Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som maatte udholde den strenge Kulde paa
aaben Mark, og fik af den svenske Høvding
Tilladelse til at antænde store Baal, hvorved
Soldaterne varmede sig. Men de flammende
Blus skulde tillige advare de Norske om
Fiendens Nærhed og tjene dem til Veiledning ved
det Angreb, som Anna ventede og forberedede
paa bedste Maade. Medens hun gik omkring,
beskjæftiget med de huslige Forberedelser, som
Omsorgen for de uventede Gjæster udkrævede,
gav hun nøie Agt paa de Svenskes indbyrdes
Samtale og besluttede at give sine Landsmænd
de fornødne Underretninger om Fiendens
Planer, Antal o. s. v. I al Hast opskrev hun hvad
hun vidste og lod en Pige lægge Seddelen 1 sin
Sko; derpaa fik hun af den svenske Oberst
Tilladelse til at sende Pigen til Nabokonen for
at hente Noget, som hun foregav at mangle til
Maden; men for at ikke Pigen ved en længere
Fraværelse skulde vække de Svenskes Mistanke,
lod hun hende blot gaa til den i Nærheden
boende Foged Lars Michelsen, der paatog sig
at bringe Underretningerne ridere. De svenske
Officerer bleve overflødigen beværtede; til
Soldaterne uddeltes 01 og Brændevin i Mængde,
saa at Mange bleve øre. Oberst Löwen havde
befalet en af sine Soldater at holde hans Hest
opsadlet udenfor Døren hele Natten igjennem;
hun magede det saaledes, at den blev sat ind
i Stalden og Døren slaaet ilaas.
Annas Snildhed kronedes med det heldigste
Udfald. Midt paa Natten brøde Nordmændene,
efterat have modtaget Efterretningerne fra
Pre-stegaarden, op fra Steen over Bunden af den
tilfrosne Steensfjord. De Svenske hørte den
fjerne Bragen af Hestehovene paa Isen og
spurgte, hvad det var for en Lyd. Anna
svarede, at det var sædvanligt, naar Vandet faldt,
at det bragede stærkt i Isen, og dermed sloge
Svenskerne sig til Ro. I Spidsen for
Nordmændene red Thore Hovland og Paul Putten, begge
Ringerikinger og vel bekjendte med Veien.
Forposterne bleve i al Stilhed nedhuggede, og
de Svenske overrumpledes aldeles Kl. 3 om
Natten, medens de sad i tryggeste Ro. Flere
af Officererne, deriblandt Oberst Løwen,
tilligemed 150 Mand toges til Fange, henimod 40
bleve dræbte; de Øvrige flygtede tilbage til
Christiania ad den samme Omvei, som de vare
komne, men Mange af dem bleve dræbte paa
Tilbageveien. Nordmændene mistede kun 3
Mand.
Til Mindet om denne blodige Dag den 29de
Marts 1716 knytter sig et andet Sagn, der viser
os Annas Mod og Aandsnærværelse i et endnu
klarere Lys. Den følgende Dag — heder det
— gik hun tilligemed en Nabokone ud for at
bese Valpladsen. De Norske havde trukket sig
tilbage til Gaarden Steen, og enkelte Hobe af
Svenskerne dreve endnu omkring Prestegaarden,
uvisse om hvad de skulde foretage sig. En
saadan Trop traf just Prestekonen ude paa
Valpladsen. Anføreren red strax til, satte hende
Carabinen for Brystet og spurgte, hvor de
Norske vare, og hvor mange der var af dem. Den
anden Kone besvimede af Angst; men Anna
tabte ikke Modet. „Hvad!" sagde hun, „tjener
du din Konge for at skyde Kjærringer ihjel?"
Anføreren skammede sig og trak Carabinen
tilbage, men vedblev sit tidligere Spørgsmaal.
„Det kan du let faa at vide", svarede hun. „De
sætte sig nu i Orden bag Kirken for at følge
Eder paa Veien. Hvor mange de ere, ved jeg
ikke; jeg har ei talt dem; men det ved jeg,
at de ere saa tykke som Sand". Svenskerne
skyndte sig at komme afsted.
Det varede længe, inden Annas Deltagelse
i denne Begivenhed paa Nordrehoug blev
almindelig bekjendt; men Folkesagnet bevarede
trolig Mindet om hendes Kjækhed, indtil den
endelig flk Plads i Ove Mallings Samling af „Store
og gode Handlinger" (1777). — Om hendes
senere Liv er kun Lidt at fortælle. To Aar efter
hin Begivenhed, hvortil hendes Navnkundighed
knytter sig, døde hendes Mand, efter at han
paa Grund af Sygelighed og Alderdomssvaghed
havde opgivet sit Kald til Fordel for sin Søn
Daniel. I sit omtrent sex og tredive aarige
Ægteskab havde Jonas Ramus og Anna
Col-bjørnsdatter tre Sønner og to Døttre. Den
ældste Søn, Cornet Ole Ramus, blev dræbt i
Tvekamp af en Løitnant Bruse; den anden,
Daniel Ramus, efterfulgte Faderen som Prest i
Kaldet og døde allerede 1727, og den tredie
reiste udenlands for at studere Medicin, uden
at man siden hørte Noget til ham. Den ene
Datter døde ugift og den anden var gift med
den før nævnte Foged Lars Michelsen. Efterat
hendes Mand og hendes Børn vare døde,
tilbragte Anna sine sidste Leveaar i sorgfri
Al-derdomsro paa sit Enkesæde Gudsgaarden lige
ved Nordrehougs Prestegaard. En Datterdatter,
Anna Larsdatter, var hos hende i hendes sidste
Dage og forestod hendes Hus. Fire Dage før
sin Død lod hun, 71 Aar gammel, optegne sit
Testament, der er et Vidnesbyrd om hendes
Klogskab og Betænksomhed. Hendes Formue,
med Undtagelse af 300 Rdlr. til Hospitalet i
Oslo, skulde tilfalde hendes Datterdatter, Anna
Larsdatter; dog maatte hendes Jordegods og
Gaarde ei bortsælges, og hvad rede Penge hun
havde udlaant paa Pant udi Gaarde paa
Landet, skulde blive staaende, saalænge Pantet var
tilstrækkeligt og Datterdatteren forblev ugift.
Anna Colbjørnsdatter døde den 23de Juli 1736.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
