Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
Adam Gottlob Oehlenschläger.
I lod ei Hielmen hvælve
Om Issen kiekt i Strid;
I skabtes til at skiælve.
Saa skiælv til evig Tid!«
Derpaa den strenge Kæmpe
Treen fast for Hela frem.
Han monne Stemmen dæmpe
I hendes mørke Hiem.
Han sagde: »Gustne Qvinde!
Retfærdigt straffer du;
Dog staaer jeg ei herinde
Med en frivillig Hu.
Til Utgards Drot at drage,
Dertil stod fast mit Sind,
Da monne han det saa måge,
At her jeg vandred ind.
Thi siig mig, hvis du mægter,
Hvad Kaas jeg tag-e maa,
For til de stærke Slægter
I Jotunheim at gaae!«
Da skreg til Miølners Svinger
Hel med sin Stemme styg;
Det klang, som Sværdet klinger
Udi en Pandserryg:
»Forlad min sorte Bue!
Gak frem! Snart est du der.
Det blinder mig, at skue
Din Sundheds Rosenskiær.«
Da vinkte bråt behænde
Gud Thor med dristigt Blik.
Sig Loke bort mon vende,
Da Hel forbi han gik;
Fast han sit Øie lukked,
Saa tung var ham den Gang.
Hun saae paa ham, og sukked,
I hendes Spiir det klang.
Det vil jeg ei fordølge,
Da gik den stærke Gud
Alt med sit lidet Følge
Af Hulen snarligt ud.
Igiennem Bierget vide
Han foer paa hurtig Fod;
Paa Fieldets anden Side
Den Gud da snarlig stod.
Scene af „Hakon Jarl".
En Bondestue.
Hakon Jarl. Karker.
Hakon.
Har du nu vel forrettet, hvad jeg sagde?
Karker.
Ja, Herre Jarl! Jeg sagde dem paa Skibet,
At du var gaaet op i Landet, for
At trække Veiret blandt de kolde Træer,
Fordi det var for hedt paa Søen nu
I Middagsstunden; hvilket kommer af,
At Solen skinner ned med Glands paa
Vandet
Og saa fra Vandet atter op igjen,
Saa man har ondt at gjøre, thi paa Søen
Er altid tvende Sole, det vil sige:
Kun een paa Himmelen, men een paa Søen,
Paa Landet er man plaget kun af een,
Og derfor var du gaaet op i Land.
Hakon.
Og at jeg vilde holde Maaltid her,
Det sagde du vel ogsaa?
Karker.
Herre Jarl!
Det kan I sagtens tænke. Naar forglemmer
Jeg Maden, og hvad der vedkommer Maden?
Det er det Allerbedste her i Verden;
Skiøndt rigtig nok man paa den anden
Side
Vel kunde vende ind, at ogsaa Drikken
Kan hae sin store Nytte. Det forstaaer sig,
Jeg sagde: Jarlen æder her sin Davre.
Paa Vandet skvulper Skibet op og ned,
Saa faaer man Maden i den gale Hals;
Hvad kan det hielpe?
Hakon.
Ret, min Karker! ret!
Du est en vittig Gut. Gaa nu og hielp
Kisping at syde. Jeg vil være ene.
Naar Thorer kommer, eller Thorers Svend,
Saa lad dem frit kun træde flux herind.
Karker.
Godt, Herre Jarl! det alt skal efterkommes.
gaaer.
H akon.
Gid kun jeg havde flere slige Svende,
Saa var jeg sikker, hvor jeg gik og stod.
En Hund er ikke nær saa tro og stærk,
Og dertil kommer dog, at han kan tale,
Et Redskab og et Vaaben, uundværlig!
Jeg bytted ham ei for det bedste Sværd.
Sætter sig.
De Andre med de skarpe Blik og med
De kloge Ord, de staae ei til at troe.
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
