Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26 Adam Gottlob Oehlenschläger.
Thor i Helheim.
(Af „Thors Rejse til Jotunheim".)
Et Saga fast utrolig
Jeg nu kundgiøre maa:
Mod Utgards tierne Bolig
Monne de Kæmper gaae;
Hvert Skridt de monne tage.
Da var det ligerviis,
Som gled de to tilbage
Hen paa den glatte Iis.
Da monne Veien dale;
Det gik i Dybet bråt.
Man hørte Flaner gale,
Det blev til mørke Nat,
Da Thialf og Roska gyste,
Men frem gik Asa-Thor;
Hans Harnisk for dem lyste,
De traadte i hans Spor.
Alt mere dybt de stege
Ned i de steengraa Field;
Da saae de Skygger blege,
Og hørte Kildevæld:
Gud Thor ei længe hviled,
Han slog sig ei til Taal;
Med raske Skridt ban iled
Hen mod sin Idræts Maal.
Som nu han frem sig skyndte
Heel fro og trøstelig,
Da Mørket snart begyndte
I Lys at tabe sig.
Man skued Fakler blaane
Udi den dybe Grøft.
Glimt af den blege Maane
Faldt i en Klippekløft.
Da kom de til en Laage
Udi den Klipperad;
Der monne to Skygger vaage.
De tæt for Døren sad.
De vare dødligblege
Og under Øine blaae;
De op fra Bænken stege,
Og paa det Følge saae.
Den ene var en Qvinde,
Den anden var en Månd;
Sligt Folk man ingensinde
Saae i et andet Land.
De monne svårligt fryse
Udi det kolde Hiem.
De toge til at gyse,
Da Thor tiltalte dem.
De havde Hielme sorte,
Hver løfted Hamren sin;
Foruden Pandserskiorte
De stod i hvide Liin.
De Hamre graalighvide
Var giort af Dødningbeen ;
De lod dem mat nedglide,
Da Asa-Thor fremtreen.
De sagde: »Ingensinde
Slig Skare før hidkom.
Hvad søger I derinde?
Vend om, o Flok! vend om.«
De monne svårligt sukke
Udi den skumle Yraa;
De sagde: »Vi mon indlukke
Kun dem, som døe paa Straa.
Hvad vil I Kæmper stærke,
Som gløder i liflig Kraft,
Forinden Sprinkelværke,
Hvor ingen Fryd er havt?
Hvor blakketbleg en Qvinde
Uddeler Sorg og Qvalm
Blandt dem, som boe derinde,
Hendøet paa Bænkehalm?«
Da sagde Thor hiin stærke
Til Rosk’ og sine Mænd:
»Nu kan jeg fuld vel mærke,
Hvor vi er vandret hen.
For Helheims sorte Grotter
Vi nu tilvisse staae.
Loke! din blege Dotter,
Vi snart at see vil faae.«
Da skielved Loke fage,
I Kinder steg hans Blod,
Han vilde gaae tilbage.
Han blev i Hu saa mod,
Han sagde: »Jeg vil ei skue
Min Æt saa drøvelig;
Til Asgårds lyse Lue
Jeg atter svinger mig.«
Da raabte Thor hiin faste,
En Gud saa god, som stærk:
Du maa dig ei forhaste
Med overilet Værk.
Hvad nytter Sorg hiin svare
Alt over Skiebnens Bud?
Lad bråt slig Daarskab fare!
Den sømmer sig ei en Gud.
Alt’ af en Jetteqvinde
Du dig bedaare lod.
Det Gode ingensinde
Sprang ud af Jetteblod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
