Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
n. br.) i Vefsen helt frem til Fugleslrand (661/i0 n. br.) i Hemnæs,
Sørranen.
Paa strækningen mellem Elvsfjorden i Sørranen og Mo (Dunder-
landsdalens munding) i Nordranen gjenfinder vi paa adskillige steder de
mægtige marmorlag; saaledes ved Mula og Iløsaa i bunden af Sørfjor-
den, i Fineidfjorden og endelig paa flere steder (Hesjevikvold, Dalsbyg-
den, Sjaanæs) paa sydsiden af selve Ranen fjorden; det er saaledes
utvivlsomt. at samme formation fremdeles vedvarer.
Om den geologiske bygning af fjeldpartiet fra bunden af Ranen-
ijorden og op Dunderlandsdalen henvises til min tidligere afhandling
„Dunderlandsdalons jernmalmfelt"; nederst i dalon, fra Mo over Skaans-
eng til Ildhullierne, hersker glimmerskifer-etagen; derpaa begynder
marmor-etagen, her særlig udpræget, baade med yderst mægtige marmor-
eller kalklag og med overordentlig store jernmalmindleininger, som man
har opgaaet i detail frem til „Hatten“ lidt nordenfor Dunderland gaard
og (regnet efter dalbunden) 50 km fra bunden af Ranenfjorden.
Videre op Dunderlandsdalen har jeg fulgt den mægtige marmor-
eller kalksten-etage, der her stryger i retning NNO, og langs hvilken
dalen her danner en typisk „strøgdal“, forbi Messingsletten til Bjeldaa-
næs og et stykke op Tispedalen. Fra Rundtudalen ved Tispedalen, i
nærheden af Bjeldaanæs, ligesom ogsaa fra Valden ved Randal og fra
Krokstrand, begge øverst i Dunderlandsdalen. er af sognepræst 0. T.
Olsen (i 1860-aarene) og 0. A. Comelimsen (i 1870-aarene) bleven indsendt
til universitetet en hel del prøver dels af kalkspatmarmor og dels af den
typiske, hvide dolomitmarmor; vi kan altsaa af flore grunde være sikro paa,
at vi fremdeles befinder os inde i vor glimmerskifer-marmorafdeling1).
Videre efter fjeldveien (langs telegraflinjen) fra Bjeldaanæs eller
Tispedalen i Ranen over til Rusaanæs i Salten møder vi i omgivelserne
af den første fjeldstue forherskende skifere (glimmerskifer, granatglim-
merskifer, „Garbenskifer“ og fj^llit); i selve Bjeldaadalen. ved den anden
fjeldstue, og videre længere mod nord, til forbi den tredie fjeldstue,
anstaar et ganske mægtigt kalksten- eller marmordrag (strøg N å, NNO),
som vedvarer til henimod Store Bjeldaavand. Paa vestsiden af dette
vand afbrydes glimmerskifer-marmor-etagen af et ganske betydeligt
granitfelt. som strækker sig i en eller et par miles længde, til omgivel-
serne af femte fjeldstue, hvor paany begynder vore skifere og mægtige
kalkstene, der nu fortsætter — fleresteds med mægtige marmor-indlei-
ninger — frem til Rognan, i bunden af Saltfjorden.
*) I den nordostlige del af Dunderlandsdalen har Dr. T. Dahll paa det
geologiske kart over det nordlige Norge afsat to partier af „raipas“-
og „gaisa“-systemerne, hvilke som bekjendt spiller stor rolle i Fin-
marken. Som allerede af Comeliussen (Nordlige Norges geologi, s.
174—175) bemærket, er dog denne bestemmelse af formationerno
øverst i Dunderlandsdalen i høi grad tvivlsom; og faktisk kjender
jeg ikke nogensomhelst plausibel grund for DahlVs opfatning. For
det vestre felt (raipas) fremhæver ogsaa Comeliussen, at det her
synes „utvivlsomt, at lagene tilhører den almindelige glimmerskifer-
marmor-gruppe".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
