Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Bernhard Severin Ingemann.
Bodsgjerning, der for denne Sags Skyld ved
et Pavebrev var bleven ham paalagt af
Erkebispen, idet han ved en dristig
Ridder-daad havde befriet ti christne Præster af
Fangenskabet hos de Vantroe. Ingen
glædede sig meer ved denne Efterretning, end
Kirstine af Rise; men hun fordulgte det
omhyggelig og lod som om hendes store
Glæde og Beundring kun gjaldt Kongens
Lykke og Seier.
Om Carl af Rise hed det, at han havde
reddet sin Vaabenmester Grev Alberts Liv
ved et uventet Baghold paa de polske
Grændser.
»Den raske, gode Dreng!« — udbrød
Rigmor med barnlig Aabenhjertighed og
klappede i Hænderne, da hun hørte det.
Hun huskede ikke Andet, end at de begge
vare Børn endnu; men Rigmor var nu næsten
en halvvoxen Pige, og havde Carl af Rise
hørt, hun havde kaldt ham Dreng, vilde
han have fortrydt storlig derpaa; thi han
var nu ligesaa høi som Ridder Otto og langt
stærkere, og han drømte ikke om Mindre,
end om at vinde Guldsporen paa dette
Felttog.
Det gik dog lettere med Dronningens
Nedkomst, end hun havde ventet, og der
blev stor Glæde paa Ribehus og over hele
Landet, da den Tidende hørtes, at den
fromme Dronning Dagmar havde skjenket
Kongen en Søn og Thronarving. Uagtet
nemlig Kronen ikke var arvelig, men Folket
havde Valgret, var den førstefødte
Kongesøn dog somoftest Den, det danske Folk
helst og- klogeligst valgte. I de samme
Dage havde ogsaa den stille, sørgmodige
Grevinde Ida født en Søn til Verden, og den
lykkelige Grev Claus , som var bleven
tilbage paa Ribehus, ilede selv med disse
glade Efterretninger til Kongen.
Dronning Dagmar græd af Glæde og
inderlig Hjertenslyst, da hun vuggede den
lille, lysøiede Prinds paa sine Arme; men
det var hende et stort Skaar i hendes
Moderglæde, at Valdemar ikke var tilstede
og kunde dele hendes Lykke, og at ikke
hendes Fader og Moder kunde see hvor
lyksalig hun var. Hun kyssede Barnet vel
tusinde Gange og takkede Gud for den
vidunderlige Gåve og for den usigelige Fryd,
som hun aldrig før havde drømt om kunde
være saa stor og overvættes. Hun saae
Barnet i de stille, blaa Øine, og det var
som hun saae sig selv ind i Sjælen, De
fine, gule Silkehaar vare ogsaa hendes ; men
hun saae dog i Barnet kun den seierrige
Valdemars Søn og bad kun om, at Drengen
maatte vorde god og from og blive Kongen
og Folket til Glæde og Velsignelse.
Dagmars Glæde over hendes lille
Valdemar, som hun allerede nævnede ham, var
saa stor, at den udtømte hendes Kræfter.
Følgerne af Skrækken hin Aften ved Aaen
og de sørgmodige Dødstanker, hin
ulykkelige Spaadom havde efterladt i hendes stille
Sind, holdt hende endnu paa Sygeleiet,
da hun modtog Kongens Brev, hvori han
høilig glædede sig til at see hende, som en
lykkelig Moder, og modtage sin Førstefødte
af hendes Arme.
Prindsesse Regitze, som havde
modtaget Kong Eriks Ægteskabstilbud, læste i
samme Stund med jævn Tilfredshed et Brev
fra sin Broder, hvori han meldte, hvad han
ogsaa havde tilskrevet Dronningen, at den
første Dag i næste Maaned, som ved Brevets
Modtagelse nu var nær forhaanden, agtede
han at holde en stor Seiersfest paa Ribehus,
hvorved han tillige vilde lade sin Søn døbe
og holde sin kjære Søsters Bryllup med
stor Hæder og Glands. Derom var der
ogsaa afsendt Bud og Brevskab til Kong
Erik i Sverig.
Dagen førend den store Festdag var
bestemt holdt Kong Valdemar med vaiende
Faner og klingende Spil sit Indtog paa
Ribehus under Folkets larmende Fryderaab.
Det glade, nysgjerrige Folk strømmede i
store Skarer ud og ind gjennem Ribe Porte,
for at see og hilse deres seierrige Konge
og for tillige at betragte den fremmede
Konges Indtog; thi der var sendt Kong
Erik en talrig Ridderskare imøde, og ban
kunde ventes hvert Øieblik.
Valdemar svang sig af sin Stridshingst
i Slotsgaarden og ilede, støvet og jernklædt,
som han var, op paa Slottet, hvor han
haabede at see den unge, blomstrende Moder
komme ham sjæleglad imøde med hans
Førstefødte. Men hans Glæde formindskedes
svarlig, da han nu hørte af sin Søster
Regitze, at Dronningen endnu ikke var
fuldkommen karsk og ikke maatte forlade
sit Sovekammer. Han traadte da ind til
hende i det dunkle Gemak og følte sig
strax besynderlig nedslagen midt i sin
kraftige Livsglæde og beklemt af den
indespærrede Luft, der kom ham imøde: det
sparsomme Lys viste ham ikke en sund,
blomstrende Moder, men en stille, bleg
Kvinde med et fint, spædt Barn i de bævende
Arme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
