Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dannelses Kilder i Atheti og Rom, sra ud-
døde Folk, hvis Dannelsesstos hviler iplastisk
Ro. Kildefolkene er ikke længere Rivaler i
Verdenskonkurraneen, paavirker ikke ved sin
Udvikling, som er lig Niil.
Vi derimod skal tage vor Ungdoms Dan-
nelseskilder fra samtidige, levende, konkurre-
rende Verdenssolk, paavirkes as Rationeri
Vækst og vor Ungdom skal være udestcengi
fra de Kilder, hvoifra de andre Folk tager
sin Ungdomsdannelses intellektuelle Grund-
vold. Vi tror ikke, det iLoengden vilde være
heldigt at staa ien saadan Undtagelsesstilling,
og det undrer os, at denne Side af Spørgs-
maalet ikke blev berørt i Thinget·
Norges Bank vilde vi helst seet, var
· bleven, hvor den var. Ligefra Bestillings- og
Embedsmoend og op til Statsinstitutioner
flyttes der formeget her i Landet. Der maa
faa gro Græs omkring vore Huse, — vi
maa ikke som Smaaborn stadig bygge op og
rive ned. Vi skal ikke komme ind paa Flok-
ningssagens finansielle Side, men vi har hørt
sagkyndige Forretningssolk udtale Ængstelse
for, — hvad der ogsaa med Kraft blev frem-
holdt i Thinget — at Banken kan gaa over
fra at være en regulerende Seddelbank til at
- blive en Spekulationsbank.
Storthinget viste ogsaa iaar en glædelig
Vilje til at rejse vort ·Forsvar. Landets
Gjerdehold er ligesaa vigtigt som Gaardens,
og der er sjelden bra Stel paa den Gaard,
hvor Gjerderne ligger nede.
Ogsaa til at støtte Næringsvejene med
Bidrag gjorde Thinget alt, hvad der med
Rimelighed kunde ventes af det. Vi mener
rigtignok, at flere af vore Næringsgrene maa
’ beskyttes mod Udlandets Overproduktion, men
af et Thing, som ikke var valgt paa Told-
sagen, kunde man ikke stille større Krav i den
Henseende. Thinget fortjener heller Aner-
kjendelse end Knubord, for hvad det i den
Henseende alt har gjort, skjønt vi mener, der
maa gjøres meget mer.
Agnes Spjutli og Thrond Husom.
· Længe saa det ud, som om Agnes skulde
· blive eneste Barn paa Spjutli. Hun var det
endda, da hun gik for Præsten. Men Vin-
teren efter kom der en Søster og halvandet
Aar senere nok en Søster, men saa blev det
slut — der kom ingen Gut, saa Agnes blev
ligevel Gaardjente
Spjutli var en af Bygdens større Gaarde
midt i den trønderske Dalbygd« Den laa
oppe i en Li mod Middagsfolen. Udover fra
Husene var der pene Anker- og Gngteiger, og
i et Par Smaadale, som løb omtrent paral-
lelt nedover Jordet med hver sin lille Bæk,
var der frodig Løvskog, Asp, Silje og Or-
Ovenfor Gaarden var der en lys Bjerkeli og
længere oppe den tætte, mørke Granskog.
Fra Vinduerne paa Salen saa man over
halve Bygden og store, skogkloedte Aasstræk-
ninger hinsides Dalen· .
Thrond Husom var den yngste af 7
Brødre — og 1 Søster paa en liden Gaard-
en as de mindste og ordinæreste i Bygden.
Husomfolket var af god Æt- men Gaarden
liden og skrind. (
Spjutlifolket var af Bygdens bedste Blod
og der var Rigdom, stor Gaard, stor Skog
og Penge til, mange Penge.
Arne Spjutli var Herredets Ordferer,
styrede som en stille og vis Konge, og Bygde-
folket saa op til ham og til Gaarden med
Ærbødighed ·
Thrond var 10 Aar ældre end Agnes
—— 27, da hun var 17.
Paa den Tid blev de var hinanden.
Paa Kirkevej sikrest, men ogsaa ofte ellers saa
de varmt paa hinanden udester Vaaren. Det
gjorde Agnes glad, men Thrond grublede
over fin Hjertevarme.
Til Spjutli — did kunde han jo ikke
,,gaa«; det vilde bare være dumt.
Men saa ofte sad han ved Vinduet
hjemme, saa bort til Spjutli og tænkte paa-
at derinde var hun-
Agnes igjen sad alt i et og ofte halve
Timen i Vinduet og saa bort til Spjutli og
tænkte trygt og glad paa Thrond. Bare
han kom!
