Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
Adam Gottlob Oehlenschläger.
Som Skjebnen skienker mig. Jeg stoler paa,
At jeg kan dristig gaae dig under Øiet.
Dit Anslag, som du seer, er gaaet ilde,
Din Thorer svømmer i sit eget Blod.
Du seer, det var mig let at gribe dig;
At slaae dig ned var endnu mere let.
Men jeg bekiender mig til Christi Lære,
Og jeg foragter denne usle Fordeel.
Thi vælg imellem tvende Kaar: bliv Jarl
Paa Hlade, som du varst, og sværg mig
Troskab,
Hvis ei, da fly! Hvor vi da sees igien,
Det gielder blodige og røde Pander.
Hakon stolt og rolig.
Det Sidste vælger jeg, det Sidste, Olaf!
Du kalder mig en Niding og en Træl?
Det lokker høit et Smil paa mine Læber.
Man hører, at du est en Yngling, Olaf!
Kaadniundethed og Overmod er det,
Hvormed din Alder melder sig. See mig
I Øiet, Olaf! og betragt min Pande:
Har du hos Trælle fundet sligt et Blik?
Og finder du, at Feighed og at Lumskhed
Har smaalig foldet denne Pandes Rynker?
Jeg lod dig lokke; ja naturligviis,
Jeg vidste, du behøved kun et Vink,
For strax at flagre efter Lokkemaden,
At i din kloge Siæl du agted mere
Dit Slægtskab med en uddøet Kongeæt,
End Hakon Jarls beundrede Bedrifter,
At kun du vented paa en Leilighed,
For at forstyrre Gubben i sin Ro.
At denne Færd jeg ønskte overstaaet
Jo før jo heller, kan det undre dig?
At jeg bedrog en Sværmer, som foragter
De høie Guder, kan det undre dig?
Og kan det undre dig, at jeg tillod
Min Kæmpes Anslag, da en fiendtlig Skiebne
Lod til at ville styrte — mig ei blot.
Men Valhals Guder?
Olaf.
Hakon! mindes du,
Erindrer du dig, Hakon! at du selv
Har været Christen, at du lod dig døbe
Af Biskop Popo, at du siden sveg
Din Ed? Hvor mange Eder har du sveget?
Hakon.
Forbandet være dette Øieblik,
Da, ført bag Lyset af den sledske Munk,
Jeg lod mig daare ved en ussel Kunst:
Han kunde bære ildrødt Jern i Haand,
Naar først den vel var overstrogen med
En Hexesalve!
Olaf.
Gamle, blinde Gubbe!
Jeg ynkes over dine sølvgraae Haar.
Hakon.
Ha, spar din Ynk! Saa som du seer mig
lier,
Seer du det sidste Glimt, den sidste Gnist
Af gammel nordisk Kraft og Helteliv.
Den skalst du ikke slukke, Ungersvend!
Med dine sygelige Feberdrømme.
Jeg veed det vel, det er de Christnes Sæd,
At ynke, at omvende, at forbedre;
Vor Sæd er den: dybt at foragte eder,
At pønse paa jer Undergang og Død,
Som Gudernes og Heltelivets Fiender.
Det Hakon gjør, og derudi bestaaer
Hans Nidingsfærd. Ved Odin og ved Thor!
Du skalst ei slukke Norges Kæmpeild
Med dine fromme, vaade Drømmeskyer.
Olaf.
Velan! det kommer an derpaa. Vi skilles.
Vee dig, naar næste Gang vi atter sees!
Hakon.
Vee mig, om jeg da ikke knuser dig!
Olaf.
Himlen vil træffe dig med sine Flammer!
Hakon.
Nei, Thor skal splintre Korset med sin
Hammer!
I)e gaae hver til sin Side.
Frode paa Tiflis 0.
(Af „Helge".)
Kong Frode staaer i Leiregaard,
Han gav sin Broder Ulivssaar,
Det var stor Ynk og Smerte:
Ung Halfdan ligger krum paa Skiold
Med Staalet i sit Hierte.
»Nu er jeg Drot i Danmarks Land;
Og den, som snart mig bringe kan
De unge Brodersønner,
Med Ringen af hiin roden Guld
Den Kæmpe jeg belønner.«
Der søges Dag, der søges Nat
I Mark, paa Sø, i Skov og Krat,
Man kan dem ikke finde.
De sidder i det Jordehuus,
I Mulden dybest inde
Dankonning lader Bud udgaae
Til Hexen hist i Hyttens Vraa,
Som svagt for Stormen luner.
Hun grunder paa det hvide Sand,
Og skriver sine Runer:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
