- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
170

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

170

Johannes Carsten Hauch. 170

med paa Dampskibet, og Fulton beredte sig
nu til at gaae. Abigail med hendes Born
fulgte ham udenfor, og de bleve længe
staaende for at see efter ham. «Jeg er den,
der bestandig maa blive tilbage,« sagde
Abigail tilsidst, da hun ikke længere kunde
see ham; »hans Vei fører ham bestandig
ud i det Fjerne langt bort fra mig.«

Man har et Brev fra Fulton , der er
skrevet enten i disse Dage eller kort derefter.
I dette Brev fortæller han blandt Andet, at
han undertiden paa Veien til Byggepladsen
pleiede at standse imellem Tilskuerne, naar
han vidste, at disse ikke kjendte ham. «Jeg
hørte da aldrig noget opmuntrende Ord,«
skriver han, »ja neppe engang et Ønske
for, at min Plan maatte lykkes; kun Spot
og Haan og taabelige Vittigheder, hvori
man stræbte at gjøre sig lystig over mit
Forehavende.«

Paa denne Dag aabenbarede den
almindelige Modstemning mod Fulton sig endnu
stærkere end sædvanlig, og fra alle Sider
hørte man spottende Udtalelser. Forskjellige
grovttegnede Carricaturer vare desuden
ophængte i Papirhandlernes og
Billedkræm-mernes Vinduer. Paa et Sted var han
saaledes fremstillet ombord paa sit Skib i
nedbøiet Stilling, pustende til Ilden under
en Dampkjedel; »men,» stod der nedenunder,
»det hjælperikke, Skibet rører sig ikke af
Pletten.« Paa en anden Tegning saae man
en stor Fisk, der var kommen ind imellem
Vandhjulene paa Dampskibet, hvorved disse
sønderbrødes. Paa et tredie Billede saaes
det hele Dampskib splittet ad og sprængt
i Luften, medens Fulton selv med vildt
op-reiste Haar, og med fordreiede Træk, syntes
at omhvirvles ved Siden af sine Hjul imellem
Skyerne. Lignende Vrængbilleder bleve ogsaa
falbudte mellem Tilskuerne af omløbende
Drenge, og et Par af disse henvendte sig
endog til Fulton selv, da han gik ned til
Skibet, og spurgte ham, om han ikke vilde
kjøbe noget af deres Billedkram.

»Det giver dog den sunde Forstand,
Nabo,« sagde en gammel Indvaaner af
Newyork til en anden, »at Sligt er umuligt.
Vi koge jo hver Dag ved Hjelp af Røg og
Damp, men de ere ikke engang capable til
at rokke en Theemaskine eller en Jerngryde
fra deres Pladser, hvordan skulde de da kunne
drive et Skib frem lige imod Vind og Strøm!«
— ->Ja, jeg vilde ligesaa godt paatage mig
at drive et Skib frem ved Røgen af min
Tobakspibe,« sagde den anden, »det falder
jo af sig selv, at Ingen kan seile med den

bare Damp, der jo i Grunden ikke er andet
end Dunst og Luft, det har jeg hørt af en
lærd Månd.» — »Ja,« svarede en tredie,
»men det er da nok ogsaa kun Luft, der
fylder Seilene paa de sædvanlige Skibe;
desuden har jeg ogsaa hørt af en lærd Månd,
at det egentlig er et Slags Luft, der driver
en Kanonkugle frem.« — »Der har I ladet
Jer Noget binde paa Ærmet, Nabo.« sagde
den første, »for en Kanonkugle farer jo
afsted ved Hjelp af Krudet, det veed ethvert
Barn, og den, der fandt Krudet op, for ham
tager jeg min Hat af, for han var en stor
Månd; men denne Robert Fulton er jo ikke
Andet end en Nar og et gält Menneske.« —
«Ja, det er endelig sandt nok, og derom
vil jeg ikke disputere,« svarede den tredie.

— »Kom her, Dreng!« raabte den første,
»lad os faae et af Dine Billeder! der er
mere Forstand deri end i alle
Regjerings-mændenes Pander, for ellers vilde de aldrig
have ladet sig tage ved Næsen af en saadan
Vindmager som denne Fulton, der ovenikjøbet
har en Skrue løs.«

»Selv om noget Sligt kunde gaae,«
sagde en Haandværkssvend til sin Kammerat,
»saa vilde det jo dog være en skammelig
Ting, for man skal aldrig begynde paa Noget,
der sætter Folk ud af deres Næringsvei; for
lad nu saa være, at vi kom til at seile uden
Seil, hvad skulde da Seilmagerne begynde
paa? Det vilde jo være at ruinere skikkelige
Folk, der skal føde Kone og Børn med deres
Arbeide, og der aldrig har gjort den Slyngel,
den Robert Fulton, det Mindste imod.« —
»Ja, var jeg saasandt Seilmager, da skulde
det svie til hans Ribbeen,» svarede den anden,

— «Skulde han sætte det igjennem,« sagde
en gammel Irlænder, »da maatte det være
ved Djævelens Hjelp, for Djævelen er bedst
vant til at omgaaes med Røg og Damp, og
han er ogsaa den, der bedst forstaaer at
seile mod Veir og Vind.«

»See, der komme de med Synderen!«
raabte En, da Fulton nærmede sig med sine
Venner,— »Ja, ja, der er en forskrækkelig
Mængde Mennesker,» sagde den gamle
Irlænder, »det er præcis ligesom hjemme hos
os i Limerick, naar En skal kagpidskes eller
henrettes,»

»Ak, hvor han seer bleg ud, den
Stakkel!« sagde en ung Pige, der stod noget
længere borte. — »Ja, og han er dog ellers
ganske smuk at see til,« sagde en anden.

— »Og han har et klogt Ansigt,« vedblev
den første, »hvem skulde troe, man kunde
see saaledes ud, naar man er forstyrret

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0206.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free