Han kan ikke være faa glad i mig som
jeg i ham, siden han har Sind til at dryge
saa. Aajo, han er da lige glad i mig, han,
føjede hun trygt til. Huii vidste, hun var
Bygdens rigeste og vakreste Jente,middelstor,
slank og fyldig, lyslet og med Teint som en
Morgenrøde. Men i sit Hjerte vidste hun
enda bedre, at han elskede hende-
Saa var det i August. Hele Familien
var paa Sæteren, medens Sæterslaatten stod
paa. Det var Aarets dejligste Tid. Om
Kvældene, naar Betingen var kommen ind,
hujede Sæterjenterne omkaps og hilste hver-
andre fra Sæter til Sæter. H—o o—o——
o—o—o— ho—o—o—o—ot Effekten af
den mest berømte Sangerindes Stemme i en
Konfertsal blegner for Virkningen af Sæter-
jentens hujende Hilsning, naar hun med stærk,
selvklar Stemme slaar sine elleve Triller,saa
det ljomer over Li og Aas og Fjeld i den
stille Sommerkvæld. Imellem spiller Gjæter-
gutten paa Prillarhorn, saa det giver tonende
Gjenlyd i den store, stille Fjeldnatur.
En Søndagkveld i August var der Ung-
domsleg paa Spjutlivolden· Dagen svandt,
Stjernerne kom frem, og noget senere steg
Maanen op over Aasbrynet i øst, lagde sin
Straaleglans over Fjeldnaturen. Legen slut-
tede, Jenterne hujede fra hver sin Sæter, en
Gjæter slog nu og da en Trimulans, Stjer-
nerne tindrede i evig Glæde, Maanen lagde
Glans over Land.
Agnes gik ikke ind, da Legen sluttede-
Hun sad ude paa Volden alene, men saa
ingen kunde se hende. ·Drøm og Beslutning
undfangede. Thrond var gaaet ind paa«»en
Sæter og kom til at gaa alene hjem-
Hun ventede. »Naturligvis tør han ikke,
fordi jeg er rig. Her blir aldrig Ende paa
at vente.«
Endelig kom Thrond, glad over at have
været sammen med hende, stur over ikke at
kunne by sig.
Agnes gik ham imøde paa Volden, stand-
sede, fatte sig, Thrond ligesaa. Maanen saa
velsignende paa dem, Stjernerne blinkede, nu
og da rullede en Musikbelge af Hujen eller
Prillarhorn over dem, ellers alt stille. De
var saa varme og saa lykkelige, det var som
om Adam og Eva kjendte hinanden igjen i
Haven, og der var ikke flere end dem to i-
hele, hele Verden-
Agnes ventede, men Thrond talte lidt
om andre Ting.
Skal vi sige det, vi tænker — det vi
tænker, sagde hun.
Da vilde du springe din Vej, svarede
Thrond.
Dit da — sig det da, Thrond·
Hun flyttede ham nærmere-.
Han kunde ikke mere — han slog Ar–
mene om Livet paa hende — hun smøg glad-
ind til ham og sagde:
»Ja — jeg vil ha’ dig, Thrond.«
Saa sad de længe og talte sammen,
medens de næsten ikke kjendte sig for bare
Glæde og Kjærlighed-
Saa raabte det oppe ved Buen:
Agnest
Tys!
De rejste sig.
Thrond huskede nu, at han var fra
Husom.
»Men din Far og Mor vil ikke,« sagde han-
sDa satte hun Foden næsten trampende i
Vaklen. "
,,Men end ved om De maa! Men nu
maa jeg springe— saalænge, Sidstenl« sagde
hun, nappede ham paa YErmet, lo og sprang.
hjem, hvor hun fatte i dem en eller anden
Historie om, hvor hun havde været.
Mindst hver Uge mødtes de. Af 2—3-
Husmandskoner fik hun dannet en Bonde,
saa de ubemærket kunde mødes — saalænge
det gik.
Men bare en Maaneds Tid.
En Kveld eksploderede hun hjemme uden
at have sagt noget om det til Thrond. Thi
han vilde bare have troet, at alt da var forbi–
Men hun mente noget andet. Vokset op
næsten til Kvinde som eneste Barn af rige-
Folk havde hun i alt væsentligt faaet sin
Vilje frem. Og nu vilde hun have Thrond.
De gamle fik nok bøie af, selv om det ikke
var just efter deres Tanker-
,,Jeg er forlovet «— med Thrond
Husom.«
Da det var sagt, følte hun, at en saa-
dan Bekjendelse hjemme ikke er saa ligetil en
Sag, og hun «undrede sig næsten over, at
Gulvet holdt hende. Men nu var det da
over, og ingen var død as Eventyrets Be–
gyndelse ialfald.
Forældrene saa paa hinanden en Stund,
før der blev svaret noget.
,,Der ser du, jeg
Spjutlikonen.
,,Ja, men hvem kunde tro saa galt,«
svarede han. ,
Agnes stillede sig ved Vinduet og saa
bort til Husom. .
. »Ja, nu skulde du bare vide, hvorledes
jeg staar i det,« tænkte hun over til Thrond.
,,Aa, du faar snakke for hende du, som
er Mor-« sagde Spjutli roligt. »Det haster
ikke saa med at kaste sig op iVerdem« sagde
han og strøg Agnes paa Kinden.
Hun brast i Graad og lænede sig paa
Faderen.
har Ret,« sagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>