Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Martin Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137 Poul Martin Møller.
Men min Gud, udbrød jeg, hvorledes
er det tænkeligt, at du ei paa en eneste
af de 365 Dage fik det Heltemod, til Trods
for alle Hindringer at gjøre det herkuliske
Tog!
Saaledes, svarede han, taler bestandig
du og Enhver, der har det Held, at kunne
handle uden at tænke over sit Liv. Naar
jeg havde kunnet indsee nogen tilstrækkelig
Grund til at Reisen snarere skulde skee
paa een Dag end paa en anden, da vilde
den have gaaet for sig. Men Ulykken
bestaaer egenlig deri, at jeg altfor tydelig
indseer den Sandhed, at enhver Gjerning
uden stor Skade kan opsættes en Dag.
Men deri tager du just feil, Fætter,
gav jeg til Svar; ingen Ting’ i Verden,
som kan udføres idag, bør udsættes til
imorgen.
Nægter du mig det, tog han atter
Ordet, da maa du nødvendig indrømme mig,
at den muligviis ligesaa godt kan udføres
et Minut eller et Secund senere; og denne
forbistrede Mulighed varer ved, saalænge
man drager Aande. Ingen kan bevise mig,
at en Opsættelse, der varer en Secund eller
Terts, skulde have fordærvelige Følger, og
fordi Ingen kan bevise mig det, derfor gaaer
mit Liv reent i Staa. Min uendelige
Grandsken derover gjør, at jeg Intet udretter.
Fremdeles kommer jeg til at tænke paa
mine Tanker derover, ja jeg tænker over,
at jeg tænker derover, og deler mig selv
i en uendelig tilbageskridende Rad af Jeg’er,
der betragte hinanden. Jeg veed ikke,
hvilket Jeg der skal standses ved som det
egentlige, og i det Øieblik jeg standser ved
eet, er det jo igjen et Jeg, der standser
derved. Jeg bliver ør og betaget af
Svimmelhed, som om jeg stirrede ned i en bundløs
Afgrund, og Tænkningen ender med, at
jeg-føler en rædsom Hovedpine.
Kjære Fætter, sagde jeg rolig, med
slige Grublerier vil du pine dig ligesaa
forgjeves, som om du endevendte din
Goliaths-krop, og forsøgte at spadsere paa Hovedet
med dine lange Been i Veiret. Jeg kan
slet ikke staae dig bi med at sortere dine
mange Jeg’er. Det ligger aldeles uden
for min Virkekreds, og jeg maatte enten
være eller blive ligesaa gal som du, hvis
jeg indlod mig i dine overmenneskelige
Drømmerier. Min Viis er at holde mig til
de haandgribelige Ting og vandre paa
Forstandens brede Landevei; derfor komme
mine Jeg’er aldrig i Ulave. Forresten seer
jeg nok, at Forseelsen er min. Jeg burde
have ført dig lige til Maalet, aabnet
Ju-stitsraadindens Døre, og stødt dig ind i
Stuen saaledes, at du havde seet dig
nødsaget til at gribe det første det bedste Jeg,
for at byde Fruen og hendes gode Familie
god Dag. Men siig mig nu, hvad du har
taget dig for her i et udslaget Aar?
Jeg har, sagde han, samlet Materialier
til mit store Værk over Menneskets
physiske og intellectuelle Natur.
Au, svarede jeg, tænker du paa det
endnu? For 10 Aar siden havde du den
samme fixe Idee. Det maa blive ret et
grundigt Stykke Arbeid. Jeg troede, du
studerede Mineralogie, siden jeg saae den
store Mængde Stene her paa dit Gulv.
De findes her alene for Værkets Skyld,
sagde han. Jeg har bemærket, at Tankerne
glide bedst fra Pennen, naar man besidder
aldeles hensigtsmæssige Skriveredskaber.
For at faae gode Penne, maa man have
gode Knive, og for at skjærpe dem, maa
man besidde ret udsøgte Slibestene.
Derfor har jeg, inden jeg gik videre,
forskrevet adskillige Steenarter, og rigtig nok,
som du seer, maattet trænge temmelig dybt
ind i Mineralogien som et forberedende
Studium.
Herpaa gav jeg til Svar: Dette synes
at være ret en grundig Fremgangsmaade,
naar du hertil føier et flittigt Studium af
Ornithologien, for at løse den Opgave, hvilke
Fugles Fjær der yde de bedste Penneposer,
og tillige opoffrer nogle Aar til Pædagogiken,
for at udfinde, hvorledes en Dreng bedst
opdrages, for engang i Tiden at blive en
dygtig og retsindig Knivsmed.
Egentlig talt var det slet ikke for vidt
drevet, sagde han. Du spotter, fordi du
ikke forstaaer mig. Disse Forsøg paa at
lette den aandelige Virksomhed ved
Materiens Beqvemhed afgive jo tillige Bidrag
til Værket selv, ligesom ogsaa
Betragtningen over, hvorledes jeg bragtes til
Undersøgelsen, udgjør et nyt Capitel.
Fremdeles —
Ja, stop nu, Fætter, afbrød jeg ham,
ellers løbe vore Tanker atter Surr, ligesom
da vi kom i Vilderede med vore Jeg’er.
Man bør ikke roe saa langt ud, at man
taber Landet af Sigte.
For at rede mig selv og min Fætter
ud af det filtrede Hjernespind, hvori han
gjerne saaledes indvikler os, at jeg med
min jydske Forstand tilsidst veed hverken
ud eller ind, gav jeg mig til at undersøge,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
