en lysegraa, hvidstribet, lidt grovkornig kalkspat-
marmor, som — efter hvad jeg selv har overbevist mig om paa stedet
— har holdt sig udmærket godt. Indtil ombygningen i 1869 var dog
kirken oversmurt med kalk, som tidligere i alle fald til en vis grad vil
have virket beskyttende paa murene; denne kalkrapning har neppe væ-
ret vedligeholdt til enhver tid. — Indo i kirken staar en døbefunt af
næsten hvid marmor, der — som ogsaa selve bygningsstenen i kirken —
skriver sig fra brud lige i nærheden af kirken.
Trondhjems domkirke er som bekjendt for den allervæsent-
ligste del opfert af klæbersten, med temmelig underordnet an-
vendelse af sandsten; videre er — baade indvendig og udvendig
— benyttet marmor, hovedsagelig fra Almendingøen i Bjørnør,
noget ogsaa fra Sparbu og fra et par andre steder.
Domkirkens vigtigste marmorbrud, baade i gamle dage
(12te og 13de aarh.) og under restaurationsarbeidet. ligger paa
Almendingøen, hvor marmoren er en lys graahvid, temmelig
grovkrystallinsk kalkspatmarmor, med en del kjørtler („eitler“)
af wollastonit med glimmer og kvarts; marmoren leveres fra
bruddet i stangformige blokke, af længde indtil 6 m, og har
man brug for det, kan man faa længden endnu større. — Vi-
dere har domkirken i ældre dage (13de aarh., bl. a. til pilla-
rerne i vestskibet) havt brud ved Lein og Freset i Sparbu
(nær Stenkjær), hvor marmoren er en grovkrystallinsk, lysegraa,
lidt glimmer-førende plademarmor, med mørkegraa striber eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
