Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven.
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
fødtes i Bergen den 22de December 1807 af
Forældrene Johan Emst Welhaven og Else
Margrete Cammermeyer, hvilken sidste var
Sødskendebam til den bekjendte danske
Forfatter P. A. Heiberg. I Hjemmet og tildels
ogsaa i Skolen nød lian Fordelene af den
Indflydelse, som Berørelsen med flere netop dengang
i Bergen samlede fremragende Mænd kunde
øve paa det unge lyse og opvakte Sind og navnlig
fremhæver man i denne Henseende, hvad en
saa eiendommelig anlagt Personlighed som Lyder
Sagens maatte virke paa ham under Skoleaarene.
1825 blev han Student fra Bergens Skole,
studerede en Tid Theologi efter Faderens Ønske,
men opgav dette Studium ved Faderens Død
for udelukkende at følge sit egentlige Kald,
der først og fremst ledede ham ind paa Æsthetik
og dermed beslægtede Studier. Under disse
med hans hele Aandsretning saa vel stemmende
Sysler og under Betragtningen af saa mange
Overdrivelser, der ledsagede den unge opvoxende
Nationalfølelses gjærende og famlende Tiltag,
var det han lededes ind i den literære Kamp,
som skulde blive af en gj ennemgrib ende B ety dning
ikke alene for vor Literatur, men for vor hele
aandelige Udvikling i det Store taget. Sit
Digterkald var han sig først bevidst senere end sin
Fremtræden som Polemiker.
Denne korte Livsskizze kan ikke være
Stedet til at give en udtømmende Skildring af
den Wergeland-Welliavenske Feide, saameget
mere som denne nu saa ofte harværet belyst, at de
fleste vel har nogenlunde Rede paa Stridens
Kjærne. Der er nu gaaet saa lang Tid hen, at
Partilidenskabenpaa begge Sider har forstummet,
og den hele Strid tilhører allerede Historien,
som samtidig vil bortse fra Overdrivelserne paa
begge Sider, og tillige give enhver sit, naar der
spørges om de ledende Bevæggrunde og inderste
Impulser hos begge Parter. Betragter man den
Wergeland-Welhavenske Feide aldeles
lidenskabsløst, maa detvisselig erkjendes, at Welhaven
i Hovedsagen og det Væsentlige har talt og seet
sandt, om end f. Ex. den 25aarige Kritikers Bog
„Henrik Wergelands Digtekunst og Polemik"
(1832) lider af ikke faa Overdrivelser: men
selv i sidstnævnte Henseende bør vi, som læser
Skriftet under Indtrykket af den senere foregaaede
Udvikling baade inden det Wergelandske
Digterliv og vor Literatur i det Hele taget, erindre, at
man ikke just skal staa midt oppe i en
gjærende Kamptid, naar det skal lykkes En i hvad
Wergeland havde skrevet inden 1832, at erkjende
Spiren til den, trods alle Udvæxter, dog originale
og ofte saa skjønne Digteraand, som udfoldede
sig senere.
Tiden og Udviklingen har klarere end alt
Andet rist det gavnlige og sunde i Welhavens
Optræden, vist, at han ikke alene ved at gribe
ind var i sin fulde Ret, men at han opfyldte en
Pligt, der paahviler den Kaklede, naar han med
et Mod og med en Kampfærdighed, som kræver
baade Anerkjendelse og Taknemmelighed, reiste
sig mod Ensidighederne i Modpartiets Tendenser.
Vi siger, at det kræver Taknemmelighed, thi
den, som under Læsningen af f. Ex. „Norges
Dæmring", der under denne Feide udkom 1834,
altsaa efter at Striden havde staaet paa nogle
Aar, — og som har Vilje og Evne til at sætte
sig ind i den smertelige og ensomme Stemning
ligeoverfor sit eget Folk, der maa liave fyldt
Digteren af disse „geharnischte Sonette; den
kan ogsaa fatte, at Welhaven da maa liave
gjennemlevet, hvad han selv skildrer i sin
„Protesilaos."
Den hele Strid, begyndt paa literære
Enemærker, men ført videre og videre ud gjennem
de nationale Spørgsmaal, var en Nødvendighed,
som sent eller tidligt maatte gjøre sig gjældende.
Den berettigede Trang til at fremelske det
nationale, maatte, som enhver anden lignende
Bevægelse, let føre til Overdrivelser. Welhaven
kastede sig ind i Striden for at forebygge, at
hin Stræben ensidig skulde afskjære os fra den
øvrige europæiske Kulturudvikling og blive til
en tom Form uden Livsindhold. Det kan ikke
betvivles, at Tiden ogsaa uden Welhaven vilde
have ført en alsidigere Betragtning af disse
Forhold med sig, men dels bevirkede Welhavens
resolute Optræden, at Spørgsmaalet kom til en
hurtigere Afgjørelse, dels bevirkede maaske
netop hans Modstand mod de nationale
Overdrivelser og al den Strid, som denne Modstand
kaldte tillive, at det virkelig ægte og frugtbare
i den nationale Stræben desto før kom til sin
Ret og fæstede Rødder. At Welhaven selv
senere kom til at bidrage mægtigt hertil, vil man
bedst erfare ved at gjennemgaa hele Bækken
af hans Forfatterskab i de for nogle Aar siden
udkomne 8 Bind „Samlede Skrifter."
Den, der vil sætte sig nærmere ind i
Enkelthederne af den store literære Feide, maa ri
henvise til en af de nu let tilgjængelige
Hjælpekilder til Studiet af denne Literaturperiode. Det
maa lier være nok at anføre, at hvad der først
kun var en mindre Kreds, det blev lidt efter
lidt et paa Grund af sin Intelligens stærkt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
