Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Martin Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Poul Martin Møller.
131
Og naar jeg en lille Papacallot
Paa Hovedet har,
Og ikke kan læse Aviserne godt
Foruden Glar;
Og naar du nu sidder, en gammel Viv,
Og har glerut din Sang,
Og eier ei meer dit smalle Liv
Og din Jomfrugang;
Dit Hoved ligner en Bøg i Høst
Efter Regn og Blæst;
Du dølger et Liig af dit yndige Bryst
Med en sort Modest:
Da slumrer jeg engang sødelig ind
Og hliver saa blid,
Mens Fluerne surrer omkring min Kind
Ved Middagstid.
Da kommer en Drøm fra min Ungdomsvaar
Til min Lænestol,
Efter dig jeg en inderlig Længsel faaer,
Du Qvindernes Sol!
Da ta’er jeg min Stav, da ta’er jeg min
Hat,
Og vandrer min Vei;
Oin dit Huus jeg trælfer ved Dag eller Nat,
Det ændser jeg ei.
Jeg vandrer afsted, saa godt jeg kan
Med de vaklende Knæ,
Og drikker af Bækkens det klare Vand
Med min Ryg til et Træ.
Og naar du da strikker med dine Smaa
Ved det store Bord,
Med eet det banker pludselig paa,
Før du veed et Ord.
Da kommer en skikkelig gammel Person,
Hans Tinding er bar.
En underlig, sørgelig, lystig Patron,
To Roser han har. v
Den ene han sætter i dit Bryst,
Den anden i sit,
Og seer paa den aldrende Viv med Lyst,
Og hviler sig lidt.
O Lina! huldsalige Lina min!
(Saa raaber han ud),
Lad mig hvile her ved din fagre Ruin,
Før mit Lys gaaer ud.
Og hvor er din Barm saa rund og saa fuld?
Du Sølvergraae!
Du havde vel hundrede Krøller af Guld,
Nu har du saa faa.
Du var en Due saa melkehvid:
Jeg var en Ørn.
Vor Alvor tog den løbende Tid;
Nu er’ vi Børn.
Op lystig! flet os et Silkegarn!
Væk med Forstand !
Kom lystig i Haugen, du gamle Barn!
Med den lystige Månd.
To Skamler dem vil vi sætte os paa
Med barnlig Hu;
Og Sommerfugle, de røde, de blaae
Dem fange vi nu.
Som Svalen bygger en Rede fiin
Paa styrtede Muur,
Saa vil jeg nu her i det Skjønnes Ruin
Slaae op mit Skur.
Og naar de da visne de Roser to,
Saa visne vi med.
Vi ville da sove sammen i Ro,
I en evig Fred.
Öe vilde Jægere.
Gjennem Moser og raslende Siv vi gaae
Med Bøsser og vældige Støvler paa
I Maaneskin.
Vandhønen plumper med sorte Fjær
I det blommede, grøntbroderede Kjær
I Maaneskin.
Til Høire, til Venstre man hører Knald,
Og Vandet rødmer af Maagernes Fald
I Maaneskin.
Hector gi’er Hals i de ranke Rør,
Ei en Piet paa hans brogede Pels er tør
I Maaneskin.
Hisset synker vor gode Kammerat,
Ham sige vi da for evig god Nat
I Maaneskin.
Rammer den svigtende Flint en Ven,
Man siger Farvel! og jager igjen
I Maaneskin.
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
