Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
Bernhard Severin Ingemann.
II.
Nu titte til hinanden de favre Blomster smaa;
De muntre Fugle kalde paa hverandre;
Nu alle Jordens Børn deres Øine opslaae;
Nu Sneglen med Huus paa Ryg vil vandre.
Den kjære Gud og Skaber den mindste Orm
er nær;
Han føder Fugl og Markens Lillie klæder;
Dog Menneskenes Børn har han allermest
kjær —
Gud aander paa Øiet, naar det græder.
Guds Søn var selv et Barn, og paa Krybbe-
straa ban laae;
Hans Vugge stod paa Jord foruden Gænge.
Guds Himmeriges Fryd har han lovet de
Smaa
Og Blomster fra Paradisets Enge.
Guds Søn har os saa kjær; han er
Børnevennen stor:
Han bærer Barnet op til Gud paa Armen;
Han Storm og Hav betvang, da han vandred
paa Jord;
Men Børnene leged ham ved Barmen.
0 Du, som os velsigned og tog i Favn de
Smaa,
En Morgen see vi Dig i Paradiset!
Du lærte os til Gud vore Øine opslaae —
Evindelig være Du lovpriset!
Aftensange.
i.
Der staaer et Slot i Vesterled,
Tækket med gyldne Skjolde;
Did gaaer hver Aften Solen ned
Bag Rosenskyernes Volde.
Det Slot blev ei med Hænder gjort:
Mageløst staaer det smykket;
Fra Jord til Himmel naaer dets Port,
Vor Herre selv det har bygget.
Fra tusind Taarne funkler Guld;
Porten skinner som Ravet;
Med Straalestøtter underfuld
Sig Borgen speiler i Havet.
Guds Sol gaaer i sit Guldslot ind,
Skinner i Purpurklæder.
I Rosensky paa Borgens Tind
Staaer Lysets Banner med Hæder.
Solenglen svinger Lysets Flag,
Vandrer til fjerne Lande;
Ham følger Liv og Lys og Dag
Bag Nattens brusende Vande.
Liig Solen farer Livet hen,
Gaaer til Forklaringskysten:
Med Glands opdukker Sol igjen
Fra Paradiset i Østen.
II.
I fjerne Kirketaarne hist
Nu Aftenklokkerne ringe.
Snart sover liden Fugl paa Qvist
Med Hovedet under sin Vinge.
Nu samles Frænder kjønt igjen,
Som Fugleunger paa Grene;
Men Den, som har slet ingen Ven,
Han sidder ved Qvel alene.
Snart ruller ud den stille Nat
Sit Skyggeflor over Himlen,
Og Den, som sidder mest forladt,
Seer op imod Stjernevrimlen;
Og gjennem Himmelsløret ud
Der skinner Øine fuldklare:
Mildt seer den kjære store Gud
Herned med sin Stjerneskare.
Han seer til sine Børn da vist,
Han seer til Høie og Ringe,
Selv til den lille Fugl paa Qvist
Med Hovedet under sin Vinge.
Til dem, som sove, seer han hen,
Han vugger Fuglenes Grene;
Og Den, som har slet ingen Ven,
Han lader ei sidde ene.
Det Barn, der synes mest forladt,
Gud Fader selv vil bevare:
Han sender i den stille Nat
Til Jorden sin Engleskare.
De sprede deres Vinger ud,
Naar alle Øine sig lukke.
Selv vaager hele Verdens Gud
Ved Skabningens store Vugge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
