Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23 Adam Gottlob Oehlenschläger.
Ville mine Fiender mig ondt, kunne de vel
træfie mig, naar de ere borte; List og
Ni-dingsværk har en lang Arm.« — »Jeg
beundrer din Rolighed,« sagde Reigin, «og
tilstaaer reent ud, at jeg ikke kunde være
rolig i dit Sted.« — »Hver har sin
Tapperhed,« svarede Kongen.
Medens de gik saaledes , hørte de
Noget pibe ynkeligt i et Træ. — »Det er
en Fugl,« sagde Reigin. — »Den synger
ikke, den giver sig,« sagde Kongen. —
»Det faaer den,« sagde Jarlen; «nu have
vi Andet at tænke paa.« — »For
Øieblikket intet Bedre,« svarede Kongen, og saae
op i Træet. — »Det er umuligt at komme
den til Hielp,« vedblev Reigin, »den sidder
for høit.« — »Paa Vifils 0 har jeg lært
at klavre i Træ,« sagde Kongen, »og jeg
er endnu ei saa gammel, at jeg har glemt
det.« — «Der er ingen Grene lavt nede
paa Stammen,« sagde Jarlen. — »Saa maa
du løfte mig,« raabte Hroar; »jeg er kun
en liden Månd, jeg er ikke tung at bære.«
— »Men hvis du nu faldt ned, og slog dig
ihjel,« sagde Jarlen, »var det da ikke en
evig Skam, at man skulde sige, du havde
mistet Livet over en Fugl?« — »Mange
miste det for mindre,« sagde Hroar. Nu
maatte den stive fiirskaarne Jarl løfte den
lille smidige Konge paa sine Skuldre, og
derfra klavrede Hroar op i Træet, og vovede
sig ud paa de yderste Grene.
Han kom lykkelig ned med den lille
Sisgen, der havde faaet Benet forklemt i en
snever Træsprække, hvor den var fangen, og
ikke kunde flagre sig løs. »Den skal være
mit Fosterbarn, og Agnars Legekammerat,«
sagde Kongen, tog den hiem med sig, og
Vaulundur maatte flette den et smukt Buur.
— »Hvor barnagtigt!« sagde nogle af de
Kæmper, som vare Kongen troe, men
misbilligede hans Handlemaade. »I det Øieblik,
Ufred er for Døren, og hans eget Liv i
Fare, beskiæftiger han sig med en Fugl, og
sørger for den. Løber han ikke letsindig
i sin egen Ulykke? Stakkels Hroar! du
falder sikkert som et Offer for Godernes
Hevn.«
Imidlertid havde Hevnlysten ikke sovet.
Hroars Fald var besluttet: han havde
opdaget Godernes Hemmelighed, havde deres
Skiebne i sin Haand. De havde hemmeligt
svoret hans Død. Ved Løfter og Trusler
havde man faaet de to Trælle , som
opvartede Kongen i hans Sovekammer, paa sin
Side. Ralf havde lovet dem Frihed og
Eien-domme, hvis de hialp ; i modsat Fald,
for-sikkrede han dem, kunde de være visse paa,
at de med det første vilde blive udvalgt til
at toe Gudindens Billed i Lunden. Hvad
dette yilde sige, vidste de. Saaledes havde
«nan da en Dag, da Kongen var paa Jagt
med sine Mænd, løsnet en Egebielke under
Loftet i Sovekammeret over hans Seng, og
med Kunst atter faaet den til at hænge
fast, saa at man oppe fra andet Stokværk
kunde slippe den ved et Reb, og lade den
falde. Udfaldet maatte blive, at Kongen
vilde knuses paa sit Leie, og det Hele faae
Udseendet af et ulykkeligt Tilfælde.
Kongen kom silde fra Jagten, var træt,
og gik til Sengs. Han havde ikke ligget
længe, før han faldt i Søvn, og vilde uden
Tvivl aldrig reist sig meer, dersom ikke
den lille Fugl med sin Piben havde vækket
ham. Hroar reiste sig overende i Sengen,
og da han havde fattet sig, mærkede han
snart, hvad det var. Han havde i Dag
glemt at give Fuglen Vand og Æde, og i
Aften havde Trætheden overvældet ham, saa
han ikke heller havde tænkt derpaa.
Neppe mærkede han, hvad det var, før
han sprang fra Leiet. »O, du arme
Stakkel!« sagde han, »frelste jeg dit Liv for
at lade dig sulte ihiel?« Med disse Ord
skyllede han Bægeret, gød Vand deri, og
heldede Frø i Lædiken med de tre smaae
Huller. Da styrtede Biælken med stort
Bulder fra Loftet paa Sengen, og slog den
flad ned til Jorden. En stor Tummel blev
paa Kongsgaarden. Kæmperne vaagnede,
grebe deres Vaaben, og ilede til Kongens
Sovekammer. De rædde blege Trælle kom
med Kerter i de skiælvende Hænder. »Han
er dræbt,« raabte man; »Kongen er
søn-derknuust.« Men Hroar stod uskadt
smilende med Fugleburet i Haand, og raabte
dem i Møde: »Frygter ikke, mine Venner!
Guderne have holdt deres Haand over mig.«
Da Reigin hørte, hvorledes Alt var
til-gaaet, saae, hvorledes Biælken var falden,
og hvad der havde reddet Kongen, stod
han længe maalløs. Derpaa fæstede han
sine Øine paa Kongen, og sagde: »Nu skal
jeg herefter aldrig tvivle meer om et
guddommeligt Forsyn.« Hroar smiilte mildt, og
sagde: »Der kan du see, Reigin! man skal
ikke foragte Smaafolk. Kan Konge redde
Fugl, saa kan Fugl ogsaa redde Konge.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
