Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
Bernhard Severin Ingemann.
Som et Sideskud af Ingemanns Syslen med historiske Emner fremstod
Romancecyclen »Holger Danske«, en poetisk Behandling af den bekjendte
Nationalhelts Liv og Daad, i hvilken nogle af Ingemanns skjønneste Digte findes.
Som videre Skridt ad den ved Romanerne indslagne rent episke Bane kan man
betragte de forskjellige Noveller og Fortællinger, der Tid efter anden udkom,
og hvoraf nogle ere en Efterligning af den Hoffmann’ske phantastiske Maner,
medens andre bevæge sig i Nutidens klare Dagslys, saaledes som »Christen Bloks
Ungdomsstreger« og den fortrinlige Roman »Landsbybørnene«, der er et af
Digterens ungdomsfriskeste Arbejder til Trods for at den er et af hans sidste.
Af Ingemanns øvrige talrige Værker, der beløbe sig til ikke mindre end
henved fyrgetyve Bind, maa endnu for Fuldstændigheds Skyld nævnes det
polemiske Digt »Huldregaverne eller Ole Navnløses Levnetseventyr«, hvori han 1831
for første Gang tog til Gjenmæle mod Kritikens Angreb og foranledigede en
litterair Kamp, hvori bl. A. Sibbern og H. C. Ørsted deltoge; det dramatiske
Eventyr »Salomons Ring« med Forspillet »Sulamith og Salomon«; Fortællingen
»Kunnuk og Naja eller Grønlænderne« og Eventyrdigtet »Guldæblet«, hans sidste
større Digtning.
Ingemann døde den 24 Februar 1862 i sit kjære soranske Hjem. Tre
Aar iforveien havde han paa sin halvfjerdsindstyvende Fødselsdag modtaget et
uforglemmeligt Bevis paa Nationens Kjærlighed og Beundring, idet han offenlig
hyldedes af Gamle og Unge og modtog som en Gåve fra Danmarks Kvinder et
kosteligt Guldhorn, prydet med Figurer fra hans forskjellige Romaner og Eventyr.
Af „Yarners poetiske Vandringer".
Du, som, svøbt i Skjønheds Rosenklæde,
Gaaer i jordisk Drägt, en himmelsk Aand !
Du, hvis Øie straaler hellig Glæde!
Elskte! see, mit Liv er i din Haand:
Som en eenlig Lampe svagt det brænder,
Viftende i Nattens Mulm og Slud —
O! beskjærm den huld med dine Hænder!
Eller — sluk den ganske ud!
Kan du elske dette dunkle Øie?
Det har stundom smilet, ofte grædt;
Længe har det stirret mod det Høie
Og om en fortrolig Stjerne ledt.
Mange Stjerner saae det koldt nedblinke,
Ingen, som det kunde tale til —
Ingen saae det sympathetisk vinke:
Derfor dæmped Graad dets Ild.
Kan du elske disse blege Kinder?
Glædens Rose blomstrer ei paa dem:
Kun hos dig jeg Glædens Blomst gjenfinder,
Eller hisset i et bedre Hjem;
See! jeg tabte den i Livets Bølge,
Da jeg vaagned af min Morgendrøm:
Derfor maa den blege Yngling følge
Blomsten i den vilde Strøm.
Kan du elske dette hede Hjerte —
Denne mørke Tale i mit Bryst,
Dette Barn, som luller i sin Smerte,
Dette Barn, som græder i sin Lyst?
Kan du elske, hvad jeg ei begriber,
Denne dybe Attraa i min Sjæl,
Som i det Uendelige griber
Uden Maal og Grændseskjel?
— O! saa slyng da dine Rosenkjæder
Om min Harpe, om mit. Digterliv!
Væk min Aand til bedre Væsners Glæder
Ved et mægtigt sympathetisk — Bliv!
Lampen grib, imens endnu den brænder;
See! den vifter saa i Mulm og Slud;
O! beskærm den huld med dine Hænder!
Eller — sluk den ganske ud!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
