Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
Henrik Arnold Wergeland. 210
mod hans »Skabelsen, Mennesket og Messias« at Hovedstormen rettedes i en
af Welhaven skreven udførlig og skarp Bedømmelse af den Wergelandske Poesi.
Et eget Organ fik det »danske« Parti, da det efter sin Udtrædelse af det
almindelige Studentersamfund samlede sig i en særlig Forening og stiftede
Ugeskriftet »Vidar«, efter hvis toaarige Tilværelse Welhaven med Kraft og Alvor
fældte Dom i Striden ved sit Digt »Norges Dæmring«, der gav Anledning til
en ny og heftig Opblussen af Kampen.
Det laa ikke i Wergelands Natur at undlade at give Svar paa Tiltale.
Paa Vers og Prosa, i Avisartikler og Piecer hævdede han sit Standpunct og
kjæmpede med sin medfødte Ildfuldhed for sine Ideer uden at veje de stærke
Ord, han tog i sin Pen. I den Række satiriske Farcer, han skrev under Mærket
Siful Sifadda, brugte han Persiflagens Vaaben mod sine Modstandere og lagde
ikke Fingrene imellem. De første af dem — »Ah!« og »Irreparabile tempus« —
have endnu en mere almen-satirisk Tendens, men de følgende tog mere og mere
Sigte paa de tilstedeværende Forhold, som »Fantasmer efter Ravnekrogpoetens
Manuscript«, der gaaer løs paa Regjeringsmyndighederne i Anledning af nogle
Uordener i Christiania Grundlovsdagen 1829, »Harlekin Virtuos«, hvor
Beundringen for det Fremmede er Satirens Gjenstand, »Om Smag og Behag kan
man ikke disputere«, der snerter Danomanien, navnlig Theatrets Fordanskelse,
og »Papegøjen«, der retter et ubarmhjertigt og i høj Grad personligt Angreb
mod Dæmringspartiets Tilhængere.
I Farcerne »Norge i 1800 og 1836«, »Stockholmsfareren« (Nr. 1 og
Nr. 2) og »den Konstitutionelle« behandler Wergeland de politiske Tilstande,
som han omfattede med voxende Interesse. I Modsætning til »Intelligensens«
Parti, der hellere glædede sig ved Culturens Blomst end deltog i Arbejdet for
at udplante dens Frø i Folkets udyrkede Jordbund, ofrede Wergeland al sin
Tid og Kraft paa at drage Almuen med ind i det aandelige Livs Rørelser og
fremme dens Tarv paa alle Maader. Som Skribent, som Folketaler og
Orgaui-sator virkede han med utrættelig Energi for den menige Månd, var altid paa
Vagt mod Overgreb fra Myndighedernes Side og rede til at tale Folkets Sag.
Hans Optræden var ved flere Lejligheder ikke saa ulig en Demagogs, og han
kan ikke siges fri for at have været noget hensynsløs i Valget af sine
Agitations-midler; men han har i fuldt Maal fortjent den ubegrændsede Popularitet, han
erhvervede sig, og som greb enhver Anledning til at hylde ham som den mest
frit tænkende og mest norsk følende Patriot i Norge.
Denne Wergelands stigende Indflydelse paa sit Folk var ledsaget af en
tiltagende Modenhed hos ham selv, der gjør hans Manddomsaar roligere og mere
sammenhængende at beskue end hans vilde, famlende Ungdomsliv. Dette gjælder
ogsaa, naar man sammenligner hans digteriske Production i de to Perioder, mellem
hvilke man kan sætte 1839, hans Bryllupsaar, som Grændse. Den Uklarhed saa vel
i Tanken som i dens Udtryk, der gjør det saa vanskeligt at tilegne sig de tidligere
Wergelandske Digte, forsvinder mere og mere; hans Phantasi farer ikke længer
omkring som en løbsk Hest mellem Himmel og Helvede, hans Billedvrimmel bliver mere
ordnet, hans af idelige Parantheser afbrudte Stil mere rolig og klar, samtidig
med at den dog bevarer den ejendommelige Primitivitet og Styrke i Udtrykket,
som characteriserer Wergelands Sprog. Medens man kun sjeldent modtager et
harmonisk Indtryk af hans tidligere Arbejder — af hvilke endnu maa nævnes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
