Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Bernhard Severin Ingemann.
»Nei væve vi kunne i Ror og i Lad
Og spinde dig Guldet, hint röde;
Men aldrig bliver vort Hjerte glad
Siden Fader og Moder os døde:
I Dannemark er vi baaren og fød,
Marsk Stig, vor Fader, er bleg i Død;
Men vi fælde Taarer saa stride
Og gaae udi Verden den vide.«
Og Kongen dem klapped paa blegen Kind;
Han bad dem ei sørge, ei græde;
Han monne dem klæde i Skarlagenskind
Og i Fruerstuen indlede:
»Jeg kjendte jer Fader, den Dannemand —
Han var en Herre til Mund og til Hand;
Velkomne hans Børn mig ere —
Nu jeg eders Fader vil være.«
Taus sad de Piger ved Væverlist
Og vov med Guldet, hint røde.
Først Jomfru Maria og Jesum Christ
Og Fader og Moder, som døde;
Saa vov de Hjort, saa vov de Hind,
Saa vov de dem selv med hviden Kind,
Saa vov de med Fingre snare
Guds hellige Engleskare.
Og der de havde det Værk fuldbragt,
Da var deres Sorrig forsvunden;
Men Øiet tindred saa blegt, saa svagt,
Som Lampen mod Morgenstunden,
Den Ældste trykte den Yngste i Hand,
Og ginge de til hint bedre Land,
Hvor Uskylds Taarer, de stride,
Aftørres af Engle blide.
Menneskets Engle.
To Engle smaa
Os følge hvor vi gaae:
Usynligt de paa vore Skuldre hvile.
Ved høire Kind
Den Ene titter ind
I Sjæl og Øie, naar vi kjærligt smile.
Hver ærlig Id
Han skriver op med Flid;
Hver Tanke, from og god, han tro bevarer.
Hvert Palmeblad
Han strax forsegler glad:
Hver Midnat han til Allah med det farer.
Med strenge Flid
Paa hver uærlig Id
Og paa hver ufrom Tanke seer den Anden.
Ved venstre Kind
Han seer i Øiet ind
Og læser Brødens dunkle Skrift paa Panden.
Hvad Ondt han saae
Han strax opskrive maa;
Dog tøver han en Stund med Seglets Gjemme.
Raab til din Gud!
Og Englen sletter ud
Hvad angerfuld du bad din Gud forglemme.
Men vender du
Før Midnat ei din Hu,
Og Angerstaaren ei dit Øie væder —
Dit Syndebrev
Forsegler han, der skrev —
Men — Englen paa din høire Skulder græder.
Holger’Danskes Sange.
I. Hilsen til Frænderne.
Vær hilset, mit gamle Fædreland!
Du kjender mig vel ei ganske?
Engang jeg var en navnkundig Månd;
De kaldte mig Holger Danske.
Med mig drev Lykken et underligt Spil:
Hvert Barn mit Navn skulde kjende;
Dog Mænd skulde troe, den Månd var ei til,
Hvis Ry foer til Verdens Ende.
Mit Liv blev givet et sælsomt Kaar:
Det aldrig i Verden ophører,
Og død kan jeg synes i tusind Aar,
Men dog i Løndom mig rører.
Jeg lever i Danskens Hjerte og Sind,
Jeg lever paa Folkets Tunge.
Kom ei jeg i Verdenskrøniken ind,
Dog Skjaldene om mig sjunge.
Min Aand med Folkets Slægter foer hen;
Dybt slumred den mange Gange.
Med Folket den vaagner og kommer igjen
Med Livet i Daad og Sange.
Mit Navn hver Bonde kjender endnu,
Og glad jeg rækker ham Haanden.
Mit Levnet kommer hver Dansk ihu,
Som glædes ved Folkeaanden.
Du veed det, Landsmand! jeg er ei død:
Med Kraft jeg kommer tilbage;
Jeg er din fuldtroe Hjælper i Nød
Paa Dannemarks gamle Dage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
