Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Hviid Bredahl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
Christian Hviid Bredahl.
frit oversatte af det Kyhlamske ved C. Bredahl, Kyhlamnensis Musæ Famulus
vilis et immeritus.«
Da Bredahl begyndte dette sit Hovedværk, levede han langt fra
Hovedstaden. Fra Morgen til Aften, ja stundom Natten med, strejfede han om i
Mark og Skov med Bøssen i Haanden, og paa disse vidtløftige Vandringer under
aaben Himmel var det, at de Tanker formede sig i hans Hoved, som han poetisk
har gjengivet i sine dramatiske Optrin fra det vidundrelige Kejserdømme i Maanen;
det er ogsaa meget betegnende, at en Uretfærdighed, som han blev Vidne til,
og som oprørte hans Sind — en Skovfoged, der skjød paa en gammel Kone,
fordi hun sankede Brænde i Skoven — var den ydre Anledning til, at han tog
fat paa Udarbejdelsen af disse Scener, i hvilke ban med Indignationens Styrke
svinger sin Svøbe over alt det Usle og Elendige i Mennesket og Samfundslivet;
han stævner alle de menneskelige Laster og Misbrug ind for sin Domstol og
udtaler i tordnende Pathos eller med ætsende Satire sin Foragt for det Låve og
Slette, for Raaheden og Hykleriet, Hovmodet og Trællesindet. En Tankeretning,
der er i Slægt med den, som lod Schiller skrive »die Räuber«, og en
Sprogtone, der baade i sin malmfulde Alvor og i sin djærve Komik er af samme Rod
som den Shakspearske, betegner den mærkelige Cyclus af Digtninge, som Bredahl
i Løbet af fjorten Aar lod udgaae under den fælles Titel »Dramatiske Scener«.
Titelen angiver disse Poesiers Form; thi uagtet alle de sex Dele staae i en vis
Berøring med hverandre, er dog hverken hele Rækken nogen organisk Enhed
eller de enkelte Afsnit saa sikkert componerede i dramatisk Henseende, at man
kan kalde dem andet end »Scener«, mægtige Brudstykker, der virke enkeltvis
ved deres storladne Former, men som ikke i deres indbyrdes Forbindelse føre
en saadan strengt afsluttet Handling eller levende Characterudvikling frem for
Beskueren, som er en af Grundbetingelserne for Dramaet.
Bredahls «Dramatiske Scener« gjorde ikke noget stort Indtryk paa hans
Samtid, ja gik næsten uændsede forbi, fordi denne Samtid vilde høre langt
blødere Strenge klinge end de Bjørnesener, der vare spændte paa Bredahls Harpe.
Hans oekonomiske Stilling, der ved flere tilstødende Uheld var bleven temmelig
daarlig, forbedredes derfor ikke ved hans Digtervirksomhed, og det kom i Aarenes
Løb saa vidt med hans Armod, at han anonymt maatte anraabe sine Medborgeres
Velgjørenhed. Bredahl havde giftet sig med sin afdøde Broders Enke og levede
med hende og en Søster i en lille Bondegaard i Nærheden af Sorø; han drev
selv sin Jord, pløjede, saaede og tærskede, sparede ikke sine gode Kræfter,
men kunde dog ikke slide saa meget sammen, at han kunde leve fri for
Næringssorger. Saadanne Omstændigheder ere ikke gunstige for den digteriske
Production, og dog var det just i disse Aar, at Bredahl skrev sine »Dramatiske Scener»
og nogle polemiske Skrifter, rettede dels imod det Mystiske hos Oehlenschläger
og Ingemann, dels mod Formpoesien hos Hertz. Medens han gik langsomt bag
Ploven eller flyttede Kvæget paa Engen, arbejdede de poetiske Tanker i hans
Hoved, og de store Syner svævede forbi hans indre Øjne; naar han kom hjem
i sin fattige Bondestue, fængslede han dem til Papiret.
Bredahl levede i sin landlige Hytte, indtil han som en krumbøjet, næsten
firsindstyveaarig Olding endte sine Dage, der i Slutningen af hans Liv vare rige
paa legemlige Lidelser, den 16 Januar 1860.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
