Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adolf Tidemand,
Man hører saa ofte, at Norge er et ungt
Land. Det begynder dog nu at komme lidt
op i Aarene, som det kan mærkes deraf, at
den ene efter den anden af dets store Mand
gaar bort. Den anden Generation af vore store
Malere begynder alt at tyndes, idet Tidemand
har fulgt Dahl og Fearnley i Graven. Medens
disse, ligesom deres meget yngre Efterfølger,
Hans Gude, erhvervede sig sit Navn ved sine
ypperlige Fremstillinger af vort Fædrelands
stolte Natur, var det Folkelivet og Historien,
der havde gjort Tidemand til en af det
nittende Aarhundredes første Malere.
Ingen havde før forstaaet al den Poesi, der
laa skjult i det norske Folkeliv. Det var
Tidemand forbeholdt at drage denne frem for at
fæste den paa Lærredet. Han havde Evnen til
at forstaa Folket i dets daglige Dont, i dets
Højtidsstemning, i Kirken og ved Arbeidet, om
Vinter og Sommer, paa Bølgen og paa
Fjeldet, — overalt greb han det Ejendommelige
og forstod at fremstille det i den reneste
poetiske Belysning. For den flygtige Betragtning
kan dette vort Folks Liv ofte synes ensformigt
og tungt, og det er det tildels ogsaa; men der
gaar dog overalt igjennem det hele en højere
Løftning, som ofte kun med Møje lader sig
gribe, men til andre Tider træder saa meget
stærkere frem. For denne besad Tidemand
det aabne Blik, der var den nødvendige
Betingelse for at kunne fremstille Folkelivets
inderste Dyb. Han havde Gaven til at oplade
for andre de Skatte, som havde ligget skjult
fra Arilds Tid af og ventet paa, at den skulde
komme, der var udkaaret til at bringe dem
frem for Dagens Lys.
Han opsøgte Bonden i hans Hjem, og hvad
han der saa, det ligger nu aabent for den hele
Verden. Vi kunne se de unge Børn legende
paa Sæteren i den varme Sommersols Skin,
følge Familien gjennem dens Liv fra Vuggen
til Graven, dele deres Sorger og Glæder, se
Fiskerne kjæmpe mod det fraadende Hav, glide
henover Hardangerfjordens spejlblanke Flade
med det muntre Bryllupsfølge, vugge os om
Natten i Skinnet fra Lystringen, ride ved
Brudens Side gjennem Skoven frem mod den
venlige Stavekirke, sidde paa Staburet og lytte til
Bedstemoderens Fortælling om den Gang, da
hun var ung og bar sin straalende Brudekrone,
— kort sagt, der er ingen Side af den norske
Almues Liv, hvorfor ikke Tidemand har havt
et aabent Øje, og som ikke i ham har fundet
en aandfuld Fremstiller. I intet af sine
Malerier har han dog godtgjort denne sin Evne
paa en mere slaaende Maade end i det
uovertræffelige, hvori han tolkede vort Folks
religiøse Følelser og Stemninger, —i „Haugianerne."
Men naar han saaledes har forstaaet det norske
Folk, saa vil det ogsaa vise sig, at dette har
forstaaet ham. Efterretningen om hans
pludselige Død var et sandt Sorgens Budskab for
Norge, som nu trofast gjemmer Mindet om sin
store Søn. Hans Støv hviler nu i Fædrelandets
Jordbund, paa den venlige Kirkegaard i det
gamle Oslo, hvor Elven gaar lunt inde under
de skyggefulde Træer forbi det gamle
Franciskanerkloster. Adolf Tidemand har fundet sit
sidste Hvilested paa en klassisk Jord; det varer
vel heller ikke længe, forinden dette betegnes
af et værdigt Mindesmærke.
Adolf Tidemand var født i Mandal 14 August
1814, — samme Dag den bekjendte Konvention
afsluttedes paa Moss. I 1832 kom han til
Akademiet i Kjøbenhavn, hvorfra han efter fem
Aars Ophold drog til Düsseldorf for i det
derværende højtanseede Akademi at fortsætte sin
Uddannelse for det Kald, der dæmrede inden
i ham, og udvikle den Begavelse, der endnu
i nogen Tid havde vanskeligt for at komme til
Gjennembrud. Først i 1841 lykkedes det ham
at finde den rette Form, hvori han kunde lade
denne virke. Det var hans historiske Maleri
„Gustav Vasa, talende til de i Mora forsamlede
Dalekarle", som først paa det mest
Uimodsigelige godtgjorde hans store Talent. Efterat
dette var fuldført om Vaaren 1841, drog han
med sin Broder, den som Kritiker bekjendte
Emil Tidemand († 1865), til München og Rom
og kom saa om Høsten 1842 til Norge.
Indtil denne Tid havde Tidemand blot seet
meget lidet af sit Fødeland og kjendte
egentlig kun de alt andet end storartede Omgivelser
af den By, hvori han var født. Han havde
imidlertid en brændende Lyst til at lære Norge
at kjende, og denne fik han tilfredsstillet paa
en Studierejse om Sommeren 1843. Der fandt
han sin Opgave i Kunsten, som han strax fattede
og løste. Det var samtidig, at den norske Poesi
og Musik havde begyndt at slaa ind i sin
nationale Retning, og medens Asbjørnsen og Moe
fandt vore Eventyr frem af deres Gjemmer,
malede Tidemand de første af de Billeder, som
snart skulde vise Europa den rige Poesi, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
