Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10 Adam Gottlob Oehlenschläger.
Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa røde Sider.
Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.
Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
Snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i Lunden!
Men I see kun Guldets Lue,
Ikke det ærværdigt Hoie;
Sætte dem som Pragt til Skue
For et mat, nysgierrigt Øie.
Himlen sortner, Storme brage.
Visse Time! du er kommen.
Hvad de gav, de tog tilbage,
Evig bortsvandt Helligdommen.
Den frembrydende Yaar.
Engene grønnes, og Skovenes Kroner
Nylig fremsprungne Smaragder bedække,
Ætheren lunes, og Sangeren toner
I den beknoppede, svulmende Hække.
Vinteren bort til de livløse Poler
Flygter med Natten og Kulden og Taagen;
Flora paa Leiet af friske Violer
Opslaaer sit Øie, sødtsmilende, vaagen.
Harpe, som hang paa de riimfrosne Grene,
Hyllet i Snee og i rugende Mørke,
Stum og forladt, medens Boreas ene
Hyled en Liigsang i Vinterens Ørke,
Harpe! din Iis har Apollo bortsmeltet,
Da han i Østen steg frem i sin Lue.
Straalende hænger du nu under Teltet,
Med den blaahvælvede, udstrakte Bue.
Kom og lad Flora, den unge Gudinde,
Stemme dig med sine sneehvide Hænder.
Herligt bepurpres den kneisende Tinde
Hist af den hvirvlende Kugle, som brænder.
Hen paa det bølgende Græs vil jeg stirre,
Som i den mørkeblaae Vove sig taber,
Lærkernes Slag vil jeg høre, som dirre,
Slaae dine Strenge og prise min Skaber.
Straale, som brænder i smægtende Øie
Paa den uskyldige, elskende Pige,
Straale, du Skiønhedens høieste Høie!
Ned i mit bævende Hierte du stige.
Elskende To, som i Skyggerne vanke!
Indsmiil mig Saligheds reneste Lue!
Da skal min brændende, hellige Tanke,
Tonende hvirvle til Himmelens Bue.
Da skal de smilende unge Hyrdinder
Nærme sig mig under skyggende Grene
Henrykt ved Bækken, som perlende rinder
Over de hvide, sølvspraglede Stene;
Svævende de om min Harpe skal dandse,
Som deres Skiønhed at tolke kun stræber.
Da skal jeg prydes med blomstrende Krandse,
Da skal jeg kysses af blomstrende Læber.
Selve de sølvlokte Gubber skal høre
Gierne min Sang, fra den inosgroede Hytte.
Blidt, skal de staae i de aabnede Døre,
Og til veeinodige Tonefald lytte.
I deres gamle uskyldige Siæle
Foraarets Fryd jeg med Kraft skal indsiunge,
Til de, fremkaldte af venlige Fiæle,
Nyde et Foraar, evindelig unge!
Hyrden min Sang skal gientage, og smile,
Naar ban om Aftnen med bøgende Vrimmel
Skynder sig hiem til en qvægende Hvile,
Stirrende hen paa den glødende Himmel.
Tidt paa sit Rør skal han stræbe at ligne
Strængenes Toner, som bævende vige.
Da skal han føie Naturen, og signe
Skiønhedens Gud, og omfavne sin Pige.
Ak, men hvad haaber jeg, mægtig henrevet,
Salig indlullet i hellige Drømme,
Blussende, freidig, af Indtrykket drevet,
Mens mine Tanker i Anelser svømme?
Kan vel en Spurv, skiøndt den saligt sig fryder,
Tolke sin Salighed, som Philomele?
Kan vel min Sang, skiøndt i Vaaren den lyder,
Male, Natur! dit fortryllende Hele?
Ak, der var Een! Skiøndt fortæret af Smerte,
Skienkte ham Gud en udødelig Flamme,
Og for Naturen det aabneste Hierte;
Han kunde tolke, hvad Andre kun stamme!
Rungsted! din lange og frugtbare Fure
Grønnes, som forhen, og spirer, og pranger,
Mens ved de gamle og gothiske Mure
Gravmuldet længst har omfavnet din Sanger.
Hellige Ewald! i Danemarks Skove
Føler min Siæl at forklaret du svæver.
Bølgende over den krusede Vove,
Luttret din Aand gjennem Roserne bæver.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
