Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Carsten Hauch.
165
sluttede sig som dem, der fornemmelig udøvede en stærk Indflydelse paa ham.
Ogsaa ined æsthetisk Forskning gav Hauch sig af, men navnlig er hans
Tilslutning til den Schellingske Naturphilosophi Særkjendet for denne Del af
hans Ungdom.
Enkelte Digte fra denne Tid lod Hauch trykke i Tidsskrifter; under de
litteraire Stridigheder mellem Baggesens og Oehlenschlägers Tilhængere hørte
Hauch, som naturligt var, til disse sidste og tog med stor Varme og Frejdighed
Del i Angrebene paa Baggesen. Et Par større Arbejder fra denne Tid er det
polemiske Digt «Contrasterne» og det lyriske Drama »Rosaura;« men ikke længe
efter deres Udgivelse bleve deres Svagheder ham indlysende, og mismodig over
sin formentlige Mangel paa Digterevne forlod han med en Resignation, hvorpaa
der kun altfor sjeldent gives Exempel, den poetiske Production for med Iver at
kaste sig over Naturvidenskaberne. Han tog 1820 Magisterconferensen og
disputerede det følgende Aar for Doctorgraden, hvorefter han med offenlig
Understøttelse tiltraadte en længere Udenlandsrejse.
I Paris opholdt han sig et Aar og rejste derfra over Sydfrankrig til
Nizza. Her blev hans ene Fod angrebet af en Sygdom, som blev baade lang og
smertefuld og sluttelig først hævedes ved en Amputation. I denne sørgelige Tid,
da han skilt fra Slægt og Venner laa syg i det fremmede Land og ikke kunde
sysselsætte sin Aand med det sædvanlige videnskabelige Arbejde, blev Poesien
hans Trøst. Medens han sund og kraftig bevægede sig i Hjemmet og i
Vennernes Kreds, havde Musen svigtet ham; nu kom den til ham med Lægedom for
Smerterne, sad som en trofast Veninde ved hans Leje og malede sine
phan-tastiske Billeder for hans Blik, saa at han glemte Virkelighedens tunge Tryk.
Midt under Sygdommen skrev han i Syditalien det romantiske Eventyr
»Hama-dryaden« og Sørgespillet »Bajazet;« i Rom inspirerede Minderne om Oldtiden og
Middelalderen ham til Dramaerne »Tiberius« og »Gregorius den Syvende.«
Med disse Digterværker begynder egenlig Hauchs poetiske Løbebane;
det maa siges om dem, at »Hamadryaden« til Trods for det Ufuldkomne i
Tankens Gjennemførelse dog er udsprunget af et poetisk Syn og er rig paa skjønne
Enkeltheder, og at saa vel »Bajazet« som »Tiberius,« uagtet de mere gjøre
Indtrykket af Studier end af fuldendte Konstværker og navnlig ikke egne sig til
scenisk Fremstilling, dog udfolde en Række interessante Characterbilleder, medens
de have deres Rod i en ethisk Grundbetragtning og udtale sig gjennem en Pathos,
der røber den ægte Tragiker. Dog havde Digteren mere Øje for deres Fejl end
for deres Fortrin og havde næsten fattet den Beslutning at bryde fuldstændig
med Poesien for at tage blivende Ophold i Italien som Naturforsker, da hans
Venner i Hjemmet bevægede ham til at opgive dette Forsæt og vende tilbage til
Fædrelandet. Efter sex Aars Forløb gjensaae han Danmark og blev strax ansat
som Lector i Naturvidenskaberne ved Sorø Akademi.
Hjemme havde imidlertid Heiberg ved Indførelsen af Vaudevillen givet
Smagen en Retning, som Hauch ifølge sin Natur maatte blive fremmed for, ja
endog stødes tilbage af, da den gjennem den »Flyvende Post« kom til Udtalelse
i Form af Kritik og søgte at fastsætte en ny og rigtigere Bedømmelse af
Oehlenschläger. Hauch blev indigneret over denne Formastelse og vendte sig med al
sin redelige Naturs Varme mod Heiberg; men de Vaaben, hvormed denne Strid
blev ført, vare uvante for Hauch, og medens hans egen Satire kun vidnede om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
