Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Henrik Arnold Wergeland. 220
Kun et Greb endnu, og inde
vil han finde
sig i Frihedstemplet da:
bagom Kystens barske Rygge
i de frie Nordmænds trygge
gjæstfri Filadelfia.
Havet, kun tilbagegledet,
bedre veed det:
Døningen sig frem igjen
skyder , lig en Midgardsslange ,
opad Klippen forat fange
Ham, som klæber sig til den.
Sugende den greb ham, førte
i oprørte
Bølgers Grav hanx ud paany —
ak! som om den vidste, Norge
det berømte, frie, borge
vilde ej en Jøde Ly?
Juleaftenen.
Hvo mindes ikke
et Vejr, han tror, ej Himlen meer kan skikke?
et Vejr, som om hver Sjel, fra Kains til den,
Gud sidst fordømte,
den Jord forbandede, fra Helved rømte,
som fristed dem at svige Himmelen? . .
Et Vejr, hvis Stemmes
Forfærdeiser ej mere kan forglemmes?
Thi Alle tænkte: det maa være sendt
for min Skyld ene;
Orkanens Tordner mig, kun mig de mene:
min Synd er bleven Aanderne bekjendt . .
Et Vejr, hvis Styrke
kan lære Præst og Troende at dyrke
Dæmoner i det Element, hvis Brag
den Gamle høre
fra Barnsbeen kan i sit bemoste Ore . .
et Skyens Jordskjælv, Luftens Dommedag? . .
Et Vejr, som rysted
den Stærkes Hjerte i dets Skjul i Brystet,
et Himmelvejr, hvori sit eget Navn
han paaraabt hørte
af Aander, Stormene forbi ham førte,
mens hver en Trætop hylte som en Ravn?
Men Ravnen gjemte
sig selv i Klippen, Ulven Sulten tæmte,
og Ræven vovede sig ikke ud.
I Huset sluktes
hvert Lys, og Lænkehunden indeluktes. . .
I sligt et Vejr, da faar du Bønner, Gud!
I sligt et Vejr — det var en Juleaften —
da Nat det blev, før Dagens Maal var fuldt,
befandt en gammel Jøde, nær forkommen,
sig midt i Sverigs Ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til Bygden denne Side
fra Bygderne paa hiin, for Julens Skyld,
af Pigerne med Længsel, thi i Skræppen
laa Spænder, Baand og alt hvad de behøvde
til Morgendagen, Andendag og Nytaar.
Det gjorde Længslen spændt,men ikke bange;
thi endnu havde »Gamle-Jakob« aldrig
den svigtet nogen Juul: Han kom saa vist
som Juleaftnen selv.
I sligt et Vejr . .
»Tys! var det atter Stormen,
som hylte gjennem Grenene? Det skreg.
Nu skriger det igjen.« Og Gamle-Jakob
flux standser, lyttende for anden Gang.
Nu tier det. Thi Stormen øger paa,
som Fossen drøner over Den, der drukner.
Han vandrer atter. »Tys! igjen en Lyd!*
— en Lyd, som skar igjennem Skovens Brusen.
»Den falske Hubro skriger som et Barn.
Hvo slipper Barn vel ud i saadant Vejr?
Det gjør ej Ulven selv med sine.« Og
den Gamle stolper atter frem i Sneen.
Da skreg det atter, saa han meer ej tvivler;
thi dette Stormkast, som hist borte alt
et snoet Snetaarn hvirvler over Skoven,
har ført et Ord, et enkelt Ord forbi;
og flux han drejer did, hvorfra det kom,
arbejdende sig dybere i Skoven
og dybere i Sneen og i Natten,
der som en kulsort Fjeldvæg rejste sig
mod hvert hans Skridt, af Fyg kun gjennemlyst,
som om den hele vide Skov var fuld
af flyvende slørhyllede Gespenster,
der hylende sig stilled ham ivejen,
paa luftig Taa sig hvirvled, voxfce rædsomt,
og saa forsvandt imellem Stammerne.
Dog kjæmper Oldingen sig frem mod Stormen.
Han vandrer, naar den voxer; naar den sagtner
og drager Aande, lytter han paaknæ.
Men flux han springer op, og gaar i Mulmet,
som Dvergen trænger gjennem sorte Muld.
. . Han hører intet meer. Den Gamle skjælver
ved Tanken, at ham onde Aander gjække,
og mumler frem de Bønner, som han veed.
Da klynker det igjen, og ganske nær;
hans eget Raab mod Stormen vender kun
tilbage i hans Mund. Men hist, ja hist!
Ti Skridt endnu! Der rører noget Mørkt sig
paa Sneen, som om Stormen legte med
en Stubbe, der var løsnet lidt i Roden.
»O Jehovah! en Arm! O Jehovah!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
