Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kikard Nordraak.
Alle Lande har liaft- Begavelser, som fik
Tid til gjennem et langt Liv at udvikle alt
hvad de ejede af Tanker og Skjønhedsdrømme,
af skabende og formende Evner, medens andre
maatte gaa bort med ugjort eller halvgjort
Gjerning, efterladende i sin Samtids Erindring
mere af rige Løfter og Muligheder end af deres
Virkeliggjørelse. Rikard Nordraak, den norske
Komponist, hvis Billede følger med dette Blad,
hørte til denne sidste Klasse af begavede
Landsmænd. Han var endnu en ren Yngling, da han
for ti Aar siden bukkede under for en
Brystsygdom; han stod da i sine Studiers og sin
Udviklings Begyndelse, men ligesaa sikker som
han helt fra Barneaarene var paa sig selv om
sit Kald for Musiken, ligesaa sikre var ogsaa
andre i sin Dom om hans Evners Rigdom og
Originalitet. Meddelelserne om hans Liv og
Virken vilde derfor have faaet en anden Fylde,
hvis det var bleven ham forundt at gaa videre
paa sin Bane; nu bliver de blot et Brudstykke,
som hans eget Liv.
Rikard Nordraak var født i Kristiania 12
Juni 1842. Paa mødrene Side var han i Slægt
med den ti Aar ældre Bjørnstjerne Bjørnson,
som altid stod i et inderligt Forhold til ham
og som i Nordraaks ejendommelige musikalske
Evner fandt, kan man sige, et Slags
Supplement til sin egen sterke og oprindelige,
nationale Digternatur. De første Begyndelsesgrunde
af Musikundervisning fik Nordraak i en tidlig
Barnealder i Neuperts Musikskole, uden at
enten han selv eller endnu mindre Faderen,
Malermester N., den Gang gjorde sig klart, hvilke
musikalske Evner der boede i ham. Hans
afgjorte Tilbøjelighed for Musiken slog først
igjennem, efterat han i sit 14de Aar var
bleven sendt ned til Kjøbenhavn for paa Langkjærs
Handelsinstitut at uddannes til Handelsmand.
Da han i Kjøbenhavn først var begyndt at
modtage en methodisk Musikundervisning hos
Musiklærer Gerlach, viste det sig, at det vilde
været til ingen Nytte at modsætte sig Guttens
stigende Ulyst for Handelen, mens hans Kald
for Musiken blev mere og mere umiskjendeligt.
Han blev derfor sendt til Berlin, hvor han i
flere Aar nød Undervisning hos Professorerne
Kullach og Kiel. Efterhaanden som hans
Personlighed modnedes under Lærernes Vejledning og
under Indflydelsen af den tydske Storstads
Musikliv, traadte hans Anlæg for musikalsk
Komposition frem med stedse større Klarhed; og hans
tidligere Tanke, at uddanne sig til exekverende
Kunstner, traadte mere og mere i Baggrunden
for Trangen til at give sine Følelser Udtryk i
egne Kompositioner. Hans første større
Arbejde af musikalsk Værd var en Scherzo
ca-priccioso, som han i Berlin fik Lejlighed til at
foredrage for Meyerbeer, der betegnede den
som „et Arbejde fuldt af pikant Originalitet og
dyb elegisk Følelse, der berettigede til den
Forhaabning, at den unge Komponist vilde komme
til at gjøre sit Fædreland Ære". Dette
Arbejde, der ligesom hans Musik til Bjørnsons
„Maria Stuart" og til enkelte Partier af samme
Digters „Sigurd Slembe" henlaa utrykt ved hans
Død, er for nogen Tid siden bleven udgivet af
hans Ven og Aandsfrænde Edvard Grieg. Det
var ved disse større Kompositioner, som alle
bar Præget af de af Meyerbeer nævnte
Egenskaber, at han gav Musikverdenen Haab om en
Virksomhed som norsk Komponist,
betydningsfuldere end nogen Forgjængers paa Grund af
den originale Fantasirigdom, den dramatiske
Bevægelse og den nationale Kolorit, som
prægede hans Tonedigtning paa samme Tid, som
han i musikalsk ludsigt og Herredømme over
tekniske Midler viste sig som en kundskabsrig
Elev af dygtige Mestere. Hvis han havde stillet
sig et bestemt Program for sin Fremtid, saa
var det vistnok ogsaa at søge grundlagt en
original nordisk eller norsk Musik, og til de
alt nævnte Betingelser for at kunne løse en slig
Opgave føjede Nordraak endnu den væsentlige:
at eje en sjelden Fortrolighed med og
Kjærlighed til vor Folkemusik og vore Folkeviser.
I hans større Arbejder er denne Egenskab
kanske overdækket af andre
Ejendommeligheder; des mere udpræget forekommer den i hans
mindre Sangkompositioner („Sex Romancer og
Sange," „Fem norske Sange," „Aftenstemning"
og „Norsk Fædrelandssang"), som med Rette
hører til hvad der kaldes Yndlingsrepertoiret
for norske Sangere og Sangerinder. Ved den
ene af dem („Ja, vi elsker dette Landet") vandt
han endog i kort Tid den Ære, som nu er
hans Udødelighed, at blive Komponist af en
Folkesang for alle Samfundsklasser i
Fædrelandet. Hvor hans Navn kanske aldrig har
været kjendt, der er hans Toner alligevel paa
Læberne, fordi deres Magt har erobret
Hjerterne, saa at for hver Gang Folket bevæges i
en fedrelandsk Stemning, som kræver Udtryk
i Toner, slynges der friske Krandse om hans
Minde. — Rikard Nordraak døde ugift i Berlin
den 20 Marts 1866.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
