Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7
en temmelig tet, guulgraae Taage, som tråk sig sam
men og udvidede sig og forsvandt og kom atter. Det
var en af hine uvenlige Decemberdage, nåar Taagen
ikke alene falder om det ydre Menneske; men ogsaa
om det indre; nåar man gaver og kjeder sig, som om
man lyttede til en mandelig Preken. Jeg havde fra
mine Vinduer, der vendte ud til Nyhavn, og fra hvilke
jeg havde Udsigt over Kongens Nytorv, bemerket, at
Flere af de Forbigaaende gik ualmindelig hurtigt, og
holdte Lommeterkledet for Ansigtet: det er det raae
Veir og den übehagelige Taage , tenkte jeg. Det var
endnu tidligt om Formiddagen. Da bankede det paa
min Der, og en Ven traadte ind. Der var Langsom
het» i hans Gang og Heitidelighed i hans Miner og
hans Ansigt var blegt. "Kongen er ded", fremstammede
han. Denne Etterretning kom uventet, og flog mig
derfor. Jeg gik ind til min Vermde, for at meddele
hende den store Nyhed. Jeg tras hende og Tjeneste
piken i Kjekkenet. "Deres Konge er ded", sagde jeg.
Begge stirrede forferdede paa mig, som om jeg havde
talt i Vildelse, og vedbleve at stirre, indtil de braste ud
ien overveldende Graad. Nu var Touren kommen
til mig at stirre, ai stirre paa disse Taarer. Vedroge
ikke mine Oine mig! vi befandte os i 1839, altsaa
netop halvtresindstyve Aar siden 1789, da Folkene ferst
begyndte at gnide deres Oine og strekke sig ester den
lange, steenhaarde Sevn ; vi befandte os i 1839, alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
