Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 Adam Gottlob Oehlenschläger.
Scene af "Sanct Hansaften-Spil".
Harlekin
uden for en Fiællebo, meget alvorlig og vigtig.
Mens Pøbelen hisset vildt sig fryder,
Over Smudsigheder og Næstens Lyder,
Indbyde vi her til Subscription,
For den af Publicum mere fine Portion.
Her finde vi en dannet Digter,
Som synger kun om Fornuft og Pligter.
En Poppedreng vel af Fødsel han er,
Men hans Talenter har svungen ham høit
i Yær.
Mange Aars Flid har lært ham, Smør
Heel snildt at forene med en Dør.
Hans store Plan, mens han hopper herneden,
Er den: at forædle Menneskeheden!
Mine Herrer og Damer, behage De?
Den fine Portion.
Ja det forstaaer sig. ham maa vi see.
De gaae ind i Fia’llehytten. En stor, gron Poppegoie
sidder paa en Forliaining.
Harlekin
bukker ærbodig for Poppe.
Opmærksom det samlede Folk nu tier,
For at høre paa Deres Poesier.
Begynd med det Vers, De giorde forleden!
Poppe
rødmende.
Harlekin! du veed, jeg er saa beskeden.
Harlekin.
Det veed jeg nok, jeg har stedse funden
Dem med Beskedenhed i Munden;
Dog veed jeg nok, De læser gierne
De smukke Producter af Deres Hierne.
Sagte:
De kan jo sige, jeg bad Dem ad.
Giør en Fortale, bær Dem fornuftig ad!
Poppe
rommende sig.
Giennemtrængt af den Overbeviisning,
At man med Folks moralske Bespiisning
Maa være meget samvittighedsfuld,
Og ikke sælge dem Bly for Guld,
Skulde jeg ikke vovet at lade
For Lyset komme disse Blade,
Hvis ikke Venner, hvis critiske Dom
Jeg bryder mig grumme meget om,
Alle havde givet mig Mod,
Og bedet mig dog at være saa god.
At jeg har anvendt megen Flid,
Og brugt en grumme Hoben Tid,
Før et Ord slåp ud af min Digterelv —
Er en Erklæring, jeg skylder mig selv.
En Kleinsmed bruger sin Fiil med Forstand,
En Riimsmed er ligesaa klein, som han.
Det er saa en Sag- med Geniets Ild.
Den udbryder ofte alt for vild.
Jeg priser Betænksomhedens Vand.
Paa hvert et Vers har jeg heldet en Spand.
Thi vil jeg slutte med et Claudatur
Og Mottoet: nonum in annum prematur,
I det jeg med et ærbødigt Sind
For Lyset bringer disse sexten Bind !
Tutti
af fuld Hals.
De er en ung, beskeden Månd;
Vi bede Dem, syng, alt hvad De kan!
H arie kin.
Lad Hymnen til Middelmaadighed tone!
Den skaffed Dem jo Deres Digterkrone.
Po ppe
declamerer:
Du ædle Middelmaadighed!
Stig fra din høie Zone ned
Til Een, som kalder dig med Smerte,
Af ganske — ganske — ganske Hierte.
»Hvis Du vil høste Livets Frugt,
Da gaa ad Middelveien smukt!«
Den Sætning mig saa vel behager,
At ei engang jeg Vers undtager.
Hvis gält, excentrisk Sværmeri
Skal kunne kaldes Poesie,
Da troer jeg, vi bør efterstræbe
Den allermindste Gnist at dræbe.
Og uden just at prale stort,
Saa troer jeg, vi har alt det giort;
Paa senest Tid heel klogt vi skalter
Med vore gode Brandanstalter.
I ret fornuftig Poesie
Bør aldrig spores Phantasie.
Hvad Diævlen rager Phantasien
Den mindste Smule Poesien?
I gamle Dage gik det an,
Den Tid i Morke famled man;
Men nu i de oplyste Tider
Sligt Barbarie man ikke lider.
Hvi skriver nu en sand Poet?
Af Iver for Humanitet,
For vor Moral at understøtte,
I Korthed: for at giøre Nytte!
Naar Folk vil gaae paa Sviir i Kro
Han drager dem til stille Ro;
Hvad ei de gidder hørt i Prosa,
Det siger lian dem snildt sub rosa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
