Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristiania, 22dc Desbr. 1896.
No. 16.
: Redigeret og ndgivet.
·–——-·(— af "
· And. Mehlum.·
Sk
Glædelig Jul!
,,Nu« onsker alle sine Læsere end glæde-
lig Jul! j
Ragne Kolsrud.
Gaarden Kolsrud i Flaa iHallingdal er
Bygdens vverste Gaard og grændser mod
nord til Nes Hovedsogn. Nedenfvr Gaar-
dens Jorder rinder Hallingdalselven og oven-
for den er der endebratte Fjeldet med enkelte
jordfyldte Revner hist og her, hvori der vokser
Græs og Lavskog, men saa utilgjængeligt, at
selv Gjederne maa gjore lange Ojtie efter
de rige Græsdokker uden at naa dem. Længere
syd o længere nord er ogsaa Fjeldet stejlt,
dog ike brattere, end at man med Lempe kan
krage sig opad det.
Under dette Fjeld ligger Kolsriid i Sol-
vceggen, med solbrwndte Huse og med Moer
af god og aarvis·Jord. Oppe iAaserne har
Gaarden gild Tommerskog over store Vidder.
Kolsrud har i Aarhundreder været delt
i to Gaarde, nere Kolsrud og sore Kolsrud.
For omtrent halvandet hundrede Aar
siden boede Ragne Kolsrud paa sore Gaard.
Hun er bleven en Folkeheltindeover hele-’
Hallingdal .
Ragne Kolsrud styrte altsammen ude og
inde, stort og smagt, paa Mands- og Kvinde-
siden, hjemme og paa Fjeldet, og der var ikke
den Ting, stor eller liden, som ikke gik gjen-
nem hendes Hoved.
, Ragne var gift, men Manden var der
ikke stort ved. Hun havde selv friet til ham,
fordi han var saa umaadelig vakker oghun
holdt saa umaadelig meget as ham, saa hun
vidste ikke, hvor vel hun vilde gjore ham,
men i Gaardens Styr oq Stel maatte han
ikke lægge sig op, og det for-sagte han da
heller ikke. Sagnet har glemt hans Navn,
Zeik Ragnes Navn glemmes aldrig der i
a en. -
Mand. Foran Stuetrappen paa olsrud
ligger endnu en Derhelle, som kun de stær-
keste Mænd orker at rokke ved. Den har hun
engang rejst mod Væggen og lempet ned
igjen alene.
Nare og sare Kolsrud skulde dele Tom-
merskogen oppe i Aasen. Granderne blev da
enige om, at Mærket skulde gaa saa langt
nord, som Ragne var istand klyve opad Fjeld-
Hun havde Styrke som den 3ærkestes
over Aasen til Enden af et Vatn. Hver
Alen længere nord hun kunde komme, var
mangfoldige Tylvter Tvmmer vundet indover
Skogaasen.
Ragne Kolsrud krabbede opover og brugte
baade Arme og Ben, tog Tag i Stene og
Trærodder, stemte Hælene mod Fjeldet og
klov op der, hvor Mærket den Dagidag
gaar, men hvor der hverken for eller efter
Ragne er gaaet saa meget som en Gjed.
Thor Hilde længere nede i Flaa ejede
dengang Fjeldgaarden Rime· Han flyttede
Skogmærket mellem Rime og Kolsrud og hug
ind paa Ragnes Ejendom. Thor var en
mægtig Mand, som det ikke var godt at have
noget ubyitet med; Der var dengang bare
Klovvej gjennem Dalen, og den gik over
Tunet paa Rime— Naar erigheden rejste
til og fra Thinget oppe iDalen, overnattede
den altid hos Thor Hilde, og han sergede altid
sor, at Fut og Skriver havde noget at takke
ham sor.
Thor troede, at der aldrig vilde blive
rort ved Mærkesagen oppe i Rimeskogen.
Men da gjorde han Regning uden at tage
Ragne Kolsrud med·
Ragne anlagde ,Sag mod Thor bilde,
men Sorenskriveren frikjendte Thor. Ragne
appellerede til Lagmandsretten, men ogsaa der
tabte hun. .
Ragne var imidlertid overbevist om, at
disse Domme alene grundede-. sig paa Ven-
skabet mellem Thor og Hallingdasls Øvrighed.
