- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
154

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Hviid Bredahl

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

154

Christian Hviid Bredahl.

(Skov. Ved Roden af et Træ sidder Ynglingen Murmoll
tankefuld; ved ham ligger en Fløite.)

Murmoll.
Det er forbi! O, hvi saa elskelig
Og — ak! saa brødløs, Kunst? — Farvel,

I Drømme!
Tag denne Taare, Tid, paa Sorger rig,
Og rul den bort i dine røde Strømme!
Det er forbi! — Omslyng mig med din Arm,
Dødsvangre Krig! aabn mig din Troldomsgrube!
Og, under Buldret af din Tordenstrube,
Jeg trøstig gaaer i Kamp og Vaabenlarm.

(reiser sig.)

Jord val d,

Keiser Glomers forviste Hofnar,
(kommer som Olding, med et langt, hvidt Skjæg.)

Guds Fred! Mig lokker hid dit Fløitespil;
Til sligt mit gamle Øre gjerne lytter.
Blæs atter Liv i Fløiten, vakkre Landsmand !
Murmoll.

Liv? Jeg vil blæse dig- en Dødningdands.

(blæser.)

Jord väld.

Nu, liflig blæser du. Men hvi saa eensom
I denne Trængselstid? Hvad er din Dont?

Murmoll.
Min Dont var hidtil fredelige Sysler;
Jeg aad og drak og sov — dog alt til Maade;
Foer om paa Fjeldene, i Skove, Dale,
Og blæste dem et Stykke. Alt imellem
Jeg digtede en Sang saa godt jeg kunde,
Og sang den for et venligt Øre. Stundom
Jeg bladed’ om i nye og gamle Boger;
Beholdt, hvad godt var, i Hukommelsen;
Det Maadelige stræbte jeg at glemme;
Det Slette lod jeg urørt staae i Hylden.
Naar Overflod paa noget Godt jeg havde,
Jeg sørged’ for min egen Tarv og Andres.
End skjøtter jeg mig selv og frygter Gud,
Men følger ikke altid Landeveien.

Jord väld.
Og fik du Suul til Brødet?

Murmoll.

Nei. End du?

Jord väld.
Jeg rørte ved en mægtig Herres Byld
Og de saa kaldte »Stores« Øiestene;
Jeg kaldte Narren Nar og Tyven Tyv,
Hvad enten nu han gik i Fløil og Purpur,
Hvad heller dækked det indskrumpne Legem
Med usle Pjalter —

Murmoll.

Nu, saa veed jeg Resten.
Jord väld.
Hvad veed saa du?

Murmoll.

At Lykkens Baad er læk;
At du med Ære bærer sølvgraat Haar;
(Kun hører Skjægget ei din Hage til.)

At fordums Venner vendte Jordvald Ryggen,
Til Landflugt dømt af Gl o mer, Kyhlams

Keiser. . . .

Jordvald.
Hvad Nyt har Rygtet nu at haste med?
Hvor staaer det til i Keiserstaden,Landsmand?

Murmoll.
Der gjærer Alt til Oprør, siger Rygtet.
Nød driver Nøgenhed fra skumle Vraa
Og Rædsel Rigmænd fra de gyldne Sale.
Til vort Fordærv har Fienden, som os gjester,
Hidsendt en Mængde gyldne Blæsebælge,
Som skal til Ilden puste, vil man vide.

Jordvald.
Der kunde Fienden mulig spart sit Guld.
Murmoll.

Er blandt os selv saameget Tønder, troer du?

Jordvald.
Min Tro er ligefrem: at ublu Aager,
Rovsyge, fuul, og skamløst Underslæb;
Lovtrækkerier under Retfærds Maske;
Andægtig Hyrdes Høkren med sin Hjord
Og Jødevrimmelens med Landets Penge;
Velnæret Ladhed, mæsket Dovenskab
I Overdaads og Vellysts dybe Sole;
Spidsfindighed i gaadefulde Love,
Der knytter Knuder, Dommersværd maa løse;
DulgtNag og Had, som logre lumskmed Halen,
For desto bedre Rovet at skambide;
Ukrigersk, lav Selvkjærlighed, som larmer,
I Fredens Ly, med Hjelme, Pantserplader,
Og, svulmet op af Hovmod, kaster haanlig
Staalhandsken til sin Broder, Ærens Søn;
Drømt Viisdoms Dunst, som vidt sig folder ud
I hjerneløst og usælt Eventyr;
Tomt Gøgleri, en Sværm af kaade Muser
— Goldammer — smugle ind paa Bræderne;
Flau Glimresyge; Høihedsnykker; Syslen
Med Døgnets Tant; cholerisk Frihedssvimmel,
Som, lovløs, styrter Frihed ned i Trældom;
Ulvagtig Fromhed, klæd i Faareskind,
Vel garvet af skinhellig Skarnbasyngel,
Som gyder Mistro ind i Magtens Øre
Mod dem, der ei vil troe paa Gøglerier,
Og stræber ivrig, med fanatisk Peststof,
At smitte Troens ætherrene Væsen,
Og brøler Mord og Korstog, for at reise
Rettroenhedens blodige Trophæ
Paa Liget af Oplysning og Fornuft; —
Sligt Tønder vel (og meer, som jeg fortier)
Kan (troe mig, Landsmand!) Velstands Væld

udtørre,

Vindskibelig Arbeidsomhed bestjæle,
Dens dyrebare Marv og Blod udsuge,
Dens Kraft nedknuge under Byrders Vægt;
Forvandle Mod til Mismod; virksom Tro

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0186.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free