Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard
Storm.
I den Gruppe af norskfødte Digtere, som i
sidste Halvdel af forrige Aarhundrede
beherskede den literære Situation i Kjøbenhavn,
indtager Præstesønnen fra Taage i
Gudbrandsdalen, Edvard Storm, en egen Stilling for sig.
Medens hans øvrige literært begavede og
virksomme Landsmænd sluttede sig sammen i
„Norske Selskab" til Opposition mod den
herskende Smagsretning i Kunst og Literatur, stod
Edvard Storm sit hele Liv udenfor denne Kreds,
om han end i sit private Liv kom i Berøring
med enkelte af dens Medlemmer; og medens
„Norske Selskab" og dets Digteres Virksomhed
stod i bestemt Modsætningsforhold til Ewald,
fandt denne geniale Digternatur i sin Samtid
ingen varmere Beundrer end Edvard Storm,
i hvis Digtnings Form og Farve der tildels er
let efterviselige Spor af Ewalds Indflydelse.
Som Ewalds beundrende Discipel og
Oehlenschlägers Lærer, er Storm mere end nogen af
sine samtidige Landsmænd knyttet til den
særligt danske Literaturudvikling, men det som
har holdt hans Navn oppe gjennem Tiderne og
det som holdt hans Personlighed frisk og
freidig under et kummerligt og smertefuldt Liv,
var alligevel de norske Drag i hans Karakter
og hans hjemlige Erindringer. Han var aldrig
saa meget Digter, virkede aldrig saa stærkt og
friskt og eiendommeligt, som gjennem sin
Ungdoms første Arbeider, de i lians Hjembygds
Dialekt skrevne Folkeviser, („Os ha’ gjort kva’
gjeras skulle", „Markje’ grønas, Snjoga braana"),
eller de Selskabssange og Drikkeviser („Min
Doktor er en ærlig Mand", „Hymne til Spadille"
o. fl. 1.), i hvilke han fandt Udtryk for den
samme Livsglæde, den sunde Humor og komiske
Sands, som var den bevægende Kraft i hans
Landsmænds Liv og Optræden i „Norske Selskab",
ligesom han, „den indgroede Kjøbenliavner",
aldrig vides at have udtalt sig med en slig
Varme, saa rørende Glæde og vindende Magt om
Forholdene i sit danske Hjem, som han
hallagt for Dagen ved Omtalen af Fødelandet i
de Rækker af Breve, der er opbevaret fra ham
til hans Venner i Norge, hans første Ungdoms
Kammerat, Klokker Jakob Danielssen i Vaage,
og hans Pleiesøn, Kjøbmand Lars Jørgensen
paa Kongsberg. At han alligevel, trods de
stærke Baand, hvormed han altid følte sig
knyttet til Hjemmet og Hjemmets Forhold,
ikke sluttede sig til sine Landsmænds Kreds i
de forenede Rigers Hovedstad, staar derfor
som en uforklaret Kjendsgjerning, hvortil
Grunden maa være at søge i personlige Forhold,
der ligge udenfor enhver Berøring med hans
Stilling som Digter og i ethvert Fald ikke kan
eller maa forklares saaledes, som i sin Tid
antaget, at han nemlig skulde være bleven
negtet Adgang til hin Kreds.
Som nævnt fødtes Edvard Storm i Vaage
den 21de August 1749; han var Faderen
Sognepræst Johan Storms ældste Barn i hans andet
Ægteskab med Ingeborg Birgitte Røring, en
Datter af Sorenskriver Edvard Røring paa Øvre
Romerike, efter hvem Digteren blev opkaldt,
og en Søster af de berømte Jurister J. E.
Colbjørnsens og Chr. Colbjørnsens Moder, af
Digteren Johan Storm Munchs Bedstemoder og
af afdøde Statsraad Møinichens Bedstefader;
Edvard Storms yngre Søster Gidsken blev
Farmoder til vor navnkundige Landsmand Ole
Bull. I Aaret 1765 blev Storm Student ved
Kjøbenhavns Universitet, hvor lian derpaa en
kort Tid studerede Theologi og forøvrigt levede
af Informationer og af Træskjærerarbeide, hvori
han medbragte nogen Færdighed fra Hjemmet.
Hans svage Helbredstilstand tvang ham
imidlertid snart til at søge nogen Hvile fra sine
Studier og sit Arbeide og i nogle Aar opholdt
han sig derefter hos sin Fader paa
Præste-gaarden i Vaage. Det var under dette hans
sidste Ophold i Hjemmet, at han blev grebet
af en dyb, for lians senere Livsskjæbne
betydningsfuld Kjærlighed til en fattig Bondejente
paa Gaarden Hammer der i Præstegjældet.
Ragnhild, som hun hed, var „en vakker og
fyldig, blid og stilfærdig Pige med mørkt Haar
og blaa Øine"; men Faderen delte ikke Sønnens
Beundring og den unge Romantiker maatte
resignere paa sin Kjærlighedslykke. Hans
Til-bøielighed gjorde imidlertid, som alt hvad der
griber et Menneske med Sandhed og Styrke,
sin Virkning paa hans Sind, og det er mere
end en psykologisk Efterhaandsforklaring, at
det var hans Kjærlighed, som gjorde ham til
Digter. Traditionen i hans Hjembygd, hvor
Sagnet om Edvard Storm og Ragnhild endnu
lever med næsten samme Friskhed som hans
Folkeviser i Bygdemaalet, udpeger nemlig med
Bestemthed det Sted, hvor han sad og skrev
disse Viser, og tilføier, at han tog sine Emner
fra Tildragelser og Personer i selve Bygden.
De er i saa Fald skrevne mindst 5 Aar, inden
han officielt optraadte i Literaturen med noget
trykt Digterværk.
Dette sidste skete nemlig først efter at han
i 1769 for anden Gang var vendt tilbage til
Kjøbenhavn, som han siden aldrig mere forlod.
Paa det store kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn
opbevares der i Haandskriftsamlingen nogle
Smaahefter — Husholdningsbøger kunde man
snarest kalde dem — i hvilke han med stor
Nøiagtighed gjennem en Aarrække har optegnet
sine daglige Indtægter og Udgifter med
Til-føielse af enkelte mindre Meddelelser fra hans
Liv og hans Omgangskreds, hvilke tilsammen
sætte os istand til at danne os et ret godt Billede
af hans trange, men dog ret lykkelige Liv og
af hans hjertensgode, velvillige og hjælpsomme
Personlighed. Hans Afreise fra Vangs
Præstegaard foregik den 31te Juli 1769; efter et kort
og, som det synes, lystigt Ophold i Kristiania
hvor han boede hos en Farbroder af sig, kom
han, efter en lang Overreise, til Kjøbenhavn i
Midten af September. I November Maaned fik
han Plads paa Regentsen, hvor han blev boende
et Par Aar, indtil han i 1772 synes for Alvor
at have kastet det theologiske Studium overbord
og bestemt sig for en Literats friere Tilværelse.
I 1774 debuterede han i Literaturen, men ikke
paa den heldigste Maade, med et komisk
Heltedigt, „Bræger", hvis Helt, en Klokker, der
vandrer om i sit Sogn for at sanke ind sine
Paaskeæg, antages at være et Portræt ad na-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
