Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Martin Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
130
Poul Martin Møller.
unge Hustrus Død, næsten bøjede den kraftige Mand til Jorden. I lang Tid
følte han sig ude af Stand til nogen aandelig Syssel, og kun langsomt rettede
han sig igjen. Sine Børn gav han tre Aar efter en anden Moder i en fortræffelig
Kvinde, der havde staaet hans afdøde Hustru nær; men kun et Aar forundtes
det ham at glædes ved den Erstatning, hans Smaa havde faaet for et Tab, som
han selv aldrig kunde forvinde. En Sygdom, der i hans sidste Leveaar var
tagen til i en betænkelig Grad, endte hans Liv den 13 Marts 1838, otte Dage
forinden han skulde fylde sit fireogfyrgetyvende Aar.
Desværre findes der ikke noget Portrait af Poul Møller, der gjengiver
hans legemlige Træk, saaledes som de tegnede sig i hans Ansigt med den høje,
hvælvede Pande, de blaae, levende Øjne, den krumme Næse og den fintdannede
Mund. Men i hans Skrifter møder os overalt det harmoniske Billede af en
kraftig, sund og dygtig Personlighed med skarp Tænkning, dyb Følelse og et
bredt, ægte dansk Lune.
Den Eenbenede.
Fy! skammer Jer dog, I uartige Drenge!
Og lader en eenbenet Stakkel i Ro!
Slet ingen af Eder kan vide, hvorlænge
Vor Herre vil lade ham løbe paa To.
Mig Himmelen ogsaa lod smage den Lykke,
At hoppe som I over Grøfter og Steen.
Ei stedse jeg saa haver hinket ved Krykke;
Ei stedse var dannet af Træ mit Been.
Da hvilte jeg med min Marie i Skoven,
Hist henne bag Bøgens skyggende Læ,
Mens Fuglene sang saa lifligt foroven;
Nu er mit Been af det samme Træ.
Ja der jeg hvilte med Pigen i Armen,
Bestraalet af Solens velsignede Lys.
O Blodet mig løber saa varmt i Barmen,
Ved Tanken om disse saa brændende Kys.
Men da nu Sangen i Lundene døde,
Og Bladet saa gult og forkrøllet faldt af,
Da svandt og min Kjærligheds Roser røde;
Naturen blev mig en gyselig Grav.
En Anden hvilte med Pigen i Armen,
Beskinnet af Praasens forbandede Lys.
Hu! Blodet mig brænder som Gløder i Barmen
Ved Tanken om dissse saa troløse Kys.
Saa blev jeg Soldat, med Bøssen paa Nakke
Fortvivlet paa Fjenden jeg slog og skjød.
O! hvor jeg min Gud dog nu vilde takke,
Om han mig da havde undt min Død!
Som Kegler Vennerne faldt ved min Side,
Men alle Kugler forbi mig gik,
Tilsidst jeg i Græsset maatte mig vride,
Jeg en Bajonet i Knæet fik.
Idag jeg mødte Maries Blikke,
Imens jeg lænet til Væggen stod.
Hun græd, endskjøndt hun kjendte mig ikke,
Ellers havde hun grædt det røde Blod.
Een Skilling hun gav mig, ogden jeg gjemmer;
Det Lønnen er for min Kjærlighed;
Og Synet af den mig saa underligt stemmer,
Jeg tænker saameget, saameget derved.
Fy! skammer Jer dog, I uartige Drenge!
Og lader en eenbenet Stakkel i Ro!
Slet ingen af Eder kan vide, hvorlænge
Vor Herre vil lade ham løbe paa To.
Den gamle Elsker.
Og naar jeg nu bliver en gammel Mand,
Og mit Skjæg er hvidt;
Naar Piben jeg holder med stumpede Tand,
Og hviler mig tidt;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
