Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Ludvig Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
Johan Ludvig Heiberg. 116
Vaaren og Ereden.
Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker,
Vinteren, flyer:
Vaaren, bekrandset med himmelblaaeKlokker,
Livet fornyer.
Kampen var haard, men den Freden mon
bringe;
Seiren skal klinge,
Løftet paa Tonernes mægtige Vinge
Høit mod de purpurne Skyer.
Digteren, vakt af de første Violers
Yndige Blad,
Aabner sin Barm for de himmelske Straalers
Qvægende Bad,
Bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen,
Flagrer mod Himlen
Over Convallernes hilsende Stimlen,
Vinget, forynget og glad.
Ind under Bøgenes grønnende Kroner,
Salig i Aand,
Vandrer han hen over Skov-Anemoner,
Lyren i Haand.
Bogfinkens Qviddren hans Læber indvier;
Og naar den tier,
Hilser han Vaaren med Vaarmelodier,
Løsnet af Vinterens Baand.
Vinterens Sorger og Glæder nu dølger
Glemselens Flor.
Flora kun vinker ham nu, og han folger
Glad hendes Spor.
Vintren er flygtet og Striden herneden
Bort fra det Edén,
Hvor hendes Smaa om et Alter for Freden
Samles i duftende Chor.
Derfor om Vaaren og Freden hans Sange
Gjenlyde nu.
Fiendskab, hiin sorte, kun fostret i lange
Nætter med Gru,
Flye med den flygtende Vinter mod Polen!
Varmen af Solen
Udklækker Hjerternes Blomst med Violen,
Fred i vor Sang og vor Hu.
Nympher og Fauner ved Lyren han atter
Samler om den;
Hellige Taarer, begeistrede Latter
Vækker han end.
Satyren bringer ham vingede Pile,
Gyldne, der smile;
See, hvor de flyve, og naae, hvor de ile,
Himlen og Jorden igjen!
Saares der Nogen, da huske han, Striden
Blot er en Fest,
Smile ved Saaret, og drage fra Siden,
Sadle sin Hest!
Thi har vi Fred , kun i krigerske Leire
Bør vi den feire:
Stedse Turnering og festlige Seire
Freden forherliged bedst.
Du, som har Aarstiden vakt af sin Dvale,
Høit paa din Gang,
Hersker af Solen, og Drot af Castale,
Smiil til min Sang!
Nær i mit Hjerte den Flamme, du tænder!
Lær mine Hænder
Dobbelte- Greb i din Stræng, naar den sender
Pilens og Tonernes Klang!
Sange af „ElverM".
Jeg gik mig i Lunden en^sildig Sommerqveld,
Og tømte mig et Bæger af sprudlende Væld.
Men vogt dig, o min Pige, for Elverkongen
seer dig!
Den brusende Bølge sprang ud fra grønne
Høi;
Med Eet saa blev det stille, den flød uden
Støi.
Nu vogt dig, o min Pige, for Elverkongen
seer dig!
Da tonede Luften af Sang o g Strængespil,
Tre hvide Møer dandsed i Duggen dertil.
Nu vogt dig, o min Pige, for Elverkongen
seer dig!
Som Dunst over Engen saa flygtig til at see,
De Trende blev til Een og den Ene til Tre.
Nu vogt dig, o min Pige, for Elverkongen
seer dig!
Han selv stod i Midten af Hines lette Sving;
Da drog han af sin Finger en kostelig Ring.
Ja vogt dig, o min Pige, for Elverkongen
seer dig!
Jeg greb efter Ringen, men han greb om
min Haand,
De hvide Moer slynged omkring os et Baand.
Ja vogt dig, o min Pige, for Elverkongen
seer dig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
