Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Jonas Ludvig Almqvist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Jonas Ludvig Almqvist.
185
Sin vidunderlig rige, men utøjlede Phantasis Skikkelser førte han frem
for Læseverdenen i en Cyclus Digtninge, der udkom under det fælles Navn
»Törnrosens bok«, en Suite, der omfatter en Mængde enkelte Bind og endnu flere
enkelte Digtningö i alle mulige Genrer, saa vel lyriske og episke som dramatiske,
ja endog musikalske Arbejder, alle sammenfattede under Rammen af en
Familiekreds , hvis Aftener tilbringes ved Fortælling og Oplæsning.
Det er kun faa af disse Poesier, man kan nægte sin Anerkjendelse,
hvad enten man seer hen til Opfindsomheden, hvormed Stoffet er opfundet, eller
til Formen, hvorunder det optræder, og dog ere begge Dele saa bizarre, at
man studser ved det. Hvad Formen angaaer, da følger Almqvist kun sin egen
Vilkaarlighed som Lov; han vælger til Dramaet lyriske Versformer, afbryder
den episke Fortællen ved dramatiske Dialoger og hylder ogsaa i denne Side af
sit Forfatterskab den Sætning, han har vedkjendt sig som sin Grundsætning:
»Saaledes maler jeg, thi saaledes morer det mig at male.«
Værre er det, at denne Grundsætning leder ikke blot Formen, men
ogsaa Tanken i Almqvists Digtning. Lige som han med et Ryk vilde rive sig
ud af Sammenhængen med det borgerlige Liv og paa egen Haand grundlægge
et nyt paa andre Love, saaledes vil ban ogsaa fra Grunden af selv construere
de moralske Begreber ud af sin egen Tankes Opfattelse og vrager enhver
traditionel Betragtningsmaade. Men da hans egen Personlighed ikke havde nogen
stærk Rod i det Ethiske, saa ender denne hans Skepticisme med, at lian i sin
Tvivlen og Forkasten forvirrer endog de simpleste moralske Begreber for sig selv
og tillige søger at forvirre dem for Andre ved at bygge sine Skrifter over de
Resultater, han er naaet til. Det vigtigste af disse Resultater er Overbevisningen
om den enkelte Personligheds Berettigelse til at hævde sig selv uden Hensyn til
Samfundets Fordringer, en Overbevisning, som han klarest og fyndigst har
udtalt i Novellen »Det går an«, hvor Ægteskabet maa vige Pladsen for den frie
Forbindelse mellem Månd og Kvinde i saa lang Tid, som de ere enige om at
ville leve sammen.
Det »morede« Almqvist lige saa meget at fremstille denne sin
Tankegang i sit mesterlige Sprog som at anstille andre bizarre Experimenter ved
Opfindelsen af Emner, hvor hans rige Phantasi kunde lægge sig for Dagen. Hans
bekjendteste Værker frembyde Exempler herpaa. I »Drottningens juvelsmycke«
frembringer han den piqvante Virkning ved at stille en ung, ren og uskyldig,
med Verden ganske ubekjendt elskværdig Hedningepige hen midt i Gustaf den
Tredies fordærvede Hofliv. I »Ramido Marinesco« er det en Søn af Don Juan,
der drager ud i Verden og vinder fire Kvinders Kjærlighed, som alle vise sig
at være — hans Faders Døtre. I »Colombine« bliver en falden Kvinde ren
gjennem sin Kjærlighed til en ung Månd, medens omvendt i »Signora Luna« en
Helgen udvikler sig nedad til at blive Menneske. I »Isidorus af Tadmor« og
»Marjam« polemiseres der mod Christendommens Undertrykkelse af det materielle
Liv, og Apostlenes Inspiration fremstilles som overspændt Vanvid.
Tendensen i disse sidste Skrifter havde allerede vakt en Opposition mod
Almqvist, der brød frem, efter at han i »Det går an« havde udtalt sin Dom
over Samfundets Betragtningsmaade med Hensyn til Ægteskabet. En livlig
litterair Strid udspandt sig paa samme Tid, som hans geistlige Foresatte
opfordrede ham til at. klare sit Standpunct. Almqvist forsvarede sig med en
15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
