Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
Johannes Carsten Hauch. 174
Yi leged den deiligste Vinterleg
Ved Nat og Stjerneglands,
Mens Solen gjemte sin Isse bleg
Bag Fjeldenes hvide Krands.
Og Stormen fløi over Bondens Tag
Med Støi og susende Larm,
Men Vaaren var i mit Hjertes Slag,
Jeg agted ei Vindens Harm.
Den forgangne Tid.
»Vilde forfra Du begynde Dit forsvundne
Liv igjen
»Med dets Fryd og lange Smerte?« saa Du
spørger mig, min Ven,
»Med dets Kamp og vilde Stræben, med dets
korte Ungdomsleg,
»Med dets lette Regnbufarver, der med Pragt
i Skyen steg,
»Med den Tid, da Hjertet banked i sin
første Elskovsdrøm,
»Før din unge Kraft blev kuet i den tunge
Modgangsstrøm,
«Med de Skuffelser og Syner, der som Taager
svandt i Luft;
»Med de lyse Morgendrømme, med den milde
Rosenduft,
»Dengang Sommerfuglestøvet laante Dine
Vinger Glands,
»Da din Tinding end var smykket med den
friske Foraarskrands?»
— Aldrig vilde jeg begynde mit forgangne
Liv igjen,
Med dets korte Morgendrømme, der i Sky
blev veiret hen,
Med dets lyse Regnbufarver, der kun var et
løiet Skin,
Med dets Skuffelser og Syner, der svandt
hen som letten Vind,
Med dets tunge bittre Kampe, Somrens Arbeid,
Høstens Slud,
Dengang alle Haabets Stjerner syntes slukt
i Taager ud.
Men at jeg har Livet levet fra dets Foraar
til dets Høst,
Lært dets Glæder at vurdere, at forstaae
dets Sorg og Lyst,
Og at finde midt i Stormen i mit eget Hjerte
Fred,
Derfor takker jeg den Gud, der sendte mig
i Støvet ned.
Bekiendelse.
Lykkelig den Sanger,
Som Vaaren skienker
En Krands af Violer,
Giennemflettet med Crocus,
Med Anemonens flygtige Blomst,
Og den blaa Hyacint,
Hvis Lokker glindser i Duggen.
End lykkeligere den,
Om hvis Harpe Sommeren slynger et Net
Af blussende Roser,
Fremavlet af den seirende Phoebus
Og den østlige Sky,
Der rødmer ved at see ham,
Liig den frygtsomme Jomfru,
Der aner sin Brudgoms Nærhed.
Men jeg blev henviist
Til den dunkle Egn
I Skyggen af den sildige Host,
Hvor jeg lytted til Jordens Stemme,
Naar den sukker ved Midnat
Over sine visnede Børn,
Og fylder Siælen med Veemod,
Medens Stiernerne blinker i Vinden.
Derfor vendte sig Mange bort fra min Sang,
Som fra Vinterstormen og Høstens Blæst;
Og ikke har Folket
I tætte Klynger
Lyttet til min Harpe,
Der aldrig bekrandstes af Blomster.
Har jeg fremlokket Taarer i Nogens Øie,
Eller bragt hans Barm til at svulme.
Eller lært ham fra det visnede Jordliv
At hæve Blikket mod Himlen,
Lidet hørte jeg derom.
Thi sielden har et Haandtryk,
Et venligt Blik,
End sieldnere en smeltet Menneskesiæl
Betalt mig for min Sang.
Et dog trøster mig:
Den ydre Glands har mig aldrig bedaaret;
Aldrig har Smiger lokket en Tone frem
Paa min Læbe.
Heller jeg taug — langt heller —
End jeg hæved min Røst,
Naar ei i min Siæls Dyb Sangen fødtes,
Og gierne kiøbte jeg min Musas Frihed
Med Verdens Glimmer;
Med dette Adelsbrev vil jeg smykke min
Harpe,
Som ingen Blomster bekrandse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
