Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Christian Dahl.
Naar Norges Natur nu for hvert Aar, som
gaar, tiltrækker sig en stedse forøget
Opmærksomhed hos Udlændinger og stadig drager nye
Beundrere herop, da er det for en meget stor
Del vore Malere, vi skylde dette, idet de først
have gjort den rige Skjønhed, som vore Dale
og Fjorde indeslutte, bekjendt i videre Ivredse
udenfor Fædrelandet. Allerede for to hundrede
Aar siden levede der en stor hollandsk Maler
Everdingen, som ved et Tilfælde kom til at be.
søge Norge og her blev stærkt indtagen i
Landets vilde og storartede Natur, som han senere
benyttede som Sujet til mange Malerier. Men
ingen anden af de gamle Malere traadte i hans
Fodspor, og Norge blev efter hans Død atter,
ligesom før, et ubekjendt Land for Kunstnere
og vedblev at være det i over hundrede Aar,
indtil dets egne Sønner bar dets pragtfulde
Natur frem for Europa. Den første af disse,
som saaledes aabnede de Fremmedes Øjne for
vort Lands ejendommelige Skjønheder, var
Johan Christian Dahl, som fødtes i Bergen
24 Februar 1788.
Det er et ganske mærkeligt Træf af
Skjæbnen, at to af vore mest fremragende Mænd i
den nyere Tid begge ere udgaaede fra Familier,
der hørte hjemme i det samme Prestegjæld,
Dahl og Wergeland. Ligesom Henrik
Wergelands Fader var en Bondegut fra Evindvik,
saaledes var ogsaa Dahls det; fra dette
Prestegjæld flyttede han ind til Bergen, hvor han
levede af forskjellige smaa Næringsveje og
forsøgte sig baade i den ene og den anden
Ret-ning, eftersom det kunde falde sig. I
økonomisk Henseende var han altid uheldig stillet,
og paa sine Børns Opdragelse havde han Intet
at koste. Den lille Johan voxede derfor op paa
Bergens Gader og Almenninger, hvor han havde
sin frie Tumleplads med Byens andre Gutter,
og hans Livs Udsigt syntes at være den at blive
sin Faders Efterfølger eller Konkurrent som
Fiskehandler, Færgemand o. s v. Da var der
en brav gammel Klokker, som opdagede Glimt
af det Geni, som boede i Gutten, —
Kjerrum-gaard hed han —, og denne Mand har derfor
Norge først at takke for, at Dahl blev den store
Kunstner. Hans Mæcenas anede maaske ikke,
i hvilken Retning den unge Dahls Begavelse
egentlig var at søge; men han hjalp ham dog
frem med en ærlig Villie og holdt ham til
Bogen. Ved Siden deraf lod han ham dog ogsaa
tage nogen Undervisning af en svensk
Tegnelærer, som paa den Tid opholdt’sig i Bergen.
Da imidlertid Kjerrumgaard kort efter døde,
maatte den unge Dahl selv sørge for at komme
videre, og det traf sig da noksaa heldigt, at
han endnu, forinden han rammedes af denne
Ulykke, havde givet sig i Lære bos en
Malermester, under hvis Vejledning han uddannede
sig i den Kunst at bemale Gulve og Vægge.
Men hans en Gang vaagnede Geni kunde dog
ikke fornægte sig, og hvor der var Leilighed
dertil, benyttede han denne til at anbringe
Prøver paa sin Tegnefærdighed. Det var smaa
Landskabsbilleder, Portræter, humoristiske
Stykker, kort sagt Arbejder af de mest forskjellige
Kunstretninger, der fremkom fra den unge
Væggemaler og viste hans Omgivelser, hvad
der boede i ham.
De fandt Dahl sin anden Mæcenas i den
gamle originale Digter, Lyder Sagen, der
endelig reddede ham for Kunsten og skaffede ham
ind paa Akademiet i Kjøbenhavn. Dette var i
1811, og allerede inden en tre eller fire Aars
Forløb havde den unge Kunstner fremlagt de
mest fyldestgjørende Beviser paa sit Talent for
Landskabsmaleriet, den Kunstgren, for hvilken
han endelig bestemte sig. Her var det igjen
den norske Natur, som i fortrinlig Grad gav
ham Sujetter til sine Malerier. Fra Barnsben
af var han fortrolig med vore vestlige
Kystdistrikters ejendommelige Natur, i Storm som
i Stille, og i en modnere Alder studerede han
med Omhu de indre Fjorde og de storartede
Landskaber, som omgive dem, samt de østlige
Distrikters særegne Natur. Det hele Land har
givet ham Motiverne til hans Malerier. Han
har malet Fortundalen og Nærødalen,
Labro-fossen og Randsfjorden, Laurviks Havn og
Stran-dingsscener fra Vestkysten, Alt med den samme
Virtuositet. Ved Siden deraf har han dog
ogsaa, skjønt i en noget mindre Grad, hentet sine
Sujetter fra Danmark, Tydskland og Italien;
men intet af disse Lande blev dog for ham det
Samme som Hjemmet, skjønt han paa Grund
af dettes smaa Forhold ikke der kunde finde
den rette Plads for Udviklingen af sit Talent
og Grundlæggelsen af sit Kunstnerry. Efterat
han først en Gang var slaaet ind paa
Kunstnerbanen, kom han derfor ogsaa kun paa kortere
Besøg tilbage til det Land, for hvilket hans
Hjerte bestandig vedblev at slaa, og som
betragtede ham med stolt Beundring.
Dahl var saaledes, ligesom i saa mange
andre Ting, ogsaa en Forløber for vore senere
Mestere i Malerkunsten deri, at han opslog sin
Bolig udenfor Hjemmet. Han vaklede først
mellem Tydsland og Danmark, i hvilket sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
