Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
Henrik Arnold Wergeland. 218
»Det er mig! Du bør mig kjende:
Jeg er Din og Hendes Engel,
død forlængst, og før jeg vidste,
at jeg var din første Elskov.
Jeg velsignet Lar din sidste,
aandet al min Ømhed ind
i din Elsktes Jomfrusind,
strøget ned med bløde Vinger
Ringen først paa hendes Finger.
Naar I ere glade sammen,
er det mig, som altid fylder
med den Tanke eders Sjele,
at Serafer Glæden dele.
Da for Alteret I knælte,
holdt jeg over eder Begge
svævende en himmelsk Krands
med eu nær udsprungen Knop
for ethvert af eders Løfter.
Jeg for Herrens Throne lagde
knælende den som et Oifer;
og der ikke een er visnet,
men den er endnu saa frisk ,
som om den var nylig dyppet
i en Evighedens Kilde.
Og- nu er jeg kommen hid
for din Hustrus rene Leje
at bestrø med hvide Roser.
Thi — maaske jeg burde tie —
thi hun kommer end i Nat.«
Fordums-Yenner.
Ballade.
Med Døden i mit Hjerte,
og Smilet om min Mund,
og i mit Blik en Smerte
ifra vor Afskedsstund —
kom, Ludvig Daa, min Svorne,
jeg beder, kom min Yen!
Af tusinde forlorne
jeg har en Stund igjen.
Jeg har en Stund at tale
om rundne Dages Strøm,
der kunde søndermale
til Skum vor fagre Drøm.
Vi os ved Fossen sætte!
Se, hvor den Skummet slaar!
Saa, Venskab, knust din lette
Meened i Skum forgaar.
Du gyser der ved Faldet ;
Du tør ej se derned,
som om du hørte Skraldet
af en forsvoren Eed.
Friskt Mod! Ved Fossen Birken
sin Fane frejdig slaar.
Histudenfore Kirken
vort næste Møde staar.
Vi os paa Engen sætte!
Dens Græs er guult og tørt.
Ak, just et Liv som dette
har jo vort Venskab ført!
Det skjød som Græs i Vaaren;
det visnede som Straa;
og Vindens Flugt har skaaren
de Ax, som sad derpaa.
Vi sætte os paa Tinden,
hvor Skyen flyr forbi!
Der sejle To for Vinden,
forbundne fast som Vi.
De splittes i Sekunden.
Forbi Fostbroderskab!
Saa af vort Venskab vunden
vi har hinandens Tab.
Kom, sæt dig ved min Side!
Kom, tryk dig til mit Bryst!
Du skal dets Kvaler vide;
saa lærer jeg din Lyst.
Der var du engang hjemme
med al den Førstes Ret.
Ve mig, som ej kan glemme!
Ve Dig, som kunde det!
Vi sætte os paa Randen
af vildest Afgrunds Hang!
omfavne saa hinanden,
og saa, min Ven — et Sprang!
Lad Dybet Tvende gjemme,
som vare engang Eet!
Ve mig, som ej kan glemme!
Ve Dig, som kunde det!
Sognefjorden.
Den har været Dødens Gjæst,
Den har sejlet paa en Torden,
Den er døbt i Rædsler vorden,
som har pløjet Sognefjorden
Forthun fra til Sognefæst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
