Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Arnold Wergeland.
215
Af „En sangfuld Sommermorgen
paa Skreya."
Yel Hellener undres ville
ved den stille
Yngling: han, hvis Klinge peger
stedse did hvor Døden leger,
glad, hvor Eumeniden gaar,
bøjer taareblommet Vaar.
»Vist han — en Hellener spørger —
svarlig sørger:
over Panden Kummers Skyer,
lig Pelidens Hjelmbusk, flyer?
Han skal være højt fra Nord,
hvor de gamle Göther bor?«
Ha, mit Liv var Vintersolen
under Polen:
Morgnens gyldne, Aftnens røde
Straaler blidt hinanden møde
med et Kys: den hele Dag
var et gyldent Vingeslag.
Ak jeg vilde dog saa gjerne,
at en Stjerne,
Hæders Stjerne, skulde glimre
i min Nat, og Mindet skimre,
lig et Nordlys, paa den Grav,
Skjebnen mig saa tidlig gav.
Meer end Stjernens Glands paa Baare
var en Taare:
— Ak du veed vel, Hvis jeg kræver,
naar sig Gravens Mos-barm hæver:
i min ,Nat den vil til inig
glimre, Dioskuren lig.
Se det mørkblaa Sværd, jeg bølger!
Stjernen følger
med dets Hvinen (lig det hvide
Skum om Snekkens hvasse Side).
Friheds Evangelium
tolker Sværdets Tunge stum.
Hellas kalder: Se en Celte
vil blandt Helte
søge sig en blodig Palme!
(Vist, hvor Hjertets Roser falme,
og hvor Livets Purpur veg,
spirer en Cypresse bleg).
Naar jeg der de sjunkne Buer
sorgfuld skuer:
Oldtids marmorklædte Tanker
knuste under Efeuranker,
vil jeg sige: saa jeg er!
Templet knust jo Barmen bær.
Var min Barm ej Tempes skjønne
Enge grønne,
hvor vort Blik blandt Roser røde
barnlig-skjønne Guder møde?
Hjertet var et Tempel fast?
— Underligt, saa snart det brast.
Lig Eurotas Blodet strømmed,
da jeg drømmed.
— Nu den Tid er borte længe,
da der svam spartanske Drenge:
Tiden, da i smiilrød Ham
gylden Drøm i Aaren svam.
»Se, der staar han i Geledet!
Herren veed det,
hvorfor han, med Barmen aaben,
uden Hjelm, de hvasse Vaaben
søger: ere røde Saar
Roser i en Normands Vaar?«
En af Dødens viede Skare
da vil svare:
»Jeg med Ynglingen i Telte
bor, men heller Sværd fra Belte
sprang, og tolked selv sin Harm,
end han aabnede sin Barm«.
»Spørg, i Pylus , Nestors Minde!
Ingensinde
vil det svare, men paa hvide
Marmorkind vil Taaren glide,
naar du spørger om Messen’s
Skjebne og Aristomen’s«.
»Chierdruens Guld-Smaragder
han ej agter:
Ham ej alle Hellas Kvinder
kun et halvfødt Smiil afvinder.
Ha, ban er da lidet værd
Andet end et sultent Sværd!«
»Aldrig saa jeg liam at smile,
sjeldent hvile
sødt i Søvnen, men paa Kinden
sad en Taare, halv af Vinden
tørret: se den lignede
paa sin Stol Persefone«.
»Ej jeg veed, hvad Sorg ham tynger.
Naar han synger,
(som han sagte undertiden
gjør, naar til sin Sorg fra Striden
han gjenvender, rød af Saar):
jeg hans Tunge ej forstaar«.
»Vaagen, og, naar Alt mon svømme
om i Drømme,
tidt et Navn, som fremmed lyder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