» Drog saa ned til Kristiania og fik en
kyndig Mand til at skrive til Kongen i Kjøben-
havn. Hun grejede Sagen ud saa klart, at
den ikke kunde misforstaaes-. Thors Forsøg
skal ogsaa have været den skjæreste Selvtcegt.
Brevet naaede til Kongs, blev undersogt
i Justitsministeriet eller hvor det var, og en
Skrivelse blev samtidig sendt Ragne og ved-
kommende erighed. Men nu skulde Skri-
velsen til Ragne ogsaa passere gjennem denne
Øvrighed og det var en vanskelig Vej. Ragne
ventede og ventede i syv lange og syv brede
paa Svar fra Kongen, men aldrig der kom
noget Brev. Det var sunket ned vaa Vejen,
og Ovrigheden tænkte, Ragne vilde tro, at
Kongen ikke havde brydd sig om, hvad en
Kone oppe i Hallingdal sandt paa at skrive
til ham.
Men det skulde de gode ·Herrer ikke have
tænkt, saalænge der var Liv iRagne Kolsrud."
. For den, der aldrig forsov sig, var just
Ragtie Kolsrud. Hun tog sin Beslutning,
regjerede et Par Dage hjemme paa Gaarden
med, hvad der skulde gjøres ude og inde.
siden ovenfor Gaardene, og derfra videre ind- t Saa tog hun forsvarlig Niste iSkræppen og
drog asgaarde. Hun vilde gaa til Kongsfog
satte Rejsen mod Kjobenhavm J nok saa—
lange Dagsmarscher drog hun serester Lan-
det, indtil hun kom ned til Bohuslen.
Dernede blev hun liggende-iBarselseng,
og det? tog et Par Dage. Længere sturede
hun ikke —- tog sin friske, spillevende Gut
paa Ryggen sammen med Madskrceppen og :
labbede videre, indtil hun kom ser til Orc-
sundet. Hun var en ræssonnabel· Kone, som
kom frem overalt. Oresundet kom hun over
ved i Framskotten at følge med- en dansk
Embedsmandsskyds.
Da hun havde sat Foden paa Kjøben-
havns Grund og takket den danske Embeds-
mand for Skydsen, spurgte hun efter Kongens .
Gaard. » Gmbedsmanden fulgte hende til Slot-,
tet og gav hende det Raad at tage Gutten
sin med ind, naar hun tren frem for sin -
naadige Landsfader. « i
Ragne Kolsrud faa gjorde. Den forste,«s
hun traf paa Slottet, var en LakejiUniform-—
»Er du ngenZ« spurgte Ragne-
Nej, han var da ikke Kongen, men kom
i særdeles godt Humor ved Spørgsmaalet —
og fulgte hende ind i en Forhal til Audiens-
salen. Der traf hun en Kammerherre med
Guldsnorer og megen Stas paa. sig. -
,,Er du Kongen?» spurgte Ragne.
Nej, han var da ikke Kongen. ’
,,Aanej, du har nu ikke Krone paa ·
heller-O sagde Ragne. . - «
Kammerherren talte en Stund med hende,"
morede sig over dette jernstterke Naturbarn,
hvis Ærinde han uden Omsver fik vide, og «
modtog et gjennemgodt Indtryk af hende.
Saa gik han ind til Kongen og satte Ho.
Majestæt ind i Sagen, kom saa ud i For-’
værelset med Bud om, at Ragne kunde komme
ind til Kongen. -
Ragne blev lidt varm, men med Gutten .
paa Armen og Tanken paa Sejer og Ret
over-Thor Hilde tren hun ind, gik frem til
Kongen, tog ham i Haanden, hilste ,,God-
dag, Guds Fred« og takkede for sidst, som
Skik er i«Bygderne, hvar hun var fra.
Kongen fik et godt Indtryk af denne
. djærve, sunde Bondekone og gav sig i Tale
med hende om hendes Gut, hendes Rejse og «
Hjem, og Ragne gav grej Besked om alt,
Kongen spurgte om. Da Kongen klappede
Gutten hendes, blev hun- gjennemvarm og
glad og stolt, kyssede Gutten og sagde:
»Du har vel Smaakara du og,ssiden du
er saa ,,baadnegod« (barnegod). ( .
Ja, Kongen havde da det.
,,Ja, dej Karadn fær vel baade Guds-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
