Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven. 230
mens Glæden kun med Granbar sig bekrandser,
og Talglys er det Hele fast, som lyser,
og Brystet selv i Ulvepelsen gyser,
og man er lam paa tre a fire Sandser;
i denne Nød man griber Stimulantser,
at Livet ei skal slukne i det Indre:
Man drikker Punsch, forlover sig og dandser.
Jeg har i Sneen lavet nogle Skandser,
en hadrianisk Vagtmur i det Miudre;
her leger jeg med literære Landser.
Hvo mindes ei, det var en skyfuld Vaar,
da Slægten vaktes af sin dybe Blunden,
og Friheds Demant blev saa godt som funden,
og Tvangen knustes som et Potteskaar?
Og skjønt nu Folket stod med krandset Haar,
var dog dets Tankegang konfus i Grunden,
og Styrken end af Nattekulde bunden,
og Landet egentlig en Ødegaard.
Men Staters Aarskreds har et langsomt Løb,
og Norges Vaar er end ei lagt tilbage,
og mangen Spire gjemmer Jordens Skjød,
og Blomsten hviler end i Knoppens Svøb,
og føler Trykket af de kolde Dage,
da Solens første Glimt i Skyen brød.
Og naar nu Vaaren tykkes Dig for gold,
og Alt er Lunkenhed, hvorhen Du skuer,
og Himlen selv med Vinterskyer truer,
hvor Lysets Frøkorn lover mange Fold, —
da peger Klippens Fe mod Hedenold,
og Du ser gyldne Harper, hvasse Buer,
og kloge Hoveder og Hjerteluer
i Bjørnebringer under Kobberskjold.
Men Norge freder end sin Kæmpes Ben,
og bærer Skjoldets drabelige Mærke,
der engang vogtedes af Heltesværd,
og over Høien staar den gamle Sten,
hvor Sagnet svæver som en kvadfuld Lærke
med Morgenlysning paa de dunkle Fjær.
Dog, det er Tid at skifte Melodi —
mit Blik saa Fremtids gyldne Frugter gløde,
og glemte lykkeligt sit Stevnemøde
med Nutids Prål og Styverfængeri.
Her skuer jeg en overgroet Sti,
hvor Tidslen hæver sig til Asenføde,
hvor lodne Fauner i Basuner støde,
hvor dunkle Masker liste sig forbi.
Her høres mangengang en velment Lire,
men Sværmens Skvalder i dens Tone klinger,
og dens Begeistring er et fromt Bedrag.
Et traurigt Stevne for en Landsesvinger!
Her kryber Fienden allerhelst paa Fire,
og har kun Nerver for et Kølleslag.
Trindt i Europa gjærer det og syder,
det løste Ildstof tænder nye Fakler;
den store Mængde næres ved Mirakler,
den øser frit af Bøger og af Gryder.
»Oplysning, Frihed, Fedeland!«, saa lyder
det høie Raab fra Hædersmænd og Stakler,
Blandt Gnister staa de gamle Tabernakler;
det er forbi med rituelle Dyder.
Men hist, hvor Folkeraabet vældigst klinger,
gaar Aandens Lynglimt i de dybe Drøn;
det er et Veir med Mening og med Handling.
Der reises endnu Mur ved Mur, der tvinger
den unge Fønix til en Flugt i Løn,
hvor den vil vise Verden sin Forvandling.
I Norge har vi Lykken paa det Rene;
her er et Liv som i det vide Rum,
og intet Klækkeligt at kives om,
og ingen Handling paa den hele Scene.
Lad Aanden vaagne først blandt Klippens Stene,
hvor Egnen ligger glædeløs og tom !
Den kan ei stænges her af nogen Bom;
her flettes intet Bur af Skovens Grene.
Den ydre Tvang er splittet ad ved Loven,
og Redet hænger luftigt i det Høie;
I gode Fugle, Vingerne proberer!
Der er et Skrig, en Pladsken-om i Skoven;
men Vingen voxer indenfra med Møie,
mens Næbbet stikker frem og skvadronerer.
Betragt det første bedste Manifest
af vore gjæve Friheds-Rigorister,
hvor man vil kontrollere en Minister,
hvad heller hvor en Foged faar sin Rest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
