Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21 Adam Gottlob Oehlenschläger.
Men han smiilte, og sagde: »Vær rolig!
Disse vare Stimænd, som Hroar har ladet
henrette og hidsætte til Skræk og Advarsel
for andre.« Da de kom nærmere, fandt
Yrsa, at det var virkelig saa. De vare
bundne til Pæle, man havde trykket deres
Hænder fast om de blodrustne Knive,
udtaget deres Indvolde, og nu stode de
saaledes vindtørre ved Veien. — «Du seer heraf,
hvilken god Konge Hroar er,« sagde
Rei-gin; »han er Stimænds og Røveres Skræk.«
Yrsa gyste, i det hun gik dem - forbi, thi
de stirrede fælt; men Reigin loe. Saaledes
nærmede de sig Kongsgaarden.
»Har Kongen ingen Hustru?« spurgte
Yrsa. — »Hun er død for sex Aar siden.«
— »Levede hun her?« — »Nei, i
Northumberland, Hun hedde Ogn, var en fager
Qvinde, som du.« — »Det kan jeg tænke,
at hun ikke har levet her,« vedblev Yrsa;
»hun vilde vist faaet Kongen til at
borttage de fæle Liig. Kan man ikke hævde
Retfærdigheden, uden at fordærve Naturen?
Og skal de blodige Slagtoffere - med deres
fortvivlede Træk daglig her tilintetgiøre
ethvert blidt Indtryk af den blomstrende
Vaar?« — »Stimændene fole ikke saa fronit,
som du,« sagde Reigin. »Den blomstrende
Skov finde de god nok til at skjule sig og
røve i; men see de saadan en Fugleskræk,
blive de rædde, og flyve bort, som Spurve
fra moden Frugt.«
I Nærheden af Kongsgaarden var
Skuldes Jomfrubuur, og adskillige Bygninger for
Kongedatterens Qvinder. Een af disse havde
Reigin strax ladet indrette til Yrsa; og da
hun ikke ønskede at see Kongen, før Jarlen
havde talt med ham, bragte Reigin hende
til hendes Buur.
Ved at træde ind i Høieloft, kunde
han ikke nok beundre den Kunst, hvormed
Konning Hroar havde ladet Bygningen
opføre. I Stedet for at Kongshallen paa lidet
nær før havde seet ud, som en af vore
Lader, fandt Reigin Alting paa en langt
kosteligere Maade. Høieloftet kunde være
hundrede Skridt langt og fyrgetyve bredt.
Ovenover hævede sig Sparværket i en ret
Vinkel med et Tag af begede, sandede
Trætavler; og stærke velhøvlede Biælker,
som løb under Loftet, befæstede Taget vel
med Væggenes Muur. I Baggrunden af
Salen var en Forhøining med et Tralværk,
og en liden Dør, hvorigiennem Qvinderne
kunde komme, tage Deel i Aftenglæden, og
gaae, naar de vilde. Til begge Sider stode
Bænke, de fornemste Sæder belagte med
Hynder. Paa høire Haand var Gaffelbænkeu,
med Kongens Høisæde i Midten. Bag
Bænkene kunde Tæpper drages tilside, og her
vare Bolstre, hvor de fremmede Giester, som
besøgte Kongen, sov om Natten. Bag hvert
Sæde var en Knage under Loftet, hvor
Helten kunde hænge Hielm og Brynie, Skiold
og Sværd. Og foran i Salen ved Indgangen
stod et stort Kar med en Øse i. Dette
fyldtes hver Aften med 01 eller Mundgodt,
og det var sieldent, at ikke Kæmperne
tømte det inden Midnat.
I denne Sal havde Kong Hroar tænkt
at gieste sin Broder Helge, naar lian kom
hiem; thi han søgte altid at overraske ham,
og havde Helge udmærket sig ved en
Bedrift, kunde han være vis paa, at den
fredelige Broder ikke havde været ørkesløs.
Denne Glæde var ham ikke forundt. Reigin
bragte det sørgelige Budskab om Helges Død.
At han var død, giorde intet
overordentligt Indtryk paa Kongen. Hvergang
Helge drog paa Eventyr, formodede Hroar,
det vilde gaae liam ilde; og ban forundrede
sig mere over at han saa tidt uskadt var
kommen tilbage, end over at han nu var
falden. Han elskede sin Broder, men deres
høist forskjellige Sind adskilte dem. Dette
tog til, da Helge, alt som hans Rygte steg,
begyndte at betragte Hroars Gierning med
Foragt. Paa den anden Side voxte Hroars
Misnøie over Broderens Vildskab, alt som
Alderen giorde ham selv klogere. Saaledes
vare da disse Brødre, som ofte skeer, blevne
hinanden fremmede.
Derimod rystede Olufs Hevn Hroar
desmere. Hans Kinder blussede, og det var
kun den sikkre Efterretning om hendes
Selvmord, som var i Stand til at berolige ham.
Thi saa fredsæl han var, fik han Lyst til
at hevne Broderens Død. Da Reigin
fortalte Helges Endeligt, brast han i Graad,
og raabte med en sær Iver: »0, min raske
Helge! saa har du endt, som du har
begyndt. Som en Ørneunge hævede du dig,
og udstrakte tidlig dine skaldede Vingebeen;
og som en Ørn stegst du siden, og styrtede
fra Fieldet. Saaledes funkler og døer et
Stierneskud. Saaledes synker en Vaardag:
blomsterfuld, men uden Frugt. Gid jeg
havde hørt dig siunge Biarkemaalet, medens
de tilmurede Hulen! Gid jeg havde hørt
Hesten vrinske! Ja, sikkert est du reden
til Odin. Som Heimdal har du travet over
Giallerbro; den har rumlet, og Odins Møer
have kappedes om at bringe dig det første
Bæger. Her sidder jeg Myre, og furer min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
