Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nikolai Frederik Severin Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Nikolai Frederik Severin Grundtvig.
Bretlands Viking, har du Mod
Til med mig at sande,
At du maatte give Bod
Til de danske Vande,
Bod til gamle Dannebrog,
Som du nys uheiset tog
Med saa ringe Møie?
Snart ei saaes meer dit Flag,
Om for dine Skibe,
Hvad du gav for Kristians Vrag,
Prisen skulde blive;
Ringe blev paa Hav din Roes,
Om du fandt en Villemoes
Paa hvert Skib, du borded.
Villemoes! du maatte gaae
Andet Hjem at finde,
Taarer i vort Øie staae,
Men de tør ei rinde;
Ak! thi vilde vi, at du
Skulde vanke her endnu,
Kristian overleve?
Herren var det, som til sig
Kaldte Livets Flammer,
Ved Hans Tempel til dit Liig
Låve vi et Kammer,
Over dine Kjæmpebeen
Reise vi en Bautasteen,
Give Stenen Mæle.
Hörer det, I Piger smaa!
I maa ikke græde,
Men naar over Eng I gaae
Mellem Vaarens Spæde,
Binder da af dem en Krands,
Parrer Blomsterne med Sands
Til den Faldnes Ære.
Hvis det rørte Hjertes Sang
Hjertet røre kunde,
Sjunger den da mangengang
I de stille Lunde;
Sjunger den ved breden Strand,
Naar hen over hviden Sand
Bølgen sagte triller!
Saxos Minde.
(Af „Nordiske Smaadigte").
Øm over ældgamle Dannemarks Ære,
Absalons Saxo! det var du som Faa,
Meer end Stærk-Odder og F r odernes
Hære
Du den udbredte paa Bølgerne blaa:
Du den udbredte med Heltenes Minde,
Som i dit vingede Ord
Vidt over Tidernes Strømme henfoer,
Stræber end Prisen og Kronen at vinde!
Dannemarks Længsel er Dannemarks
Ære,
Dyb, som det bølgende, sortladne Hav,
Ja, som det Hav, hvorpaa Folkenes Hære
Drev deres Idræt, og fandt deres Grav;
Derfor, i Heltenes Række, den følger,
Altid paa Laud og paa Søe,
Stjernen, som vinker til Kiærligheds Øe,
Evigheds-Strømmen i Tidernes Bølger!
Dannemands Længsel er Dannemands-
Kiende,
Aldrig den stilles ved timeligt Held,
Hvad den begjærer, maa aldrig faae Ende,
Maa være Livets og Kiærligheds Væld;
Den er oprundet af Paradis-Minde;
Derför, i Lys og i Løn
Dana sig teer for hver heltelig Søn
Som en vidunderlig Paradis-Kvinde!
Altid naar Had ding i Høielofts-Stuen
Slynger om Ragnild i Dvale sin Arm,
Pludselig øiner han Kvinden ved Gruen,
Stirrer paa Blomsterne i hendes Barm,
Synker med hende i Dybet saa saare,
Giennem den taagende Dal,
Skyggernes Rige og Valfaders Sal,
Hvor kun med Blænd-Værk sig Kæmperne
daare!
Soelklare Vange forlyste hans Øie,
Vinter-Grønt er ham en ønskelig Krands;
Kvinden dog lærer ham: ret kun forn øie
Duftende Blomster og levende Glands,
Standser kun med ham ved Paradis-Haven,
Hvor, med et Nattergal-Slag
Liflig bebudes den evige Dag,
Vidnes om Liv, som ei gjækker bag Graven!
Derfor maa Dannemarks Helte og finde:
Lidt er Beundring i Liv og i Død;
Kiærligheds Kys og et levende Minde
Er hvad dem huger i Lyst og i Nød:
Derför langt stoltere Helte Man finder,
Men aldrig Helte paa Jord,
Om de fra Hellas til li s havet foer,
Fandt saa høimodige, kiærlige Kvinder!
Derfor har R øgn v al d, den Helt over Bjerge,
Tlij o d o lf af Hvine til Skjald for sin Æt,
Bauta-Steen prud, som mod Glemsel kan værge,
Ristet med galdrende Runer fuldtæt;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
