Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frans Michaël Franzén
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
Frans Michael Franzén.
ganske overseer; i Livet elskede han Blomster, Fugle og smaa Børn, og for
Blomsternes, Fuglenes og Børnenes Liv har han en Sands og et Hjerte som
Faa. Saadanne lyriske Smaastykker som dem i Digtkrandsen »Selma och
Fanny« eller i haus »Naturbilder« kunne kun fødes i et Sind med en næsten
apostolisk Blidhed, og netop et saadant Sind var ejendommeligt for Franzén.
Det hvilede over hele hans Væsen lige fra Barndommens første Dage til den
sene Oldingealder og laa som et mildt Skjær over hans fine Ansigt med de
fromme Øjne og det i Midten skilte Haar.
Medens i Franzéns idylliske Smaadigte Tankens Ynde iklædes en Form,
saa let og lys som en solbeskinnet Sommersky, slaae hans Kræfter ikke til,
hvor han vover sig til Løsningen af Opgaver, der ligge i andre af Poesiens
Omraader, og disse Arbejder indeholde kun for saa vidt noget Vellykket, som
der er idylliske Partier i dem. Dette er saaledes Tilfældet med det før nævnte
Digt »Emili«; dets Tegninger af Naturen og det huslige Liv ere fulde af Ynde,
men dets Hovedparti, en langt udspunden og trættende Samtale mellem to
Nygifte, er det besværligt at komme til Ende med. Langt bedre er det episke
Digt »Svante Sture«, en Slags Walter Scottsk Fortælling, men i metrisk Form;
utvivlsomt vilde baade dette Digt og det langtrukne Epos »Columbus« have
vundet ved en Fremstilling i Prosa, da Franzén, til Trods for sin mesterlige
Behandling af det lyriske Vers, synlig trættes og mattes under det episke Verses
Ensformighed. At hans Phantasi, der var saa forunderlig hjemme i den lyriske
Stemning, ikke havde Kraft og Plastik nok til at forme episke Characterer og
fremstille dem anskueligt, derom vidne baade disse Digte og det store ufuldendte
Nationalepos »Gustaf Adolf i Tyskland«, hvor dog enkelte Partier ere vellykkede.
Endnu mindre var Franzén Dramatiker, og hans uforholdsmæssig brede
Skuespil »Lappflickan i kungsträdgården« er et meget uheldigt Arbejde.
Derimod deler han med Wallin Æren som Sverigs ypperste
Psalme-digter og staaer som saadan omtrent i samme Forhold til denne som Ingemann
til Grundtvig, som en Johannes til en Paulus. Ogsaa i sine Prædikener har
han nedlagt Vidnesbyrd om sin fromme evangeliske Sjælsretning; han blev
nemlig kaldet til Præst i Kumla 1812, efter at han havde forladt sin
Fødepro-vinds, da Finland blev skilt fra Sverig. I dette Kald virkede han i tolv Aar;
han blev da forflyttet til Stockholm, en Omstændighed, der medførte lians
Udnævnelse til Secretair i Svenska Akademien, hvoraf han alt længe havde været
Medlem; som Secretair var det en af hans Forretninger at forfatte Mindeskrifter
over Akademiets afdøde Medlemmer, og en Række fortræffelige Levnetsskildringer
ere derved i Aarenes Løb flydte fra hans Pen.
1831 udnævntes Franzén til Biskop i Hernösands Stift. Med Undtagelse
af et Besøg i sit Fødeland, da han 1840 blev kronet til Jubeldoctor i
Helsingfors, opholdt han sig i sin Embedskreds til sin Død, der indtraf den 14 August
1847, efter at hans sidste Leveaar vare henrundne under tiltagende legemlig
Svaghed. Men indtil sine sidste Dage vedblev han at digte; ofte sad den
alderstegne Gubbe i sin Lænestol med bøjet Hoved og syntes at slumre; men da
havde han digtet en Sang, som man skyndte sig at opskrive. Det var nu næsten
mere end i hans Ungdom de kjære Blomster, der vakte hans Digteraand til
Virksomhed; ja, selv hans Afkræftelse blev et Emne for hans Digtning; da han
tilsidst ikke kunde falde i Søvn, naar ikke hans Datter vuggede ham i Slummer,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
