Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93 Bernhard Severin Ingemann.
Dagmar laae paa en Løibænk med
Purpurtæpper; hun følte sig svag og
angreben ; men Glæden gav hende Kræfter.
Hun reiste sig og løftede Barnet mod
Valdemar med høi, stille Glæde, men tillige
med inderlig Vemod; thi hun saae hvilket
smerteligt Indtryk Synet af hendes Svaghed
gjorde paa Kongen. Der glindsede en
voldsom tilbagetrængt Taare i hans stolte
Øie; han udbredte heftig Armene mod Moder
og Barn med en overvældende Følelse af
Glæde og Smerte; men Dagmar bævede
frygtsom tilbage for hans Rustning, og Barnet
skreg. Valdemar lod hurtig sine
jern-pantsrede Arme synke og rakte Dagmar
sin Haand.
»Tilgiv min Ubetænksomhed!« — sagde
han — »jeg ventede ikke at gjensee dig
saaledes; jeg troede, du var karsk og glad,
og havde født mig en stærk og kjæk Søn.«
Med disse Ord kastede han Pantseret
hastig fra sig og satte sig nu roligere ved
Siden af Dronningen paa Løibænken. Men
Dagmar bøiedesit Hoved over Barnet og græd.
»Græd ikke, du fromme, velsignede
Dagmar!« — sagde nu Valdemar mild og
venlig — »græd ikke fordi jeg kommer
saaledes ind til dig, som en Stormløber!
— Tak, inderlig Tak for Gaven, du har
bragt mig og Danmark! har den kun ikke
kostet dig selv Sundhed og Tilfredshed!«
»Kjære, stærke Valdemar!« — svarede
Dagmar og klappede ham venlig paa
Haanden — »du finder mig som et stort Barn,
der frygter og græder for den mindste
Smaating. Jeg er ikke hjertesyg, men
savner kun Kræfter, og Klangen af dit
Harnisk var nok til at skræmme mig og
bringe mig i Graad. Men naar jeg nu kan
see dig hver Dag, saa skal du see hvor
karsk og glad jeg skal blive!«
»Min Fraværelse har dog ingen Deel
i din Svaghed?« — spurgte Valdemar —
»det gjaldt Folks og Rigers Vel, det gjaldt
Korsets Fred og Ære. Jeg har holdt mit
Ord: Herren gav Hedningerne i min Haand,
og du seer mig igjen som Seierherre!«
»Gud velsigne din Id og din Seier!«
— sagde Dagmar, — »gjaldt det Korsets
Fred og Ære, var min Længsel og mit Savn
kun en ringe Olferskjærv til den store
Fredens og Kjærlighedens Herre. Men tænk
nu ikke paa mig, kjæreste Herre og Konge !
tag nu Sønnen paa eders faderlige Arm
og giv ham eders Velsignelse! Nu græder
han ikke meer; see, nu smiler han rolig og
vilde gjerne række de smaa Arme imod
Eder, hvis han kunde.«
Kongen tog Barnet paa sin Arm og
betragtede det med blandet Glæde. »Gud
styrke og velsigne dig, min Søn!« — sagde
han bevæget — »du har din Moders fromme
Øine og faaer vist hendes deilige Haar;
men skal du engang bære Scepter og Krone,
maa du ikke frygte for mit Pantser. Vidste
jeg ikke, det var en Prinds, du havde
skjenket mig, fromme Dagmar !« — vedblev
han og lagde Barnet forsigtig tilbage i
Moderens Arme — »vilde jeg troe, det var
en lille, fin Prindsesse, hvis fromme Billede
engang kunde pryde Kirker og Klostere og
gjøre Skjalde og unge Fyrster til Gjække.«
Kong Eriks Ankomst kaldte nu Kongen
fra Moder og Søn og nødte ham til at
overvinde det forstemmende Indtryk,
Dronningens Svaghed og Synet af den
spær-lemmede Prinds havde gjort paa ham. Det
første Møde med hans kongelige Svoger
var ham ubehageligt; thi den svenske
Konges Frimodighed og kjække Væsen erindrede
Kongen om Slaget ved Lene og om at han
nu rakte den Månd Haanden, som Ven og
Svoger, der havde været Skyld i saa mange
tappre Danskes Fald. Det var første Gang
i Verden, Valdemar saae sig i den
Nødvendighed, at skulle modtage en Gjest, som
kunde rose sig af at have beholdt
Valpladsen og sjunget Te Deum, medens de
Danske sang Sørgesange. Men Valdemar
betvang denne Følelse af Uvillie og krænket
Stolthed og modtog sin kongelige Gjest og
Svoger med ridderlig Høflighed og
hædrende Opmærksomhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
