Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
Bernhard Severin Ingemann.
nyt Bind, der tillige indeholdt et persisk Eventyr paa Vers »Gangergriffen« og
det dramatiske Digt »Mithridat«. Samme Aar vändt han Universitetets
Guldmedaille for Besvarelsen af dets æsthetiske Prisopgave om Forholdet mellem
Digte- og Talekonsten. Det følgende Aar udkom under Titelen »Procne« et
Bind lyriske Digte og Romancer, der sluttede med Tragedien »Turnus« og
Kjærlighedsromanen »Varners poetiske Vandringer«, i hvilken sidste Digteren
skildrer sit eget Hjertes Historie og gjennem en stedse stigende Scala af
Sentimentalitet naaer op til en saa svimlende Spidse, at han rent taber Fodfæstet
paa Jorden og svæver i den reneste Ætherregion. 1814 udkom det store episke
Eventyrdigt »De sorte Riddere«, der imidlertid er mere speculativt end episk
anskueligt, idet det søger at udvikle en idealistisk Verdensanskuelse gjennem en
Række symbolske Handlinger, udførte af allegoriske Personligheder, der savne
alt Slægtskab med Eposets Objectivitet.
Ingemann selv betegner dette Digt som Afslutningen af sin første
Digterperiode, og han characteriserer denne som fortrinsvis lyrisk med episk og
dramatisk Tendens. Hvad der udmærker disse Ingemanns første Arbejder er
en smuk Form, der især fremtræder som en let og flydende Versification;
deres Svagheder ere angivne ovenfor og kunne i Korthed sammenfattes som
Mangel paa Begrændsning i Følelsens Herredømme, Sää ät den ofte bliver til
Føleri, og en fremherskende Tilbøjelighed til at lade Ideerne fremtræde som
Symboler og Allegorier, i Stedet for at lade dem udfolde sig gjennem levende
Væseners Udvikling og Handling. Den tomme Symbolik var endog selve
Samtiden for indholdsløs, saa at til Exempel »De sorte Riddere« aldrig formaaede
at trænge igjennem; derimod faldt Digterens overdrevne Følsomhed aldeles sammen
med Tidens eget Hang og bidrog mest af Alt til at gjøre ham saa populair, at
den opgaaende Stjerne en Tid lang endog syntes at skulle overstraale
Oehlenschläger.
Ingemanns anden Digterperiode er nærmest lyrisk-dramatisk, dette
forstaaet baade saaledes, at han i dette Afsnit af sin Digtervirksoinhed
producerede saa vel Lyrik som Drama, og saaledes, at han indenfor det Dramatiske
ikke formaaer at tilbagetrænge et fremtrædende lyrisk Element. Hans store
Frugtbarhed frembragte i Løbet af otte Aar ikke mindre end ni dramatiske
Arbejder foruden en Mængde Digte og Fortællinger. Af hans Dramaer gjorde
Tragedien »Blanca« en saa stormende Lykke paa Scenen, at den omsider gav
Stødet til et Forsøg paa at bringe Publicum til at holde Maade med den alt
for overdrevne Begejstring. I Modsætning til den fuldstændig panegyriske
Omtale, som Ingemanns tidligere Lærer, Professor Jens Møller, bestandig ydede sin
forhenværende Elevs Arbejder, leverede Peder Hjort en skarp Kritik af disse,
og samtidig hermed rettede J. L. Heiberg i sin satiriske Comedie »Julespøg og
Nytaarsløier« et vittigt Angreb mod den forgudede Digter og hans forgudende
Publicum. Ingemanns bløde Sind følte sig haardt krænket ved denne første
litteraire Modgang, men han tog dog ikke til Gjenmæle, hvorimod Grundtvig
paa hans Vegne blev indviklet i en litterair Strid med Heiberg. En Rejse, som
Ingemann blev sat i Stand til at foretage, rev ham paa en velgjørende Maade
ud af de litteraire Kampe, der drejede sig om hans Værd og Betydning.
Efter en Udflugt til Rhinen og et kort Ophold i Paris, der slet ikke
behagede ham, tog han over Schweiz til Italien, hvis vigtigste Byer han besøgte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
