Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Arnold Wergeland.
225
»Din Moder sender dem for at Du kan se,
at Du træffer Alle
igjen i Himlen, som Du har elsket, endog
det Mindste.
De søde Smaa skulle flyve med os tilbage.«
»Naar Hjertet hæves til Herligheden, fæster
ogsaa det uskyldige
Jordiske, det har elsket, sig til det som
til en Magnet . . .«
»Tys!« hviskede den søde Sladrerske.
»Jeg forraader af Himmelens Religion.«
»Dog vil jeg sige Dig, at Du skal faa se
din Hest, om du længes.
Du skal synes, at Du lægger din Haand
paa hans Hals.«
»I en Skydal skal Du se ham spise Nelliker
tilhøjre
og Levkøjer tilvenstre.«
»Vil Du endnu engang tumle den;
nu vel! Himlen har vide Sletter.«
»Det vil glæde din Moder, at du ikke har
glemt hendes Yndling,
som hun saa ofte har klappet.
Hun har fortalt os, at Brunen hver Dag
kom til hendes Vindu
og saa med de kloge Øjne paa hende
til den venlige Haand kom ud.«
»Visselig, hendes Hjerte vil banke af Fryd
over din Fart paa ham,
thi hun veed at dit fryder sig, naar du
sprænger opad
et af Tordenens Bjerge eller over Lynildens
Strømme.«
»Nu har jeg talt. Lad nu Rosen lukke
sig, for jeg trænger
til Hvile efter mit Arbejde.
Kun det endnu: saasnart den sidste Knop
har aabnet sig,
falder vore Arbejdsceller sammen, og vi ile
tilbage til din Moder
med den himmelske Dragt, hun vil skjænke
sin Førstefødte.»
Til min G-yldenlak.
Gyldenlak, før Du din Glands har tabt,
da er jeg Det, hvoraf Alt er skabt;
ja før Du mister din Krones Guld,
da er jeg Muld.
Idet jeg raaber: med Vind vet op!
mit sidste Blik faar din Gyldentop.
Min Sjel dig kysser, idet forbi
den flyver fri.
Togange jeg kysser din søde Mund.
Dit er det første med Rettens Grund.
Det andet give du, Kjære husk,
min Rosenbusk!
Udsprungen faar jeg den ej at se;
thi bring mig Hilsen, naar det vil ske;
og sig, jeg ønsker, at paa min Grav
den blomstrer af.
Ja sig, jeg ønsker, at paa mit Bryst
den Rose laa, du fra mig har kyst;
og, Gyldenlak, vær i Dødens Huus
dens Brudeblus!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
