Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bernhard Severin Ingemann.
Med Sned i mørke Mine
Den Sjølundsdrot bortgaaer:
Krigskonster, smaa og fine,
Den Konning ei forsmaaer.
Iløn han Speider sendte
Med Guld i Fjendehær,
Mens Valdemar kun brændte
Af Lyst til ærlig Færd.
Den unge Hertug grunder paa
De Ord, Kong Svend lod fälde:
»Vil her paa Ræveklør ban gaae —
Hvi maa jeg Drot ham kalde!
Hvi bandt mig dyre Lehusmands-Ed
Til ham, min Sjæl foragter!
Fast var det, naar jeg for ham stred,
Som tvang mig onde Magter.
Men Fyrsten, som jeg kæmper mod,
Med Høimodsblik mig blender —
Hvi randt min ædle Faders Blod
Dog for hans Faders Hænder!
Fast er det mig, hvergang jeg staaer
Mod Knud i Kampens Hede,
Som vilde Armen, naar den slaaer,
Til Favntag sig udbrede.
Men Sværdet brænder i min Haand:
Jeg elske maa og hade —
Jeg hevne maa min Faders Aand,
Kan ei den Kamp aflade.«
Til Borrevold, uglad i Sind,
Den unge Hertug ganger;
Paa tause Vink, til Borgen ind
Ham følger Arnold Sanger.
Med Valdemar den gamle Skjald
I Højenloft indtræder;
Ved Tærsklen i den nye Hal
Han standser mørk og kvæder:
»Paa Irland standed et Kongeslot;
I Verden var ei dets Lige:
Der dømte aldrig saa slet en Drot,
Som Tro og Lov vilde svige.
Om Themar Slot ganger Sagn om Land:
Paa hellig Grund var det bygget;
Men faldt der Dom af uretviis Månd,
Blev Borgens Grundvold oprykket.
Og der en Konning sin Fjende sveg
Og Ret til Uret omvendte,
Bråt Grunden under hans Throne veg,
Og Borgen sit Sted ei kjendte.
Sig Salen dreied. og Taarnets Top
Mod Himlen peged ei mere;
Sig nedad vendte hvad før stod op —
Der bygger ei Konger flere.«
Saa sang den gamle Arnold Skjald
Og dybe Stemme liæved:
Fast var det som den Konninghal
Paa nye Grundvold bæved.
Ung Valdemar paa Skjalden seer
Og Ilden i hans Øie:
»Saa mægtigt du ei sjunge meer!
Du sprænger Kongens Fløie.
Dit Eventyr jeg vel forstaaer:
Det Ord Kong Svend skal sande;
Dog, om end Borrevold forgaaer,
Gud lade Danmark stande!
Men ti med dine dunkle Ord
Om Tider, som skal komme!
Ei meer jeg stort paa Drømme troer
De bedste synes tomme.
Om Danmarks Lykke drømte jeg,
Men vaagned til dets Kvide,
Og mange Sjæle blev der ei,
Paa hvem jeg nu kan lide.
Lad falde Hvo ei kan bestaae
Og ærlig Seier vinde!
Men Tro og Love holdes maae,
Selv mod min Arvefjende.
Et Eventyr min Hu staaer til;
Paa det skal du mig følge!
Kong Knud i Kvel jeg gjeste vil
Hinside Aaens Bølge.
Nu ei som Fjende, ei som Ven,
Ukjendt, hans Gjest jeg være!
Men mødes vi paa Val igjen,
Det gjælder Liv og Ære.«
Saa taler Hertug Valdemar,
Og gamle Arnold nikker:
»Hvis Konning Svend din Fjende var
Du gjested ham ei sikker.
Med Knud den Spas du vove kan,
Selv om han Gjesten kjender:
Kong Knud er ingen ugild Månd;
Men han har falske Venner.
Vogt dig for visne Sorte-Plog,
I hvad du har isinde!
Den Haand, som Konning Erik slog,
Forraader Ven som Fjende.
Paa begge Skuldre bærer han
Sin Kappe, naar det gjælder;
Alt Svend sin Faders Banemand
Blandt kjøbte Venner tæller.«
Mørk Valdemar paa Skjalden seer:
»Saa veed du hvad jeg aned?
Hvor er nu Tro og Love meer?
Har Djævlen Vei os banet?
Hans Vei jeg gaaer til Seiren ei
Med Ræv og falske Slange —
Jeg kjender vel en bedre Vei,
Den vil jeg trøstig gange!«
8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
